Om sin mands utroskab fandt Signe ud af helt tilfældigt.
Som det ofte sker, er kvinder de sidste til at opdage deres mænds utroskab. Først senere forstod Signe, hvad de underlige blikke fra kollegaerne og hviskeriet bag hendes ryg betød. Alle i afdelingen vidste, at Signes bedste veninde Sofie havde indledt en affære med Ulrik. Signe havde ingen anelse.
Hun opdagede alt en aften, da hun pludselig kom tidligt hjem. Signe havde arbejdet som læge på hospitalet i flere år. Den dag skulle hun egentlig have haft nattevagt. Men i slutningen af arbejdsdagen spurgte en ung kollega, Lea, hende:
– Signe, kunne du tænke dig at bytte vagt med mig? Jeg arbejder i nat, og så tager du min vagt på lørdag. Hvis du ikke allerede har andre planer. Min søster skal giftes, og brylluppet er på lørdag.
Signe sagde ja. Lea var en behagelig og hjælpsom pige. Og et bryllup – det var en god grund.
Sent om aftenen vendte Signe hjem i godt humør – hun ville overraske sin mand. Men en overraskelse ventede hende. Da hun trådte ind i lejligheden, hørte Signe stemmer fra soveværelset. Ulriks stemme kunne hun genkende, og den anden… Den genkendte hun også, men hun havde ikke forventet at høre den på det tidspunkt og i den situation. Det var hendes bedste veninde Sofies stemme. Det, Signe hørte, efterlod ingen tvivl om forholdets art.
Signe forlod lejligheden lige så stille, som hun var kommet ind. Hun tilbragte natten på hospitalet uden at få lukket et øje. Hvordan skulle hun nu kunne se sine kollegaer i øjnene? Alle vidste det, men hun havde været blindet af sin kærlighed til Ulrik og stolte ubetinget på ham. Han var meningen med hendes liv. For ham havde hun givet afkald på mange ting, også drømmen om at få børn. Hver gang hun nævnte det for Ulrik, sagde han, at han ikke var klar endnu, og at de skulle vente og nyde livet som par. Nu forstod Signe, at Ulrik ikke ville have børn, fordi han ikke tog deres familie alvorligt.
Den søvnløse nat tog Signe en beslutning, som syntes at være den eneste rigtige. Om morgenen skrev hun en ansøgning om orlov og opsigelse, tog hjem og pakkede sine ting, mens Ulrik var på arbejde, og begav sig til stationen. Hun havde arvet et lille hus på landet fra sin mormor. Der tog Signe hen, overbevist om, at Ulrik ikke ville søge efter hende der.
På stationen købte hun et nyt SIM-kort og smed sit gamle ud. Signe brød alle bånd til sit gamle liv og trådte modigt ind i et nyt.
Et døgn senere steg hun af toget på den kendte station. Sidst hun var her, var for næsten ti år siden til sin mormorens begravelse. Alt så ud som dengang – stille og mennesketomt. “Det er præcis, hvad jeg har brug for nu,” tænkte Signe.
Hun tog en blaffer til landsbyen og gik derefter tyve minutter hen til sin mormors hus. Haven var vokset til med buskads, så det var svært for Signe at nå døren.
Det tog hende flere uger at få haven og huset i orden. Alene kunne hun ikke have klaret det. Men naboerne hjalp meget. De huskede Signes mormor, Karen, der i over 40 år havde arbejdet som lærer i den lokale skole. Mange generationer af landsbyens børn havde lært at læse og skrive hos hende. Nu ønskede mange at hjælpe Signe af respekt for den elskede lærer.
Signe havde ikke forventet en så varm velkomst. Hun var meget taknemmelig overfor alle, der hjalp hende med at rydde op, reparere huset og etablere sig på det nye sted.
Snart spredtes rygtet om, at Signe var læge, hurtigt i landsbyen. En dag kom den nærmeste nabo, Anna, løbende i stor ophidselse:
– Signe, undskyld, jeg kan ikke hjælpe dig i dag. Min yngste har vist spist noget, hun ikke kunne tåle, for hun har haft mavepine hele formiddagen.
– Lad os gå og kigge på din datter, foreslog Signe, tog sin lægetaske og fulgte med naboen.
Den lille Cecilia havde en madforgiftning. Signe hjalp pigen, satte et drop op og forklarede Anna, hvordan hun skulle tage sig af datteren.
– Tak, Signe, Anna vidste ikke, hvordan hun skulle takke sin nabo. – Du er læge. Vi har 60 km til det nærmeste hospital. Her var en sygeplejerske, men hun stoppede for et år siden, og der er ikke kommet en ny.
Fra det øjeblik begyndte folk fra landsbyen at søge Signes hjælp. Og hun kunne ikke sige nej, for de havde taget så varmt imod hende og hjulpet hende så meget.
