– Du må da spøge? – udbrød Niklas forbløffet, – hvordan kan det være muligt? Du er jo kun enogtyve! Og hvorfor har du ikke sagt noget før?!
Asta så op på sin mand med et hengivent blik:
– Jeg var bange for, at du ville miste kærligheden til mig og fortryde brylluppet…
– Og hvad nu? Hvad forventer du nu?!
***
Deres møde var helt tilfældigt. Asta havde lavet store indkøb i Føtex, hun trådte ud på gaden med to kæmpe poser, og der var glat føre udenfor. Hun gled på trappen og ville sikkert have faldet, hvis ikke nogle stærke arme havde grebet hende i luften.
– Pas nu på, – hørte hun en dyb mandlig stemme tæt ved, – hold fast i mig…
Forundret over, at hun nu stod sikkert, kiggede Asta op på sin redningsmand:
– Mange tak…
– Hvorfor bærer du så meget? – spurgte den ukendte mand med et smil, – på sådan en dag?
– Jeg venter besøg af mine forældre, – svarede Asta, – de kommer for at se, hvordan jeg lever her i byen. Så jeg…
– Det forstår jeg. Har du langt at gå med det hele? Jeg kan køre dig, hvis du vil.
– Nej, nej, det er ikke nødvendigt. Du har allerede hjulpet mig. Jeg klarer det selv. Langsomt. Der ligger mit hus – lige der ovre.
Asta begyndte forsigtigt at gå i den angivne retning, mens manden fortsatte sin vej…
Hele dagen forsøgte han at koncentrere sig på sit arbejde, men forgæves: hans tanker fløj hele tiden tilbage til det smukke møde. Han kaldte hende hemmeligt i sine tanker: den skønne fremmede.
«Hvor er hun dog henrivende, – tænkte han, – et åbent blik, næsten ingen makeup, ikke engang nogen læbestift. Og hendes kinder… Så fine, forsigtigt røde… Hendes stemme… Som en lille bæk… Nej, jeg må finde hende. Hun sagde, at hun bor tæt på…
Niklas havde aldrig været en kvindebedårer, snarere tværtimod: han var forsigtig, altid på udkig efter bagtanker.
Det skyldtes en ulykkelig første kærlighed, der endte i svig. Siden femte klasse havde Niklas været forelsket i en klassekammerat, der lovede at vente på ham, da han drog i militæret, men som blev gift med en rigmandssøn et halvt år efter.
Da Niklas vendte tilbage, sagde hun uden nogen skam:
– Niklas, du bør ikke tage det tungt. Hvis det kan berolige dig, så elsker jeg dig stadig. Men at elske og at gifte sig er to forskellige ting. Hvad kan du tilbyde mig? Et liv i en lejlighed eller værre – i en kollegie? Med lommerne tomme? Nej tak. Jeg vil leve ordentligt. Jeg håber, du forstår…
Niklas forstod det hele, led længe. Han begyndte endda at drikke. Men han tog sig sammen, fik arbejde, startede på universitetet om aftenen…
Og nu, en succesfuld mand på tredive, drømte han om en pige, han kun havde set én gang. Endda bare i et kort glimt.
Fordi noget varmt havde bredt sig i hans hjerte. Han havde ventet på denne følelse i flere år. Og nu mærkede han det. Men han endda ikke engang kendte hendes navn…
I to uger gik Niklas tilbage til Føtex. Han ledte efter den skønne fremmede. Og så, en aften efter arbejdet, dukkede hun op. Asta gik ind for at købe lidt til aftensmaden… Hun blev meget overrasket, da en mand nærmest kastede sig foran hende med ordene:
– Endelig fandt jeg dig!
Hun smilede, da hun genkendte sin redningsmand:
– Hvorfor ledte du efter mig?
– Vi glemte at introducere os! Jeg er Niklas, og hvad hedder du?
