Alt har sin pris! Nu er jeg ensom som en hund…
Skriver en mand på over halvfjerds, hvis livshistorie måske kan tjene som advarsel.
Jeg bor i Aarhus, men byens ansigter er fremmede. Mit gamle hus’ vægge føles kolde, og gaderne, jeg engang gik med stolthed, er nu øde. Ingen venter. Ingen spørger. Sådan bødes for fortiden…
Spejlet viser en fremmed: indfaldet ansigt, pjuskede hår, slørede øjne. Hvor er den charmerende bonvivant, der troede verden tilhørte ham? I stedet står en gammel mand, hvis øjne fortæller om tomhed.
**Skyldfølelsen fra fortiden**
Engang var jeg en kvindebedåer. “Man lever kun én gang!” sagde jeg til mig selv. Min kone Mette, en tålmodig sjæl, holdt ud i femten år – trods mine nattesjov, spiritus og andre kvinder. Hun håbede på forandring.
Da hun endelig gav mig et ultimatum, lo jeg: “Hvor skulle du dog hen, skat?” Men hun vidste svaret. En dag pakkede hun børnenes ting og forsvandt mod Sønderjylland. Uen dramatik. Bare stilhed.
Jeg sendte engang en julegave. Den kom retur. Jeg trak på skuldrene: “De kommer nok!” Men årene gik. Telefonen tav.
**Ensomhedens dom**
Ungdommens løsslupne liv gav en pension til medicin og kold mad. For nylig mødte jeg Lars, en gammel ven. Velplejet, omgivet af familie. Han klappede mig på skulderen: “Henrik, du var en konge… Hvad blev der af dig?”
Ordene brændte. Mine valg står klare:
– Mens andre byggede hjem, drak jeg med løgnere i bodegaer
– Mens andre sparede op, spildte jeg kroner på kortvarig kærlighed
– Mens andre plantede træer, tænkte jeg kun på nattens lys
Nu tør jeg ikke ringe til mine børn. Mine mulige børnebørn vil kun kende mit navn fra kirkegården.
**Et råd til de unge**
Tro ikke, at ungdom varer. Værgt familien som Danmarks højeste skat. Kærlighed er ikke en selvfølge – den skal vandes hver dag.
Ellers ender I måske som mig: i en lejlighed, hvor selv ekkoet forlader ens »hej«…
