“Nej, det kan da ikke passe, din dumme tøs! Hvem gider dig nu med en unge? Hvordan skal du nogensinde klare det? Jeg hjælper dig ikke, sådan er det bare. Jeg har opfostret dig, og nu skal jeg også tage dig med barn? Pak dine ting og forsvind!”
Mette lyttede til skrigene uden at løfte hovedet. Det sidste håb om, at tanten alligevel ville lade hende blive, i hvert fald til hun fandt arbejde, smuldrede for øjnene.
“Hvis mor bare levede…”
Faderen kendte hun ikke, og moren var blevet kørt ned af en fuld chauffør for femten år siden. Børneforsorgen ville placere hende på børnehjem, da en fjern kusine pludselig dukkede op. En kvinde med eget hus og fast arbejde, der kunne tage sig af hende.
Tante Lene boede i en lille grænseby mod syd, fyldt med grønne haver om sommeren og regnvejr om vinteren. Mette fik mad og tøj, lærte at arbejde i huset med haven og husdyrene. Måske manglede hun en mors kærlighed, men hvem bekymrede sig om det?
Hun blev færdig fra lærerseminariet og vendte tilbage til den velkendte by. Men denne gang uden glæde.
“Forsvind nu!” råbte tanten.
Mette tog sin kuffert og gik. Hun havde ikke regnet med at vende hjem som gravid og forladt. Men hun kunne ikke skjule det.
Hun vandrede gennem byen i augusthede. I haverne hang modne æbler og pærer, solgule blommer skjulte sig under blade. Luften duftede af nybagte boller og grill. En kvinde ved en udendørs komfur tilbød hende vand.
“Kom indenfor, hvis du mener det godt,” sagde Hanne, en rask kvinde på halvtreds.
Hun viste en lille værelse med udsigt til haven. “Du kan bo her, hvis du betaler til tiden.”
Dagene fløj. Mette arbejdede i skolen og hjalp Hanne. Graviditeten var problemfri, men hun tænkte på historien om Emil, far til barnet. En charmerende søn af velhavende forældre, der forlod hende efter nyheden.
I fødslen fik hun en sund dreng. På hospitalet mødte hun også en forladt pige, hvis mor var løbet fra en kaptajn. Mette begyndte at amme begge børn.
“Lille Maja,” hviskede hun til den spæde pige.
Da de skulle hjem, stod kaptajn Lars Nielsen klar med en bil dekoreret med balloner. Han rakte hende to pakker: én blå og én lyserød. Byen snakkede længe om, hvordan den unge lærer og soldaten kørte væk sammen med de to børn og den gamle Hanne.
Livets ironi! Ingen kunne forudse, at en forladt graviditet ville føre til nye muligheder. Men som man siger: “Når én dør lukker, åbner en anden.” Måske var lykken alligevel på vej?
