– Hvorfor sidder du herude i kulden? – spurgte Kirsten, mens hun rystede af kulde.
Pigen løftede blikket og så trist på hende. Kvinden så ikke ud til at være mere end midt i fyrrerne. Hun var både smuk og velplejet, men lidt bedrøvet.
– Undskyld, jeg skal nok gå, hvis jeg forstyrrer! – sagde hun bare.
– Jeg jager dig ikke væk. Spurgte bare, hvorfor du sidder her? Det er jo vinter! – sagde kvinden nu mere venligt.
Det var en særlig kold dag, og vinden hylede. Det var ikke vejr til at sidde ude på en bænk.
– Jeg har ingen steder at gå hen! – sagde pigen og begyndte at græde.
Hun hed Mette. Der var virkelig ingen steder for hende at tage hen. For få dage siden blev hun smidt ud af sin fars hjem. Hun havde rejst til denne by for at bo lidt hos sin moster.
Mettes mor døde for tre år siden. Efter hendes død begyndte faren at drikke meget. Forholdet mellem dem blev dårligere dag for dag, og efter tre år blev det uudholdeligt.
Erik, som hendes far hed, bragte ofte sine mærkelige venner med hjem. Nogle gange generede de Mette, men hendes klager gjorde ingen forskel, faren hjalp aldrig. Efter et skænderi med hans venner smed faren hende ud.
– Forsvind! Du er til ingen nytte her! – råbte han efter hende.
Mette tog til moster Lise i håb om, at hun ville tage hende ind, men lejligheden var allerede fyldt. Hun havde tre børn selv, samt en svigermor og en svigerinde med barn boende. Det var propfyldt i deres tre-værelses.
Lise kunne kun sende niecen tilbage til faren.
– Tag hjem igen, din far vil tage imod dig. Græd, hvis du behøver. Bed om tilgivelse, hvis det skal være. Du har ret til at bo der. Han må forstå det! – sagde mosteren uden at byde på te.
Mette gik. Hun følte sig såret, men ønskede ikke at vende tilbage til sin far. Der var intet godt at finde der.
Hun vandrede længe gennem byens sneklædte gader, indtil hun blev træt. Hun satte sig på en bænk, og så kom en fremmed hen til hende.
– Ingen steder at gå? Men du er jo så ung! Har du ingen forældre?
Mette var allerede fyldt atten. Hun gik på teknisk skole. Det var ferie nu. I hastværk havde hun ikke tænkt det hele igennem, men under denne lange gåtur blev det klart, hvor vanskeligt alt nu ville blive.
– Ikke mere, – svarede hun kort og puttede næsen mod knæene.
Hun sad på bænken med benene trukket op til brystet for at holde varmen. Hænderne var blå af kulde. Snot løb fra næsen, og snefnug satte sig konstant på hendes øjenvipper.
Kirsten fik ondt af den unge pige. Hun havde selv en søn på Mettes alder. Man bør ikke lade unge i stikken, selvom de ikke er ens egne.
– Kom med op til mig. Jeg kan i det mindste give dig en kop te, du ryster jo som et espeløv! – tilbød hun.
Mette accepterede. De gik sammen op til anden sal, hvor Kirsten boede. Hun havde en rummelig lejlighed, men vigtigst af alt, der var meget varmt. Endelig kunne pigen få varmen tilbage i kroppen.
– Vil du have varm suppe? – spurgte Kirsten.
Mette nikkede taknemmeligt. Hun havde ikke spist siden aftenen før. Da hun fik serveret en varm portion, kastede hun sig over den som om det var årevis siden, hun sidst havde haft et ordentligt måltid.
Efter måltidet delte hun sin historie med Kirsten, som blot rystede på hovedet.
– Det er trist. Men ved du hvad, bliv her hos mig. Vi skal nok finde plads. Min søn er i hæren, han er væk et par måneder endnu. Vi har tre værelser, så du kan blive, indtil du finder ud af noget.
– Hvor er din mand? – spurgte Mette.
– Han døde for fem år siden. Jeg savner ham stadig. Det er ensomt alene, forstår du? Sammen er altid sjovere. Så du kan blive her, jeg er glad for selskab. Og katten Felix også, ikke sandt? – spurgte Kirsten katten, der legede ved bordet.
Mette følte sig lidt utilpas, men accepterede. Hun havde ikke andre steder at gå. Ingen ønskede hende. Så de begyndte at bo sammen.