Da rygtet om lægen nåede myndighederne, blev Signe inviteret til at arbejde på klinikken i kommunen.
– Nej, jeg tager ikke til kommunen, sagde Signe stædigt. – Men hvis I tilbyder mig at drive klinikken her i landsbyen, gør jeg det gerne.
Myndighederne spilede øjnene op – en læge fra hovedstaden med så meget erfaring ville arbejde på en landsbyklinik. Men Signe holdt fast i sin beslutning. Og efter noget tid åbnede klinikken for patientmodtagelse igen, og Signe begyndte at arbejde der.
En aften bankede det på hos Signe. Det var allerede sent. Men hun blev ikke overrasket over besøgstiden – folk blev syge både nat og dag.
Signe åbnede døren og lukkede en fremmed mand ind. Ud fra hans opførsel kunne hun se, at der var sket en ulykke.
– Signe Sørensen, henvendte manden sig. – Jeg kommer fra Humleby, det ligger omkring 15 kilometer herfra. Min datter er meget syg. Først troede jeg, hun var forkølet. Men temperaturen faldt ikke i tre dage. Jeg beder Dem, kom med mig og hjælp min datter.
Signe begyndte hurtigt at pakke, mens hun spurgte manden om pigens symptomer.
Da de ankom, så Signe en lille og meget bleg pige i sengen. Pigen havde svært ved at trække vejret. Hendes læber var sprukne, håret var filtret, og øjenlågene dirrede svagt i takt med vejrtrækningen.
Efter undersøgelsen sagde Signe:
– Hendes tilstand er alvorlig. Hun skal indlægges.
Manden rystede på hovedet.
– Vi bor alene, min datter og jeg. Hendes mor døde kort efter fødslen. Denne pige er det eneste, jeg har. Jeg kan ikke miste hende.
– Men på hospitalet kan hun få hurtigere hjælp. Jeg kan ikke gøre noget. Vi har brug for medicin, som jeg ikke har.
– Fortæl mig, hvilken medicin, så henter jeg det. Men vær venlig, lad hende ikke blive indlagt. Jeg bringer det hele fra det døgnåbne apotek. Kun… Jeg kan ikke lade hende være alene.
Signe så, hvor bange og bekymret pigens far var. Først nu kiggede hun ordentligt på manden. Han var cirka på hendes alder, høj, slank, og med en smuk kastanjefarvet hårmanke. Hans øjne var mørkegrønne, og hans lange øjenvipper kunne enhver kvinde misunde.
– Jeg bliver her hos pigen, sagde Signe. – Hvad hedder hun?
– Hun hedder Clara, svarede manden med et kærligt blik på datteren. – Jeg hedder Frederik. Tak, doktor!
Signe skrev recept, og Frederik tog af sted til apoteket.
Temperaturen faldt ikke, pigen kastede sig i søvne og kaldte på sin far. Signe tog hende i armene og svang hende blidt, mens hun nynnede en barnesang, indtil Clara faldt til ro.
Efter nogle timer vendte Frederik tilbage med medicinen. Signe gav pigen en indsprøjtning og sagde med træt stemme:
– Nu skal vi bare vente.
Hele natten tilbragte de sammen ved Claras seng. Ved daggry begyndte temperaturen at falde, og sved brød frem på pigens pande.
– Det er et godt tegn, sagde Signe. Hun var udmattet, men følelsen af tilfredshed over at have overvundet sygdommen holdt hende oppe.
– Tak, doktor, gentog Frederik.
Et år gik. Signe arbejdede fortsat på landsbyens klinik, hvor hun behandlede sine naboer og beboerne i de nærliggende landsbyer. Men nu boede hun ikke længere i det gamle hus, hun havde arvet efter sin mormor, men i et smukt og rummeligt hjem hos Frederik. De blev gift et halvt år efter den frygtelige nat, hvor Claras liv hang i en tynd tråd.
De måtte kæmpe flere uger for at overvinde Claras sygdom, men pigen blev rask. Hun blev meget knyttet til Signe, og Signe elskede Clara af hele sit hjerte. Men hver gang hun omfavnede pigen, tænkte Signe på den mulighed for moderskab, hun engang havde mistet.
Om aftenen vendte Signe, træt men lykkelig, hjem til sit nye hus, hvor to af de vigtigste personer i hendes liv ventede og elskede hende.
Den aften mødte Frederik hende i døren, omfavnede hende og spurgte:
– Nå, hvad sagde de? Fik du orlov? Jeg har allerede planlagt ruten, vi rejser alle tre.
Signe smilede hemmelighedsfuldt og svarede:
– Ja, jeg fik orlov, men vi rejser ikke tre, vi rejser fire.
Et øjeblik stod Frederik og stirrede uforstående på sin kone, og så greb han hende og svingede hende rundt i gården.
