Bekendelsen under badekarret
Efter en uge tilbragt i sengen med feber og hoste, var det endelig ovre. Mette strakte sig i sengen og smilede. For første gang i lang tid følte hun sig virkelig godt tilpas. Morgenen begyndte med solskin, der strømmede gennem gardinerne. Mette var fuld af energi og beslutsomhed.
— Nå, nu er det tid til kaffe og gøre rent! — sagde hun muntert til sig selv, mens hun stod op fra sengen.
På køkkenet ventede hendes mand, Lars, som allerede drak kaffe og bladrede i nyhederne på sin gamle bærbare computer.
— Godmorgen, — brummede han uden at løfte blikket fra skærmen.
— Godmorgen! — svarede Mette glad. — I dag føler jeg mig som en million! Jeg besluttede at gøre hovedrent. Jeg vil gøre badeværelset skinnende rent med det nye rengøringsmiddel, jeg købte inden jeg blev syg.
Lars nikkede blot, uden at dele hendes entusiasme.
— Måske en anden dag? Hvorfor lige på min fridag? Så ender jeg sikkert med at skulle hjælpe til, og jeg ville egentlig bare slappe af…
— Bare rolig, skat, min entusiasme er nok for os begge! – forsikrede Mette ham, mens hun drak sin kaffe og spiste ristet brød med avokado.
Hun nynnerede stille for sig selv, mens hun tog gummihandskerne på. Det var befriende, at børnene var vokset op, og rengøringen kunne nu klares mindre hyppigt! Datteren blev gift sidste år, og sønnen startede på universitetet i september og bor på kollegium… Jeg må huske at ringe til dem! Mette tog krukken med den nye rengøringspasta, som lovede glans og friskhed på kun få minutter. Hendes næse, stadig sensitiv efter sygdommen, opfangede ingen kemisk lugt, tværtimod duftede det enten af lavendel eller noget andet mildt og behageligt.
Først gik hun i gang med vasken, så toilettet, og derefter nåede hun frem til badekarret. Pastaen virkede, og duften af markblomster fyldte hele rummet.
— Imponerende! — sagde hun beundrende og kiggede på den skinnende overflade. — Nu ser du helt ny ud igen!
Men hendes entusiasme svandt ikke ind der. Mette besluttede, at når hun nu var i gang, kunne hun lige så godt gøre arbejdet færdigt. Hun bøjede sig ned på knæ og kiggede under badekarret.
— Hold da op, hvor er der meget støv! — udbrød hun og greb efter kluden.
Og så faldt hendes blik på noget skinnende. Mette rakte hånden ud og trak en lille glasbeholder fra under badekarret. Indeni lå pænt foldede sedler.
— Hvad er det her? — undrede hun sig og åbnede glasset.
Mette gik ud af badeværelset med glasset i hånden. Lars sad stadig ved computeren, men da han så hendes ansigtsudtryk, blev han opmærksom.
— Lars, hvad er det her? — spurgte hun og viste ham glasset.
Han stivnede et kort øjeblik. Så løb en nervøs trækning over hans ansigt, men han fik hurtigt kontrol over sig selv og trak på skuldrene:
— Ingen idé. Hvordan skulle jeg vide det? Måske er det din hemmelige opsparing? – sagde han og slugte og kiggede på glasset som om det indeholdt det sidste stykke brød på jorden.
Hans blik var fyldt med dårligt skjult smerte, men Mette bemærkede det ikke. Hun havde allerede åbnet glasset og med overraskelse trukket pengene ud.
— Min opsparing? — Mette grinede. — Jeg ville aldrig gemme penge under badekarret. Det må helt sikkert være dit værk.
Lars løftede hænderne op i overgivelse, mens han igen slugte den ubehagelige klump i halsen.
— Jeg sværger, jeg aner ikke, hvor det kommer fra. Måske har de tidligere ejere glemt det?
Mette kneb øjnene sammen.