Kirsten var hurtigt imponeret over pigen. Velopdragen og venlig. Moderen havde formet hende godt, trods de svære år med en drikfældig far.
Mette var ordentlig og frygtede ikke husarbejde. Hun gjorde rent, vaskede op, og lærte gerne at lave mad.
Desværre måtte Mette forlade skolen, men hun besluttede at prøve igen næste år på en ny.
Kirsten hjalp hende med at finde arbejde, mens hun ikke studerede. En bekendt fra nabolaget havde brug for en hjælpende hånd i sin butik. Heldigvis tog hun chancen med Mette, og det blev en succes.
– Hun er en dygtig pige! Arbejdsom, beskeden, intelligent.
Mette satte stor pris på Kirstens hjælp. Hun nævnte det ofte og hjalp hvor hun kunne for ikke at føle sig som en byrde. De blev gode venner.
Selv katten Felix knyttede sig til Mette. Han sov gerne hos hende og fulgte hende hvor end hun gik.
To måneder senere kom Kirstens søn hjem fra hæren. Da han trådte ind iført uniform og med en buket til sin mor, så Mette ham for første gang. Før havde hun kun set billeder af ham som barn.
Efter at have krammet sin mor, bemærkede Anders gæsten.
– Hej, hvem er du? – spurgte han overrasket og kiggede på hende, der stod i et dagligdags kjole og blonde hår.
– Åh, dreng, det her er Mette. Der er en lang historie. Hun bliver her lidt. Jeg håber I bliver venner! Gør hende ikke ked af det, hun er virkelig en god pige!
– Det har jeg da heller ikke tænkt mig! Troede næsten du havde fået en søster til mig, mens jeg var væk! Havde jeg vidst, ville jeg have købt endnu flere blomster! – sagde han og smilede. – Rart at møde dig!
Mette kunne ikke svare, hun stod bare og kiggede på ham. Så tiltalte han hende. Få sekunder gik, før hun kom til sig selv og kiggede væk.
Misha var blevet en voksen mand efter at være hjemvendt. Moren blev overrasket over hans styrke og udseende. Mette så sin egen drøm i ham. Trods alt, hæren havde gjort en dreng til en mand.
Efter en uges hvile begyndte Anders at søge arbejde. Planen var at begynde studier til efteråret, men først skulle der findes lidt at leve for.
Livets rutiner fik dem hurtigt hver især til at omfavne ansvarsområderne. Morgen og aften fandt de sjældent tid til at mødes, for resten af dagen var travlt besat.
Det forhindrede ikke Anders og Mette i at finde en fælles forståelse. De havde alderen til fælles og en hel del samme interesser. Mange aftener gik med samtaler og film. Uden at indse det, blev de tættere, men ikke som søskende.
Mette turde ikke tage første skridt, hun ville ikke forstyrre Kirsten. Anders vidste heller ikke hvordan han skulle indrømme sine følelser. Men Kirsten lagde mærke til det hele. Hun forstod, at noget større end venskab voksede mellem dem, men hun blandede sig ikke.
En aften, i tankernes gang, overvejede Kirsten om Mette kunne være en potentiel svigerdatter. Hun havde mange kvaliteter som Kirsten satte pris på. Med den tanke besluttede hun at skubbe de unge lidt i den retning.
Sommeren trådte ind, og med to billetter til en ferie ved havet, planlagde hun at tage med sin søn. Dog, i sidste øjeblik erklærede arbejdets pres sig for hende umuligt at slippe. Derved blev Anders og Mette sendt afsted i stedet.
– Lad hende ikke glide væk! Det er dit bedste bud! – hviskede hun smilende til Anders.
Han forstod. Hjem vendte de som et par, og kort tid efter meddelte de om bryllup.
Selvom nogle kunne mene det var for tidligt, havde Kirsten ingen klager.
En god svigerdatter er ikke let at finde. Selvom, nu og da, en kan findes på en bænk en kold vinterdag. De var heldige, både hun og hendes søn.
Slog på taskerne var naboerne og bekendte. Kirsten fik deres kommentar, “Hvordan kan du lade ham gifte sig sådan? Hende med ingenting?” Men hun vidste bedre.
Årene har passeret, og Kirsten har aldrig fortrudt at have taget pigen ind i varmen den vinterdag. Mette blev en hengiven kone og en kærneværdig del af familien for hendes eneste søn. Elskede ham af hele sit hjerte. Gik på bedstemors gaver: tre barnebørn og mange kærlige minder.