– Jeg hedder Asta, – pigen kiggede nysgerrigt på den nervøse mand, – og hvad så, Niklas?
– Så? Så venter der os en dejlig middag på en restaurant! Er du enig?
– Jeg ved ikke, det er så uventet…
– Sig ja, Asta! – tiggede han, – jeg har så meget at fortælle dig…
Han fortalte hende alt om sig selv. Om sin første kærlighed, ensomme år, hvor glad han var, at han havde mødt hende, og hvor meget han syntes, det var skæbnens gave…
Asta lyttede opmærksomt… Denne mand, så rørende og lidt naiv, kunne hun lide mere og mere…
De begyndte at ses. Næsten hver dag. Og jo mere de mødtes, jo mere knyttede de sig til hinanden. De havde det godt sammen, selvom Asta viste sig at være en anstændig pige og holdt Niklas på afstand.
Først undrede det manden, men så gjorde det ham begejstret. Han var nu helt sikker på, at Asta var bestemt for ham af skæbnen og havde ventet på lige netop ham!
Han introducerede Asta for sin mor. Asta tog Niklas med til sine forældre i landsbyen.
Der kunne Niklas godt lide det. Det enkle liv, de ukomplicerede relationer. Gæstfrie værter.
Det var der, i forældrenes nærvær, at Niklas friede til Asta…
Til brylluppet var det kun de nærmeste, som Asta ønskede det. Hun sagde, hun ikke ønskede en stor fest, men drømte om en rigtig bryllupsrejse. Niklas var enig. Han købte rejsebilletter. Turen var planlagt en måned efter brylluppet.
Og nu, to uger efter, boede det nygifte par sammen. Niklas kunne ikke tro sit held. Hver dag efter arbejde skyndte han sig hjem som på vinger…
En aften bemærkede Niklas, at Asta virkede bekymret.
– Hvad er der galt, skat? – spurgte han omsorgsfuldt, – er du okay? Er alt i orden?
– Vi er nødt til at tale sammen, – svarede den unge kone stille…
– Sig, hvad det er, jeg lytter.
– Jeg ved ikke, hvordan du vil tage det, – begyndte Asta, og ledte efter ordene.
– Jeg vil tage det fint, – Niklas bemærkede, at hendes uro og prøvede at berolige hende, – uanset hvad. Du ved, hvor meget jeg elsker dig…
– Jeg ved, jeg skulle have sagt det før… Men jeg kunne ikke…
– Asta, lad være med at trække den, – Niklas begyndte at blive bekymret, – er du holdt op med at elske mig?
– Nej, selvfølgelig ikke. Det er bare… Tilgiv mig… Jeg har børn… To…
– Hvad? Du må da spøge? – udbrød Niklas betaget, – hvordan kan det være?
– Jeg spøger ikke…
– Men du er jo kun enogtyve! Hvornår skulle du have nået det? Og hvorfor har du intet sagt før?!
Asta klamrede sig til sin mand med et blik fyldt af hengivenhed:
– Jeg var bange for, at du ville miste kærligheden til mig og fortryde brylluppet…
– Og hvad nu? Hvad regner du med nu?!
– Jeg ved ikke. Jeg håber, du forstår mig og tilgiver mig…
– Tilgive?! Jeg?! – Niklas kunne stadig ikke tro, hvad han hørte…
– Forstår du, jeg har, som du, en sorgfuld historie i mit liv. Vi elskede hinanden meget. Men da han fandt ud af, at jeg var gravid, forlod han mig. Han blev bange. Jeg var kun sytten dengang. Da vores søn blev født, ombestemte han sig, bad om tilgivelse. Jeg tilgav. Vi begyndte at bo sammen. Et år senere blev vores datter født. Men han havde allerede fundet en anden, mens jeg var gravid. Da Arishka kun var seks måneder gammel, forlod han mig igen. Og denne gang efterlod han mig med to børn.