— Vi har jo boet her i fem år. Jeg tror ikke, de ville have efterladt penge her.
Lars forsøgte at virke ubekymret, han fulgte nøje med i Mettes bevægelser. For sin del besluttede Mette, at når hun nu havde fundet pengene, var de hendes. Med et smil begyndte hun at tælle sedlerne. Hendes øjne lyste op med en sund grådighed.
— Nå, når ingen vil indrømme noget, så må jeg have haft heldet med mig, — sagde hun.
Lars forsøgte at bryde ind. Han brugte en blid stemme, mens han havde svært ved at styre sine følelser:
— Måske kunne vi købe noget nyttigt? Som en ny computer? Denne er ved at falde fra hinanden. Jeg ved om en med en kraftig processor…
— Computer? — fnøs Mette. — Hvad skal jeg med din computer? Jeg har en bedre idé.
Næste dag kom Mette hjem med en smuk æske. Indeni lå et sæt smykker: øreringe, en ring og et elegant vedhæng. Hun viste dem stolt til Lars.
— Hvad synes du? — spurgte hun, mens hun tog ringen på og strålede af glæde, som om hun var Kleopatra. – Ser jeg ikke strålende ud?
Hendes ansigt fortalte tydeligt Lars: “bare prøv at sige nej!”
— Smukt, — svarede hendes mand ivrigt, mens han forsøgte at skjule sin skuffelse og bitterhed. – Du er min dejligste, jeg frygter, at nogen vil stjæle dig nu.
Mette flanerede hele aftenen rundt med sine nye smykker, og bekendtgjorde sin fund og det lykkelige køb til alle: både veninder, mor og svigermor. Inden sengetid, omkring ti, lagde hun omhyggeligt sine skatte på natbordet, så hun kunne tage dem på med det samme på arbejdet næste morgen.
Lars kunne ikke falde i søvn længe, i modsætning til Mette – hun faldt i søvn efter kun femten minutter. Vel vidende at Mettes søvn var dyb, listede Lars forsigtigt mod altandøren og skubbede sin ulykkelige krop ud i natten. Der, i en papkasse fra en saftpresser, fandt han sin nøje skjulte pakke cigaretter, og en pakke minttyggegummi var trofast ved siden af.
Først tændte han en cigaret. Egentlig havde han længe stoppet… Mette havde insisteret på grund af de hyppige bronkitætter og lungebetændelser. I øvrigt havde han ikke haft en eneste sygdom i det forgangne år! Efter at have sundet sig ved nikotindosen, tog Lars sin mobil frem og ringede til en ven.
— Nå, kammerat, — sagde han, — jeg kan ikke være med i spillet lige foreløbigt, I må klare jer uden mig… Ja, Mette fandt min opsparing. Jeg havde sparet op i et halvt år, netop det nødvendige beløb. Og hun købte sig nogle smykker.
— Av, det er hårdt, — sympatiserede vennen. — Nå, du kan jo bare spare op igen.
Lars sukkede og kastede et blik mod soveværelset. Mette sov sødt, og på natbordet lå hendes nye smykker, skinnende og ubrugelige for ham, men de havde gjort hende så glad.
— Ja… Men min kone blev glad. Hun sagde endda, at på grund af de smykker ville hun smide et par kilo, så de så bedre ud. Nå, jeg er faktisk glad for, at hun gjorde sig selv så lykkelig.
Næste morgen var Mette igen i strålende humør. Hun tog de nye øreringe og vedhænget på og betragtede sit spejlbillede.
— Hvordan ser jeg ud? — spurgte hun Lars.
— Fantastisk, — svarede han med et forsøg på oprigtig smil, mens han nød synet af hendes strålende øjne.
Ja, det er vigtigt at forkæle en kvinde til tider! Men dybt inde planlagde han allerede, hvor han ville gemme sin næste opsparing. Denne gang bestemt ikke under badekarret…
