Jeg gav mig selv et løfte: når min mor ikke er her længere, vil jeg følge efter hende…
Jeg var kun nogle få år gammel, da jeg første gang hørte ordet “prøvelse”. Dengang forstod jeg ikke, hvad det betød, men nu, som 44-årig, kan jeg med sikkerhed sige, at hele mit liv har været en række prøvelser, den ene sværere end den anden. Og hvis ikke det var for min mor, havde jeg givet op for længe siden. Uden hende er jeg ingenting. Derfor har jeg truffet en beslutning, som måske virker vanvittig, men den er min: når hun er væk, vil jeg også gå.
Jeg hedder Signe. Da jeg blev født, gav lægerne ikke mine forældre nogen håb. En sjælden form for systemisk gigt, som med årene vil begrænse mine led mere og mere, fjerne min bevægelsesfrihed, evner og håb. Jeg var tre år, da jeg indså, at jeg ikke var som alle andre. De andre børn kunne løbe, hoppe og klatre på bakker. Men jeg sad på bænken og kiggede på. Nogle gange forsøgte jeg at rejse mig – smerten stak til tåregrænsen.
Mine forældre opgav tanken om at få et barn til. Hele deres liv har de dedikeret til mig. Min far, en strålende matematiker, forlod forskningen og begyndte at tage alle slags jobs, så min mor og jeg aldrig skulle mangle noget. Han arbejdede tyve timer om dagen for at købe os to lejligheder, så vi kunne leje den ene ud og bo i den anden. Han byggede et sommerhus og blev medejer af en virksomhed sammen med sin bror – alt sammen for at sikre mig en fremtid.
Han gik bort, da jeg var tyve. Min mor blev tilbage. Den eneste. Stærk. Uknækkelig. Smuk kvinde, der aldrig klagede. Om morgenen – motion, derefter morgenmad, behandlinger, infusioner, forbindinger, lægebesøg, oversættelser, møder, opkald, konsultationer – hun er ved min side i alt. Ikke for berømmelsens skyld, eller fordi hun er forpligtet, men fordi hun elsker.
Jeg blev undervist derhjemme. Senere lærte jeg engelsk, tysk, italiensk og fransk. Jeg arbejder som oversætter. Online. Nogle gange bliver jeg inviteret til seminarer – og min mor er altid ved min side. Vi er ét. Hun er ikke bare min mor, hun er mit univers.
Ja, det gør ondt. Ja, hver bevægelse er en anstrengelse. Ja, jeg vil aldrig få børn. Jeg vil ikke gifte mig. Jeg vil ikke spille Chopin. Jeg vil ikke blive læge, som jeg drømte om. Men jeg lever. Fordi min mor lever.
Vi taler aldrig om fremtiden. Det er vores stille aftale. Jeg ved, at en dag vil hun gå bort. Sådan er livet. Og jeg ved, at min kusine Marie skal tage sig af mig – det har min mor arrangeret med testamenter og papirarbejde. Jeg fandt ud af det ved et tilfælde. Men jeg sagde ingenting. For hvis jeg gjorde det, ville jeg skulle sige sandheden. Og sandheden er: jeg ønsker ikke at leve uden min mor.
Jeg frygter ikke smerten. Jeg frygter ikke ensomheden. Jeg frygter tomheden. Og den tomhed vil komme med hendes sidste åndedrag. Da vil jeg træffe mit valg. Der er mange måder at gå værdigt – uden medlidenhed, uden skrig, uden drama.
Men så længe min mor er her, vil jeg leve. For hende. For hendes smil. For at hun hver morgen ved: jeg er stadig her. Og i det ligger hele meningen.
