“- Hvorfor skal du hver dag på hospitalet for at besøge din søster? Du kommer altid hjem med tomme tasker,” mumlede Anders og skar en misbilligende grimasse mod sin kone Freja, mens de satte sig til aftensmåltid.
“- Hvad er der galt med det?” spurgte Freja forvirret.
“- Det er ikke, jeg ikke forstår. Katrine er din søster. Men hun er jo ikke alvorligt syg, og der er andre, der kan besøge hende – hendes mand, børnene…” Han blinkede spøgefuldt. “Måske er der en lækker læge, du gerne vil imponere?”
“- Anders, hold op med det sludder!” udbrød Freja irriteret. “Hendes læge er en kvinde, så din teori holder ikke.”
“- Men hvorfor *skal* du der hver dag? Du er oppe klokken seks for at lave supper og saft, arbejder hele dagen, stormer hjem og løber til hospitalet… Det er jo vanvid! Se dig selv – du er udmattet.”
“- Jeg forklarer det,” sukkede Freja, mens hun samlede tallerkenerne. “Vi snakker over te.”
***
17-årige Freja Nielsen kom fra en lille by nær Skagen til København for at studere jura. Eksamen gik skævt, men hun kom ind på Erhvervsakademi – en sejr, der reddede hende fra at vende hjem til et liv som købmand som sin mor.
Hun delte værelse på kollegiet, levede af forældrenes pengeoverførsler og en lille stipendie. Alt ændrede sig en efterårsdag, da hun på vej hjem fra biblioteket blev mast ind i en proppet bus på Nørreport. Da hun endelig trådte ud, opdagede hun sin åbne taske – pung og alt var væk.
Katastrofen var total: Hun havde lige modtaget månedens penge, som nu var borte. Forældrene kunne ikke hjælpe; farens løn var forsinket. Grådkvalt fortalte hun sin kollegieværelseskammerat Ida om ulykken.
“- Hvem bærer alle pengene med sig?” hånede Ida. “Du skulle gemme dem i underbukserne! Du er en naiv høne.”
Freja overvejede desperat at ringe hjem, men skamheden holdt hende tilbage. Da Ida foreslog at “introducere hende for en rig mand”, rystede hun på hovedet. “- Jeg sælger ikke mig selv.”
“- Når maven knurrer, glemmer man moral,” svarede Ida skuldertrækkende.
Uden penge eller mad til ugen lå Freja grædende i sengen. Men pludselig huskede hun noget: En uge før havde Katrine lånt 500 kroner. Pengene lå gemt under hendes pude – en redning i sidste øjeblik.
“- Jeg glemte det helt!” hviskede hun og greb sedlerne. Katrine havde reddet hende uden at vide det. Nu, år senere, betalte Freja sin gæld tilbage – ikke med penge, men med hver eneste suppe og kærlighedshåndtering til sin søster på hospitalet.
“- Det handler ikke om hende,” forklarede Freja Anders senere. “Det handler om, at nogen engang reddede mig, da jeg var helt alene.”
