— Forstår du, det irriterer mig, at du har penge!
— Irriterer?!
— Ja!
Freja svarede ikke, vendte sig tavst på hælene og forlod stedet. Hun var rasende, men hvad kunne hun gøre? Og hvorfor skulle hun?
Freja havde altid klaret sig selv. I skolen kæmpede hun for topkarakterer, hvilket både lærere og klassekammerater undrede sig over. Hun græd over en 10-tal, mens andre misundte hende. Lærerne sagde, det var okay at lave fejl, men Freja ville have perfektion *nu*.
Derhjemme gik hun straks i gang med lektier.
— Gå ud og leg, Freja! Vejret er skønt! — sagde bedstemor Gerda.
— Jeg har prøve i morgen, — svarede hun og dykkede ned i bøgerne. Hun elskede også at læse.
— Du ødelægger øjnene! — sukkede moren Lene.
— Lige et kapitel til! — bad Freja og krammede bogen.
Moren rystede på hovedet og gik ud i køkkenet, hvor hun og Gerda drøftede Frejas fremtid.
— Bare det ikke går ud over hendes helbred! — tilføjede Gerda altid.
Freja dimitterede med guldmedalje, kom ind på universitetet og excellerede. Jobs tilbød sig umiddelbart — hun valgte den tættest på hjemmet i Aarhus. Med flid steg hendes indkomst, og snart købte hun en lejlighed i Odense.
— Åh, barnebarn, — sukkede Gerda, — vi savner dig!
— Jeg besøger jer ofte, I bor jo kun 50 kilometer væk! — lo Freja.
— Hvis du møder en kæreste, skal han til familiedom! — sagde Gerda. — Jeg spotter svindlere på lang afstand.
— Jeg er ikke dum, bedste, — smilede Freja.
Men Freja introducerede aldrig Søren for familien. Han var en kunstner, der «ikke havde fundet sig selv» endnu. Mens Freja var praktisk, tiltrådte hun hans romantik: blomster, gaver købt for hans sidste kroner. Han malede hendes portrætter, der solgte godt — når han havde inspiration. Uden det, faldt han i depression.
— Du mangler bare disciplin! — sagde Freja.
— Jeg mangler dig, — svarede han, og de endte i sengen.
Han boede i en lille lejlighed fyldt med malerier. Freja betalte ofte for restauranter og rejser, men foreslog også løsninger til at øge hans indtægt. Han afviste alt: — Jeg er en fri fugl.
Indtil han en dag under en spasertur sagde, de skulle slå op.
— Du er for god til mig. Jeg har intet at tilbyde, — mumlede Søren. — Du er selvforsynende, køber hvad du vil… Din taske koster tre måneders løn for mig!
— Er du irriteret over min succes?! — udbrød Freja. — Jeg arbejder hårdt!
Han tav. Hun gik. Hvorfor kæmpe for en, der ikke ville nå op?
***
— Hvorfor møder vi aldrig din kæreste? — spurgte Gerda ved Frejas næste besøg.
— Han findes ikke, — svarede Freja trist.
— Tvivler! — sagde Lene. — Find en ligemand.
— Hvorfor? Jeg klarer mig alene.
Men med tiden mødte Freja en ligesindet: ambitiøs, målrettet. De forstod hinanden perfekt.
Søren så hun senere på en gade i Aarhus, malende foran en tavle. Han så træt ud. Hun gik forbi i sko, der engang ville koste ham to månedslønninger. Hun tænkte: Enhver sin lykkes smed. Nogle foretrækker en spurv i hånden fremfor en due på taget.
