Mette satte den frække svigerinde på plads
»Mor sagde, restauranten er bekræftet,« Freja talte, som om hun ikke mærkede spændingen i Mettes stemme. »Nå, og angående pengene. Har I og Anders overført det?«
Mette tav et øjeblik, mens hun ledte efter ord, men Freja fortsatte allerede:
»Beløbet er faktisk ikke stort. Jeg overvejede at lægge noget selv, men med mine udgifter… Det er jo til mor, du ved.«
»Vent,« Mette afbrød hende og kæmpede for at holde roen. »Vi har ikke aftalt dette. Anders har ikke nævnt noget.«
»Åh, han glemmer jo altid alt,« Freja lo, som om det var normalt. »Jeg sagde, I skulle give omkring fem tusind. Er det ikke rimeligt til sådan en begivenhed?«
Ordene lød, som om beslutningen allerede var taget. Mette knugede telefonen, mens irritationen boblede.
»Fem tusind kroner?« gentog hun langsomt.
»Ja, jeg fik endda rabat! Kager, service – mor bliver lykkelig. Nå, jeg har allerede betalt depositum. Anders sagde, I ville dække det.«
Freja lagde på uden at vente på svar.
Mette stirrede på telefonen. En klump væltede i hendes hals. »Igen skal alt køres ensidigt,« tænkte hun.
***
Aftenens køkkenluft dirrede som en spændt violinstreng. Anders åbnede køleskabet og tog en sodavand uden at kigge på Mette:
»Freja siger, du nægter at betale til restauranten.«
Mette stivnede.
»Nægter? Sådan formulerede hun det?« Hun rejste sig og holdt stemmen stabil. »Jeg vidste intet, før hun ringede og præsenterede det som en kendsgerning.«
Anders vendte sig og rynkede panden.
»Slap nu af. Hun gør det for mor. Det er ikke hvert år hun har jubilæum.«
»Er det okay, at hun ‘gør det’ på vores regning? Fem tusind, Anders!« Mette bed tænderne sammen. »Er det normalt?«
Han trak på skuldrene.
»Det er jo mor. Freja har styr på det.«
Mette fnøs.
»Nemt at være handlekraftig med andres penge. Hvorfor accepterer du blindt hendes krav? Vi diskuterede det aldrig!«
»Hold op,« svarede han og hældte i sit glas. »Hun mener det godt.«
»For hvem? Mor eller sig selv?« Mettes stemme skar luften, men hun sænkede den igen. »Anders, jeg orker ikke flere af hendes ‘lån mig, betal for mig’-numre. Hun forsvinder altid uden ansvar.«
Han stirrede på sin drink.
»Hvad vil du have mig til? Tal med hende selv.«
»Allerede gjort,« svarede Mette kort. »Hun påstod, det er vores pligt.«
»Hun kæmper alene. Måske har hun det hårdere end os.«
»Kæmper?!« Mette eksploderede. »Hun udnytter alle! Og du understøtter det!«
Samtalen døde. Anders mumlede noget uforståeligt og forlod rummet.
***
Næste morgen ringede Freja uventet.
»Mette, hej! Har du tid?« hendes stemme lød sprød.
»Hvad er der?« Mette lød iskold.
»Jeg har brug for din kortoplysninger. Min webshop skal have nogle hurtige betalinger. Det er kun midlertidigt.«
Mette tav et sekund.
»Freja,« sagde hun roligt. »Seriøst? Mit kort?«
»Ja, hvorfor ikke? Jeg registrerer alt nøjagtigt.«
»Nej. Diskuteres ikke.«
Pausen i røret føltes evig.
»Forstår ikke,« Frejas stemme knækkede. »Hvorfor nægter du? Vi er familie.«
»Netop derfor,« svarede Mette. »Jeg prioriterer min ro. Farvel.«
Hun lagde på, både lettet og rasende. Freja overskred alle grænser.
Da Anders kom hjem, ventede Mette konfrontationen.
»Freja ringede igen,« sagde hun neutralt.
»Og?«
»Hun bad om mit kort. Til sin forretning.«
Anders standsede.
»Hvad svarede du?«
»Nej, selvfølgelig.«
»Hvorfor ikke hjælpe?« han lød skarp. »Det er Freja!«
Mette sukkede.
»Forstår I ikke forskel på anmodning og frækhed? Kan hun ikke klare sig selv?«
»Det er småpenge! Du overdriver altid!«
»Overdriver?« Mette stirrede vantro. »Skal vi blive ved med at redde hende?«
Han viftede afvisende og forlod køkkenet.
Mette mærkede noget knække indeni. Nu var det nok.
***
En uge senere samledes familien hos Anders’ forældre. Freja dominerede som sædvanlig, mens hun fortalte om sit »fremtidsprojekt«. Mette observerede tavst.
Anders sad og trommede nervøst med fingrene.
»Vi starter en webshop,« pralede Freja. »Alt selvforskyldt, I ved hvor udfordrende det er.«
Mette rømmede sig.
»Freja, er det rigtigt, at dit ‘selvforskyldte’ projekt kræver andres penge?«
Alle tav. Freja blinkede forvirret.
»Hvad snakker du om?«
»Du bad om mit kort. Og Anders betalte din bilreparation. Har du tilbagebetalt?«
Frejas kinder blev røde.
»Det er småting. Hvorfor bringe det op?«
»Ikke småting, når du systematisk lever på andres regning,« insisterede Mette.
»Hvorfor er du så ondskabsfuld?« Freja forsøgte at smile. »Vi er familie.«
»Familie?« Mette hævede øjenbrynene. »Familie betyder gensidig respekt. Du tager uden at give.«
Anders prøvede at protestere, men Mette standsede ham.
»Nej. Stop med at beskytte hende. Lad hende forklare, hvorfor hun kort skal bruges.«
Freja rejste sig og hamrede i bordet.
»Du er bare misundelig! Jeg kæmper for familien, mens du tæller ører!«
»Misundelig?« Mette grinede hårdt. »På din evne til at manipulere? Spar mig.«
Freja stormede ud. Anders fulgte efter med bedrøvet blik.
»Hvorfor gjorde du det?« hviskede han.
»Hvorfor tillader du det?« svarede hun.
Senere den aften skrev han: »Jeg har brug for tid alene.«
Mette sad på sofaen. Hun vidste, hun handlede rigtigt – men følelsen af sejr smagte bittert.