– Hvor er dine børn nu? Det er helt utroligt… Jeg har jo været hjemme hos jer i landsbyen… Dine forældre sagde ikke noget. De holdt det skjult…
– Børnene bor hos slægtninge. Kunne ikke få deres egne børn, så de tilbød, at jeg kunne lade dem bo der.
– Og dine forældre, hvad så? – blev Niklas ved, – hvordan kan de leve uden deres børnebørn?
– De besøger dem regelmæssigt, men nægter at tage dem hjem. De siger, de ikke kan klare det.
– Forstår. En familie som ingen anden…
– Hvorfor siger du sådan? Jeg ønskede ikke, at det skulle være sådan. Bemærk, at jeg ikke pressede mig på for dig. Du fandt mig selv…
– Ja…, – mumlede Niklas, – og din uskyld spillede du godt… Jeg troede endda, at du var dydig…
– Jeg var bare bange for at knytte mig for meget til dig. Tænkte, hvis nu det ikke gik med os…
– Har det gået med os?
– Selvfølgelig! Vi elsker jo hinanden!
– Og du kan sige det efter sådan en frygtelig løgn? Du kunne have fortalt mig alt dette mange gange før brylluppet! Men nej! Nu siger du det, når vi allerede er gift!
– Hvad er der forskel? Det var det eneste, jeg holdt hemmeligt. Nu er du min mand, og jeg vil ikke lyve for dig længere. Om du kan acceptere, hvad jeg har fortalt, afhænger af din kærlighed.
– Så du siger, hvis jeg går med til at opdrage dine børn, så elsker jeg. Hvis ikke, så gør jeg ikke?
– Hvis du nægter, vil de blive hos mine slægtninge. Det er alt. Hvis du vil, behøver jeg ikke mødes med dem.
– Så du er parat til at opgive dine egne børn for min skyld?
– Ja.
– Men det er jo frygteligt! Forstår du det ikke?
– Jeg elsker dig så højt…
Niklas kunne ikke høre mere. Han greb sin jakke og styrtede ud af lejligheden.
Han gik længe rundt i gaderne, uden at tænke på noget. Forsøgte at finde roen.
Til sidst besluttede han at besøge sin mor. Han havde brug for nogen at tale med…
– Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, min dreng, – sagde moren tænksomt, efter at have lyttet til Niklas, – det må du selv finde ud af.
– Hvad skal jeg finde ud af, mor? Jeg ved allerede svaret: hvis jeg accepterer det, vil jeg få det hårdt, hvis jeg afviser, vil jeg fratage børnene deres mor, og de vil alle være ulykkelige.
– Så skynd dig ikke at beslutte noget. Tænk det godt igennem. Selvom… Jeg kan ikke se, hvordan du kan leve med en, der er i stand til sådan…
– Jeg kan heller ikke forestille mig det…
– Måske var det bedre, hvis I blev skilt?
– Jeg elsker hende, mor…
– Så ved jeg heller ikke…
Niklas blev hos sin kone. Han foreslog, at de skulle hente børnene, men Asta nægtede:
– Jeg vil ikke lægge en sådan byrde på dig, – sagde hun helt roligt, – lad dem bo hos slægtningene, og vi vil besøge dem.
– I hvilken rolle? – spurgte Niklas træt, – de kalder sikkert allerede din tante for mor.
– Det kan de sagtens. De har det godt der, det er jeg sikker på. Og det er det vigtigste.
– Så gør, som du vil, – sagde Niklas opgivende, og emnet blev aldrig taget op igen.
De besøgte børnene nogle gange. Når han så, hvordan hun hyggede sig med dem, tænkte Niklas uvilkårligt:
– Interessant, hvad sker der, når vi får vores eget barn? Hvis noget sker med mig? Hvad så? Vil hun også sende denne til slægtningene?
Et år senere indgav Niklas skilsmisse…
Han kunne ikke leve sådan…
Selv kærligheden forsvandt…
