Jeg vil ikke have hende her, det her er ikke et alderdomshjem…
Denne bemærkelsesværdige livshistorie blev fortalt af min bedstemor, som jeg ofte besøger i landsbyen. Vi havde ikke set hinanden i lang tid, da jeg havde arbejdet to år i udlandet. Da jeg vendte tilbage til Danmark, var det første, jeg gjorde, at besøge min kære bedstemor.
Jeg havde været i landsbyen i et par dage, da jeg bemærkede, at jeg endnu ikke havde set bedstemors nabo, Frøken Marie, fra huset overfor. Jeg havde altid holdt meget af denne hjælpsomme ældre kvinde. En stor arbejdsbi.
– Bedste, hvor er din veninde Marie blevet af? Hun er slet ikke kommet forbi. Er der sket noget med hende? spurgte jeg bekymret.
Bedstemor kiggede overraske på mig.
– Hun flyttede til plejehjemmet for over et år siden, – forklarede hun, – Åh, du ved jo slet ikke noget! Så lyt her.
Og bedstemor fortalte mig historien.
Som før nævnt, arbejdede Marie altid utrætteligt. Ingen i landsbyen havde nogensinde set hende uden et eller andet gøremål. Hun arbejdede i haven, gik ud for at hente koen fra græsningen, eller bagte tærter, som hun delte med halve landsbyen. Tidligt om morgenen hastede hun til bussen med spande fyldt med kirsebær. Friske grøntsager, frugter, urter, æg, og alle slag af håndarbejde fik Marie solgt på markedet i byens centrum, og hun sparede omhyggeligt hver krone i en gammel kagedåse.
Ikke for sin egen skyld. Hvor meget havde hun egentlig brug for? Nej, det var til hendes eneste søn, Valdemar, svigerdatteren Simone, og barnebarnet Sine. Sønnike med hustru boede i byen, tre timers kørsel væk og besøgte jævnligt, dog næppe for at hjælpe til i haven eller med dyrene – mere for at forsyne sig med landmandens forsyninger. Det var ikke sjældent, at deres bagagerum blev så fyldt, at bilens affjedring knagede.
Men årene gik, og Marie begyndte langsomt at ældes og at have helbredsproblemer. Ryggen værkede, hun havde ondt i benene, hendes hænder blev stive, og blodtrykket skød i vejret. Hun begyndte at skille sig af med dyrene, og blandt hendes mange haver bevarede hun blot et par rækker, mens resten blev lejet ud til naboerne, så de kunne plante kartofler. Valdemar kom sjældnere og sjældnere på besøg, og Simone holdt helt op – der var trods alt ikke mere at hente.
Da Maries syn pludselig blev svækket, blev hun bange. Hun ringede til sin søn og bad om en tur til lægen i byen. Valdemar kom og tog hende med.
Simone var ikke specielt glad for at se sin svigermor, men skjulte det godt. Hun tilbød noget at drikke efter turen og sørgede for mad. Valdemar foreslog sin mor, at hun skulle gennemgå en fuld undersøgelse. De tilbragte hele dagen på klinikken og kørte derefter til apoteket for at få medicin…
Det var for sent at returnere til landsbyen, da de var færdige. Svigerdatterens utilfredshed blev tydelig ved nyheden om, at Marie ville blive natten over. Hun gik ud i køkkenet for at lave aftensmad og smækkede med gryderne, så ørerne næsten sprang. Det var da, en ældre nabo kiggede ind.
– Fru Marie! Det er længe siden vi så dig her. Bliver du længe? Skal du allerede hjem i morgen? Kom indenfor til mig, så får vi lidt te og en snak, som i gamle dage.
Valdemar bragte sin mor til naboen og kiggede derefter forbi køkkenet til sin kone.
– Har du travlt, Simone? Jeg ville gerne tale med dig, mens mor ikke er her.
– Hvad nu? – fra hendes tonefald kunne man høre, at samtalen ikke interesserede Simone.
– Mor er ikke, som hun var engang, – Valdemar tøvede, – Vi var på hospitalet, og der var mange problemer. Hun siger, hendes ben gør ondt, hun kan næsten ikke gå.
– Hun er ikke ung længere, Valdemar, – svarede Simone, – Hvad havde du regnet med? Det er alderdommen.
