Mor sagde, at sønnen ikke er min
– Jeg vil have en DNA-test!
Jens stod i døråbningen, hans bestemte holdning viste klart, at han ikke spøgte.
Pernille stod og vaskede op og tænkte, at det måtte være vandets støj, der fik hende til at høre forkert.
Derfor slukkede hun for vandet og spurgte sin mand igen.
– Hvad sagde du?
– Jeg vil have en DNA-test på vores barn.
– Hvorfor det? – spurgte Pernille, mens hun tørrede sine hænder.
– Fordi jeg tror, at sønnen ikke er min.
Det var da en nyhed… Deres søn Mikkel var allerede fire år gammel. Selvfølgelig kunne man ikke kalde Jens for årets far, men han behandlede altid sin søn med varme. Han tilbragte tid med ham, købte legetøj og blev endda nogle gange alene med ham om aftenen, når Pernille skulle ud.
Og aldrig i sit liv havde han antydet, at han tvivlede på sit faderskab. Faktisk havde han ingen grund til at tvivle. Pernille og Jens havde været gift i seks år, og et år senere opdagede Pernille, at hun var gravid.
Det år var de lykkelige, og selvfølgelig havde Pernille intet kørende ved siden af. Det kunne der heller ikke være! Så hvorfor al denne mistanke?
– Må jeg spørge, hvorfor du tror det? – spurgte Pernille.
Jens smilte skævt og kiggede på sin kone med en skummel mine.
– Se! Du prøver allerede at aflede mig! Hvis din samvittighed var ren, havde du intet at frygte!
Det lød som en sindssyg idé.
Mellem Jens og Pernille var der ikke ligefrem en stormende kærlighed, men Pernille mente generelt, at det hele var en eventyr. Hvad er den der “kærlighed” egentlig? Hvis man har det godt sammen, respekterer hinanden og ikke er utro, så er det vel det, man kalder kærlighed.
Men aldrig i deres ægteskab havde hendes mand ydmyget hende som nu. Deres forhold byggede på respekt og tillid, og nu kom han med sådanne anklager!
– Jeg prøver ikke at overbevise dig om noget, – sagde Pernille så roligt som muligt. – Jeg finder det bare mærkeligt, at du fire år efter Mikkels fødsel pludselig begynder at tro, at han ikke er din søn?
– Han ligner jo slet ikke mig! – fremførte Jens, som om det var et ubestrideligt bevis. – Jeg er blond, og hele min familie er lyshåret, men Mikkel har mørkt hår og brune øjne!
– Er det ikke noget, at jeg har mørkt hår og brune øjne? – spurgte Pernille. – Og han er en kopi af min far, det kan du jo selv se!
– Det ser jeg ikke, – modsagde Jens. Selvom han selv for et halvt år siden havde været forbløffet over, hvor meget Mikkel lignede hans bedstefar. – Men jeg kan se, hvor meget han ligner din kollega!
– Hvem tænker du på? – spurgte Pernille af nysgerrighed.
– Hvem tænker du på? – svarede Jens spottende. – Ham, Martin!
Pernille kunne ikke holde latteren tilbage. Før hun blev gravid, arbejdede hun som butiksassistent i en møbelforretning, og der var en lagerarbejder ved navn Martin. Og Mikkel lignede ham slet ikke, bortset fra det mørke hår.
– Jens, det er da helt skørt, – sagde Pernille og rystede på hovedet. – Du ved udmærket, at jeg aldrig har været dig utro!
– Nej, det sagde min mor og søster også, at du ville benægte! Men vil du det eller ej, jeg tager testen!
Nå, så var det derfor… Alt faldt på plads.
Pernille var en af de personer, som alle kunne lide. Venlig, nem at tale med og altid klar til at hjælpe. Men hun havde også en stærk personlighed, der ikke lod andre stå oven på hende. Hvis der var noget, hun ikke brød sig om, så sagde hun det altid. Hun var heller aldrig en, der gjorde sig til.
Forholdet til svigermor havde ikke været godt fra starten. I begyndelsen virkede Jens’ mor som en sød dame. Hun satte altid bordet fint når de kom på besøg, gav Pernille komplimenter og bemærkede, hvor heldig hendes søn var, at han havde fundet en så klog og smuk kvinde. Og Pernille var glad for sin svigermor, især når alle andre havde hekse, mens hun havde en så milde kvinde.
Men snart gik det op for Pernille, at denne milde kvinde smilede pænt ved bordet men talte grimt bag hendes ryg. Hun sagde, at Pernille var dum, en dårlig husmor og grim som en trold. Det sidste gjorde ondt, for objektivt set var Pernille ret pæn.
Naturligvis lukkede Pernille ikke øjnene for det. Ved næste besøg sagde hun rent ud, hvad hun tænkte, og bad svigermor beslutte sig for, hvad hun mente om hende.
