Jeg troede, jeg mestrede kærlighedens spil, men livet lærte mig en hård lektie: Hver handling har konsekvenser, og før eller siden skal man betale prisen.
Jeg blev gift, da jeg var 25 år gammel — hverken for tidligt eller for sent. Ønsket om at undgå mit lille hjemby, hvor alle kender alle, fik mig til at blive i København. Her kunne jeg nyde den anonymitet, jeg længe havde drømt om.
En venindes kæreste…
Vi taler om Søren. Høj, brunøjet, han var kæreste med min barndomsveninde, Anne. Men det gjorde blot jagten efter ham mere spændende for mig. Søren var tilsyneladende heller ikke uimodtagelig over for flirt bag Annes ryg.
Som en leg begyndte vi at ses, mens han stadig var sammen med Anne. Jeg holdt mig ikke tilbage i mine bekendtskaber og skjulte det ikke. Søren vidste, at han ikke var den eneste i mit liv, men han var jo heller ikke fri, vel?
En dag så Søren mig stige ud af en anden mands bil. Da han havde kørt, kom Søren over til mig og sagde, at vi måtte tale sammen. Han sagde, at han ikke ønskede at dele mig med andre og ikke kunne forestille sig at være sammen med en anden end mig. Han foreslog at slå op med Anne og begynde at leve sammen med mig. Idéen tiltalte mig, især fordi det løste boligproblemet og samtidig irriterede den arrogante Anne.
Vi flyttede sammen, men efter få uger kedede jeg mig; jeg længtes efter variation og spænding. Jeg indså det, da jeg tilfældigt mødte Anders — en af mine tidligere kærester, som jeg havde haft det sjovt med. Vi gik ud for at tage en kop kaffe, blev afslappede og endte i hans lejlighed. Det var sjovt og forfriskende. To uger senere gentog vi det, og sådan begyndte vi at mødes for fornøjelsens skyld uden forpligtelser.
Langsomt vendte jeg tilbage til mit gamle liv, hvor jeg mødtes med forskellige mænd. Til sidst forlod jeg Søren og efterlod en seddel: ”Jeg ønsker ikke længere at bo sammen.” Så enkelt og uden forklaringer.
En uventet drejning…
En måned efter fandt jeg ud af, at jeg var gravid. Skræmt vendte jeg tilbage til Søren. Da han hørte om graviditeten, friede han til mig. Jeg sagde ja, ikke fordi jeg var vanvittigt forelsket, men fordi det virkede som den mest fornuftige og letteste løsning. Desuden undgik jeg hermed at vende tilbage til den kedelige provinsby.
Et år efter vores søns fødsel blev jeg gravid igen — endnu en dreng. Pasning af to små børn og husholdningen tog al min tid. Søren arbejdede meget, var ambitiøs og blev ofte sent på arbejde. Måske havde han ikke travlt med at komme hjem til en frustreret kone og larmende børn. Jeg var ikke det bedste selskab: træt, irritabel, uden et øjebliks pause. Jeg ventede på Sørens hjemkomst for at begynde at klage.
Men… så blev prisen betalt.
Måske undrer du dig over, hvem der er far til min ældste søn. Søren eller en af mine ekskærester? Jeg mente ikke, det var vigtigt. Måske var det Søren, måske ikke. Jeg sagde til mig selv: ”Alle begår fejl, jeg var ung, det var ikke med vilje…”
Indtil i dag ved jeg ikke, hvem der er far til min ældste søn, og jeg vil sandsynligvis aldrig finde ud af det. Alle tror, det er Søren — både han selv, vores søn og vores nærmeste.
Men er det egentlig vigtigt, når Søren alligevel ikke længere bekymrede sig om børnene? Ikke fordi han tvivlede på deres faderskab. En aften, da børnene var 4 og 2 år, kom jeg hjem til en seddel: “Jeg har søgt om skilsmisse. Der er intet imellem os længere.”
Vi blev skilt. Nu opfostrer jeg børnene alene. Søren betaler børnebidrag, som knap dækker vores behov. I det mindste lod han os beholde lejligheden — indtil børnene bliver myndige kan vi bo der.
Og Søren blev gift… med Anne. Og nu venter de deres første barn.
