Efter 12 års ægteskab har jeg endelig forstået, hvad ægte afslapning betyder.
Døm mig ikke hastigt – jeg er hverken en flyvsk hustru eller en, der løber væk fra sine pligter. Jeg er blot en kvinde, som efter tolv års ægteskab pludselig erkender en simpel, men livgivende sandhed: For at være en god hustru og mor, må man lære at slappe rigtigt af – ikke i køkkenet med gryder, ikke med en klud i hånden, ikke under mandens tavse kritik og børnenes luner, men alene med sig selv… eller i det mindste uden dem.
Jeg hedder Birgitte, er 38 år gammel, og jeg bor i Aarhus. En ganske almindelig kvinde, intet bemærkelsesværdigt. En mand, to skolesønner, og et job i bogholderiet. Alt ligesom alle andre. Om morgenen – morgenmad, gøre klar, køre til skole, løbe til arbejde, om aftenen – aftensmad, vask, lektier, meningsløse samtaler foran fjernsynet. Hver dag – som skåret over samme læst.
Havet har jeg elsket siden barndommen; det er som en livsgivende mundfuld for mig. Men min mand er ligeglad med solen, eller rettere sagt, han er allergisk. Han får straks udslæt, klør sig, og brokker sig. Og børnene… nå, børn er børn. De vil bare have slik, begrave sig i deres tablets og klage over kedsomhed.
Denne sommer skete der noget utroligt. Min mand, som fandt ud af, at varmen i Malaga ville være over normal, sagde: “Jeg bliver hellere hjemme.” Drengene nægtede også at tage afsted – de ville hellere på sommerlejr med klassekammeraterne. Så foreslog min veninde Louise:
– Min moster har en ledig lejlighed i Skagen. Skal vi tage afsted sammen? Vi tager også din søster Mette med – så kan vi slappe af!
Og så begav vi os afsted, Louise, Mette og jeg – vi kørte nordpå. I bilen var der musik, latter, samtaler til stemmen blev hæs. Det føltes som at stikke af fra det synkende skib i hverdagen.
I Skagen ventede havet, solen, stilheden. Vi svor os selv: ingen frikadeller, ingen rengøring, kun vandmeloner, agurker, tomater og løbeture på stranden om morgenen. Vi sov på kølige lagener, stod tidligt op og gik barfodet på sandet. Vi dykkede i de salte bølger, solbadede til vi blev sprøde og grinte som piger.
Det var mine ti dages frihed. Ingen bad om pandekager, ingen opscener ved isboden, ingen klage over sand i håndklædet. Intet “Moooar, han slog mig!” eller “Hvorfor igen grøntsager?!”
Der var naturligvis “beundrere” – ferietyper med tan og øl-ånde. Men vi lod hurtigt forstå: Ikke her, venner. Vi er ikke ude på jagt, vi er på ferie. Vi er alle tre gifte og elsker vores mænd. Vi tog bare afsted for at få luft.
Jeg kom hjem fornyet. Solbrun. Slank. Og… lykkelig. Og vigtigst af alt – med en fast beslutning: disse 10 dage skal jeg have hvert år. Ikke for flirtens skyld, ikke for at flygte. Men for mig selv. For at komme hjem ikke som en presses citron, men som en levende kvinde.
Jeg ønsker ikke længere en ferie, hvor det kun er væggene, der skifter, men ikke pligterne. Jeg vil ikke bære børnenes kufferter, fodre manden tre gange om dagen og falde om af udmattelse på tredje dag.
Hver kvinde har brug for sin egen personlige sommer. Uden skyld. Uden frygt for, at “hvad mon de tænker”. For tro mig, ingen har brug for en træt, vred, udmattet hustru.
Så, kære veninder, vær ikke bange. Tag en pause. Rejs. Genstart. Smil. Og først da vil I virkelig forstå, hvor vigtig afslapning er… fra selve rollen som hustru og mor.
Lad det blive jeres personlige ritual. Jeres egen ø. Jeres hav – uden bebrejdelser, uden larmende krav. Blot jer, vinden, solen og den tyste lykke indeni.