Der afslørede svigermor sin grimme side. Men Pernille løste det ved simpelthen at stoppe med at opsøge svigermor. Jens kunne besøge hende med eller uden Mikkel, men til dem blev svigermor ikke inviteret.
Jens’ søster var en tro kopi af deres mor. Hun elskede også sladder og at kaste mudder på alle. Det var andres skyld, at hendes mand forlod hende (selvom han fik afsløret hendes utroskab), hun blev fyret fra arbejdet (da hun blev grebet i at stjæle), og elektriciteten blev afbrudt i hendes lejlighed (hun betalte ikke i et halvt år!). I starten prøvede Pernille at finde en fælles tone med hende, men det at lytte til hendes brok i tavshed kunne hun ikke. Sandheden er jo, at folk ikke altid vil høre sandheden.
Og nu viste det sig, at svigermor og søster havde påvirket Jens. De havde nok banket det ind i hans hjerne længe, og nu havde de fået succes.
Pernille besluttede at give Jens en chance for at komme til fornuft. Hun satte sig ved bordet og bad manden også om at sætte sig.
– Jens, du ved jo, at din familie, mildt sagt, ikke kan lide mig. De har banket noget vrøvl ind i hovedet på dig, der kan ødelægge vores ægteskab.
– Hvis du ikke har noget at skjule, – sagde Jens, som om han ikke havde hørt hende, – så tager vi testen.
– Fint, – sagde Pernille. – Vi gør det. Men kun på én betingelse.
– Hvilken betingelse? – grinte Jens.
– Når testen viser, at barnet er dit (og det vil den), så pakker du dine sager og flytter hjem til din mor. Og vi bliver skilt.
– Hvorfor? – spurgte Jens med knudrede bryn.
– Fordi jeg ikke kan leve med en mand, der ikke stoler på mig, uden nogen grund. Hvis din mors mening er vigtigst for dig, så værsgo! Men hvis du tænker med dit eget hoved, vil du indse, at jeg aldrig ville svigte dig.
Jens tænkte over det. Pernille håbede, at han ville komme til fornuft og stoppe med galskaben. Men hans hjernevask havde åbenbart sat sig godt fast, for et par minutter senere sagde Jens:
– Vi tager testen. Og det er enden på den historie.
– Okay, – nikkede Pernille.
Måske havde nogen overbevist Jens om, at sønnen ikke var hans. Eller måske tog han ikke sin kones ord alvorligt. Men allerede næste dag tog man DNA-prøver fra Jens og Mikkel.
Testen tog en uge. Hele denne uge talte Jens og Pernille ikke sammen. Pernille bemærkede endda, hvordan Jens blev kold overfor Mikkel.
Hun ventede selv spændt på testens resultat. Så hun kunne bevise for sin mand, hvor galt han tog fejl. Pernille havde besluttet sig. Hvis det var Jens selv, der begyndte at tro, at hun havde været ham utro, kunne hun måske have forstået det. Men nej, alt havde været fint, indtil han hørte på sin mor. Hvad ville være det næste? Måske ville svigermor finde på endnu mere for at ødelægge deres forhold og sværte sin svigerdatter. Det ville Pernille ikke finde sig i.
Da resultaterne kom på mail, kaldte Pernille på Jens. Hun åbnede beskeden uden selv at se på den. Resultatet kendte hun i forvejen. Hun drejede sin telefon mod Jens.
Han læste længe og grundigt, og så smilede han.
– Mikkel er jo min! Sikke en lettelse! Det skal vi fejre!
– Ja, det skal vi, – nikkede Pernille. – Men ikke dit faderskab, for det var tydeligt allerede, da jeg blev gravid. Vi fejrer vores skilsmisse.
– Skilsmisse? – Jens blev alvorlig. – Mener du det, Pernille? Ja, jeg tvivlede! Ved du, hvor mange mænd der opdrager børn, som ikke er deres egne?
– Jeg ved det ikke og vil heller ikke vide det, – sagde Pernille bestemt. – Men jeg ved, at jeg ikke vil bo med én, der ikke tænker selv. Én, der sårer den, han skulle være tættest med, fordi nogen sagde et eller andet. Én, der endda ignorerede sin søn i en uge, fordi han fandt på noget i sit hoved. Gå nu, Jens.
Jens forsøgte længe at redde familien. Han undskyldte endda for sin opførsel og lovede fremover at ignorere familiens sladder.
Men Pernille var ubønhørlig. En så lille ting havde afsløret meget om den mand, hun havde levet med og fået barn med.
Derudover følte Pernille med hende, der en dag ville være sammen med Jens. For hendes liv ville også blive svært på grund af hans families skarpe tunger. Men måske ville Jens lære noget og blive klogere næste gang. Selvom, nok næppe. Folk forandrer sig jo ikke.
