— Hold da op, hvor kan det være et problem…
Jeg stødte på Line, vores økonomidirektør, på gangen, og hun pralede med en papkasse.
Jeg spurgte:
— Har du hentet lønnen fra banken?
— Nej, det er en gave fra en gammel ven, jeg mødte i trafikken (på kassen stod der: «Medicinsk udstyr»).
— Hvad antyder han med det?
— Ingenting, jeg har kendt ham så længe, at jeg selv kunne finde på at give ham en deodorant, og han ville blive oprigtigt glad. Vi mødtes i ’98. Dengang havde jeg store problemer med bilen. Jeg var ung, dum og købte en Toyota hos en parallelimportør, og motor- og stelnumrene var manipulerede, og bilens toldpapirer var i uorden, ja, selv bekendte politifolk tog penge og lovede hjælp, men gjorde ingenting. Det sidste strø blev, da jeg måtte give de sidste danske kroner til en betjent for ikke at blive bugseret.
Kort sagt, bilen var dyr, men nu kun god som reservedelskasse…
Jeg parkerede i gården ved siden af skraldespandene, sad der og spiste frøsnappere og græd. Jeg ville ikke komme hjem i den tilstand…
Så banker det på ruden, og jeg åbner. En mand med en skovl i en orange vest undskylder og siger muntert:
Kan du rykke fem meter frem? Vi skal lægge asfalt foran skraldebøtterne. Hvorfor græder du, er der sket noget?
Jeg havde lyst til at sende ham væk og lukke vinduet, så asfalten ikke lugtede, men jeg ved ikke hvorfor, endte jeg med at fortælle ham om mine problemer med få ord.
Han sagde:
— Hold da op, det er da ikke det store problem, det vigtigste er, at alle er sunde og raske… Du nyder virkelig din frøsnapper, må jeg også smage?
Jeg blev vred på mig selv over at have delt mine problemer med en vejarbejder og hans frækhed, men gav ham en frøsnapper.
Manden:
— Må jeg få en mere til min makker? Vi er nemlig to.
Jeg blev chokeret over hans frækhed, men rakte ham en anden frøsnapper. Jeg kørte videre og fortsatte med at græde i fred.
Ti minutter senere bankede vejmanden på igen.
Jeg åbnede og spurgte vredt:
— Er du her for flere frøsnappere!?
Manden:
— Nej, har du noget at skrive med? Skriv.
Ud af hans notesbog dikterede han et telefonnummer og tilføjede: Det er et privat nummer. Ring derhen efter klokken ni om aftenen og sig, at du ringer for Ole. Jeg giver besked. Han er politigeneral og kan hjælpe dig…
Manden vinkede farvel og forsvandt i den grå asfaltstøv, mens jeg stod tilbage forvirret uden at vide, hvad jeg skulle tænke.
Om aftenen ringede jeg alligevel (hvad havde jeg at miste..?)
Og blot to dage senere satte de ceremonielt min bil på danske plader! (bøderne kiggede endda ud af deres små vinduer for at behage mig…)
Jeg jagtede Ole, vejmanden, i en uge for at sige tak, og til sidst fandt jeg ham på en nærliggende gade. Jeg takkede ham længe, gav ham dyre chokolader, champagne, kaffe og lidt mere, jeg ikke kan huske, og spurgte, hvordan han kendte så godt til generalen, at generalen sendte hilsner til ham og hans kone…
Og Ole fortalte, at han for et halvt år siden var en ret velstående mand, handlede med medicinsk udstyr, men krisen ødelagde hans forretning. Nu arbejdede han tre steder – døgnvagt hver tredje dag og selv hans kone, en husmor, der aldrig havde arbejdet en dag i sit liv, begyndte at vaske op i skolens kantine.
Det hele var for at “holde sig i gamet”, for de boede i en enorm 200 kvadratmeter lejlighed i en eksklusiv bygning og, med sammenbidte tænder, sled de. De solgte alt fra hjemmet undtagen skolebøgerne, men ville på ingen måde sælge lejligheden, selv om de månedligt brugte 6.000 kroner på fællesudgifter og sikkerhed.
Overfor naboerne, millionærerne, holdt de facaden, men levede for 350 kroner om måneden til tre personer (heldigvis gik deres datter i en almen skole).
Siden da er Ole og min familie blevet venner. Nytår fejrer vi altid sammen. Ikke engang to år gik, før Ole kom bedre tilbage, end han var før krisen.
Og i dag står jeg ved et lyskurv, nogen banker på bilens tag, jeg ser Ole i en jeep:
— Line, vil du have en geigertæller i gave?
— Ja tak.
— Her, brug den med glæde, og forkæl dig selv i både stort og småt…
