Mit navn er Astrid Larsen, og jeg bor i den hyggelige by Ribe, hvor åerne stille flyder mellem de gamle, charmerende bygninger. Jeg havde aldrig forestillet mig, at mit liv ville blive til sådan et mareridt. Vi gik fra hinanden. Fire år og tre måneder delte vi alt – latter, tårer, håb. Og nu står jeg alene med et knust hjerte. Måske tænker du: “Og hvad så? Folk går fra hinanden hver dag.” Det er sandt, men jeg vil aldrig tilgive ham for dette svigt – det føles som en dolk i ryggen, stukket ind med et smil.
Alt virkede næsten perfekt. Selvom der var skænderier, udviklede de sig aldrig til store dramaer. Vi levede i harmoni, indtil skæbnen slog mig hårdt. På grund af en personlig tragedie begyndte jeg at tage på i vægt. Jeg vil ikke sige, at jeg før var fotomodel, men jeg havde en pæn figur. Så begyndte kiloene at stige, og min kæreste – nu eks, Jonas – blev til min plager. Han gjorde nar af mig og ydmygede mig som om, jeg betød ingenting.
Han tøvede ikke med at latterliggøre mig foran andre. Jeg husker en fest med venner, hvor han efter et par øl højlydt lavede sjov med min vægt og prikkede til mine sider, mens selskabet lo. Hans drukne undskyldninger tog ikke smerten væk – jeg følte mig knust og ynkelig. De sidste måneder græd jeg oftere, end jeg glædede mig over solskin. Han vidste alt – kendte til den helvedes ild, jeg gik igennem, men fortsatte med at trampe på mig, som om jeg var intet andet end skidt under hans sko. Hver bemærkning fra ham gjorde mine problemer uudholdelige.
En morgen kunne jeg ikke tage det længere. Bitterheden kvalte mig, og jeg skreg: “Gå væk!” Han blinkede ikke engang – det var som om, han havde ventet på det øjeblik. Tavs samlede han sine ting, smækkede med døren og var væk. Efter fire år efterlod han mig alene – til at vride mig i smerte, drukne i mine problemer. Jeg blev efterladt med en tom sjæl og ubesvarede spørgsmål. Måske var der en anden? Jeg havde ikke bemærket noget, intet spor af utroskab – ingen opkald, ingen hemmelige møder. Men måske havde han allerede fundet en ny – slank, smuk, ikke ligesom mig, tyk og knækket?
Jeg søger ikke råd eller medlidenhed. Jeg hælder bare denne smerte ud, der brænder som et glohedt jern. Jonas knuste ikke kun min kærlighed, men også min tro på mig selv. Hver gang han så på mig med foragt, hver gang han nævnte min vægt, skar det i min hukommelse som ar. Jeg vil aldrig glemme, hvordan han lo af mig foran andre, hvordan han så på mig som om, jeg ikke længere var en kvinde i hans øjne. Han vidste, at jeg kæmpede med indre dæmoner, men i stedet for støtte trampede han mig yderligere ned i mørket. Og han gik, uden at se sig tilbage, og efterlod mig i helvede.
Nogle gange forestiller jeg mig ham med en anden – en, der er lettere end luft, med en tynd talje og en klingende latter. Måske drømte han om sådan en, mens jeg tog på af stress og tårer? Denne tanke nager mig om natten, men jeg vil ikke kende sandheden – den vil blot kvæle mig yderligere. Fire år gav jeg ham alt – kærlighed, varme, sjæl – og han tørrede sine fødder af på mig og gik mod et nyt liv. Jeg står tilbage alene, med ekstra vægt, en byrde af fornærmelser, med følelsen af ikke at være værdig til blot en dråbe lykke.
Men jeg vil klare det. Jeg ved, at jeg kan komme igennem også dette. Gennem tårerne, gennem smerten vil jeg finde styrken til at rejse mig igen. Hver dag ser jeg i spejlet og hader spejlbilledet – ikke på grund af kiloene, men fordi jeg tillod ham at knuse mig så meget. Han er væk, men jeg er tilbage for at kæmpe – med mig selv, med fortiden, med hans stemme i mit hoved, der hvisker: “Du er intet værd.” Jeg beder kun om én ting: Lad dette helvede slutte snart. Lad sårene hele, lad mig føle mig levende igen. Jeg vil aldrig tilgive ham, men jeg vil overleve hans bedrag – for min egen skyld.