– Præcis, – svarede Valdemar glad, – Vi har en treværelses lejlighed. Sine og hendes mand bor i København og kommer næppe tilbage. Så…
– Vent nu, hvad er meningen? – Simone lagde kniven fra sig, – Vil du have hende til at bo hos os? Er du vanvittig? Bare fordi det er en treværelses, skriger det ikke ‘plejehjem’, Valdemar.
– For resten, denne lejlighed blev betalt med de penge fra de kirsebær og jordbær, din mor solgte hver sommer, – svarede Valdemar skarpt.
– Og nu skal du til at bebrejde mig for det? – det gjorde Simone vred, – Din mor hjalp ikke fremmede, men sin egen søn og barnebarn.
– Du er hård, Simone, – sukkede Valdemar trist, – Jeg tænkte, vi kunne bringe mor hjem, leve godt og uden bekymringer. Hun har et godt hus – solidt bygget, og hvis vi sælger det, kan vi få en ny bil, og en ferie til Tyrkiet…
– Lad hende bare kvæles i det hus! – råbte Simone, – Vi tager måske en uge udenlands, men skal jeg så passe hende i 10 år bagefter? Tror du, jeg er en slavepige?
– Hvordan kan du sige sådan noget, fjols? – udbrød Valdemar, og så så han pludselig sin mor i døråbningen.
Der blev helt stille i køkkenet.
– Mor, har du stået der længe? – mumlede sønnen.
– Nej, jeg kom lige, – svarede moren roligt med et smil, – Jeg skulle hente mine briller, vi kigger i fotoalbummet ved siden af. For resten, jeg kom for at fortælle jer, at jeg snart flytter til plejehjemmet, så måske vil du hjælpe mig med at få pakket?
Valdemar sagde ikke et ord. Det gjorde til gengæld Simone:
– Ja, selvfølgelig vil han hjælpe. Vi kommer begge og får det hele pakket og flyttet. Det er rigtigt, som du har besluttet – det er sjovere med jævnaldrende end alene.
… Plejehjemmet, hvor Valdemar og Simone bragte Marie, vakte blandede følelser i Valdemar. Personalet var dejlige, og direktøren en venlig ånd. Det var tydeligt, at der blev taget godt hånd om de ældre. Men selve bygningen trængte hårdt til renovering, linoleumsgulvene var slidte, vinduerne var utætte, og opholdsrummet bød kun på en gammel tv og nogle slidte stole.
Marie’s værelse var lille og fugtigt. Sengen slog revner, og stolene vaklede, men mor viste ikke tegn på utilfredshed.
– Intet problem, mor, – sagde Valdemar opmuntrende, – Jeg skal nok få renoveret her, så alle bliver misundelige. Jeg kommer, når jeg har ferie, og ordner det hele. Bare vent på os at besøge dig snart.
Valdemar glemte sit løfte indtil godt et halvt år senere, da Simone mindede ham om, at det var på tide at gøre noget med Maries hus. Det var sommer – det perfekte tidspunkt at sælge.
… Direktøren bebrejdede ikke de sjældne gæster. Han talte varmt om Marie.
– Før I går op på anden sal, så kig i opholdsrummet. Måske ser jeres bedstemor tv med sine veninder. Kom, jeg viser jer vej.
Marie var ikke i opholdsrummet. Simone kiggede forundret rundt.
– Wow! Her ser ud til at være blevet helt nye møbler. Nye sofaer, stole og et stort tv. Der er blomster overalt. Det må have kostet en formue?
– Tak til din mor, – smilede direktøren.
– Min mor? – Valdemar rystede på hovedet, – Hvordan skulle hun have råd til det?
– Al denne skønhed blev købt for hendes penge.
– Hvordan kunne hun få de penge? – lo Simone, men pludselig gik det op for hende, – Valdemar?! Solgte hun huset?!
… Marie så roligt på de vrede familiemedlemmer, som skiftedes til at bebrejde hende og kalde hende egoistisk.
– Hvorfor er I så oprevet? Jeg solgte ikke jeres hus, men mit eget. Jeg har retten til det. Her har jeg det godt, varmt, og sjovt. Jeg ønskede simpelthen at give noget godt tilbage til de venlige folk her.
Marie kiggede listigt på den rasende Simone.
– Er det ikke bedre at sælge huset og glæde folk end at kvæles i det? Ikke sandt, Simone?
Simone så ned og skyndte sig ud af rummet. Der var intet, der kunne ændres nu…
