– Mette, hvem er den kvinde? – hviskede Lars diskret for ikke at forstyrre medpassagererne.
– Hvilken kvinde? – Mette så op fra sin telefon, hvor hun skrev en besked til sin veninde.
– Derhenne… Ved sidste vindue. Hun stirrer på os. Utvetydigt.
Mette rejste sig en smule for at kigge og så straks blegne. Hun samlede sig og trak på skuldrene:
– Kender hende ikke.
– Du lyver, – knurrede Lars, – jeg så dit ansigt skifte. Hvem er hun?
– Det er min mor, – svarede Mette efter en pause. Sandheden var mindre risikabel.
– Mor? – udbrød han forvirret, – du sagde, hun ikke eksisterede.
– Det gør hun heller ikke…
– Jeg forstår ikke, – Lars studerede sin kones ansigt, – forklar mig.
– Ikke her. Vent til vi kommer hjem…
– Vil du ikke engang hilse på hende? Bor hun her? I Aarhus?
– Lars, jeg beder dig… Snakker derhjemme, – stemmen dirrede, og tårer trængte frem.
– Fint, – svarede han kort og vendte sig mod vinduet.
Mette lod ham surmule. Hun var lettet over stilheden, selvom minderne allerede flød ind…
***
Faderen huskede hun kun som en skygge. Moren havde altid beskrevet ham som «en grusom mand».
Og så var der stedfaren, den «vidunderlige» person moren altid priste.
Mette mødte ham som 8-årig. Men hvad var vidunderligt? Han var hård, gnaven og nærig. «Hvorfor elsker mor ham?» tænkte hun, mens hun gemte sig i hjørnerne for at undgå hans blik.
Han slog hende ikke, men behandlede hende som luft. Talte aldrig til hende.
Når han omtalte hende til moren, lød det som:
– Pigen kan ikke opføre sig…
– Din datter forstyrrer mig…
– Sig, hun ikke må hænge med drenge.
– Har du set hendes karakterer? Jeg skammer mig over at bo under samme tag!
«HANS tag?» tænkte Mette. Huset var deres – arvet efter bedstemor.
En dag eksploderede hun:
– Det er DIG, der bor i VORES hus! Hvis du hader det, så ud!
Stedfaren løftede hånden, men standsede. Vredt vendte han sig mod moren:
– Få hende væk!
Moren trak Mette væk:
– Selvfølgelig, skat…
Hun forgudede ham. Adlød blindt. Hvorfor? Mette forstod det ikke. Men hun vidste: Moren ville forlade hende for hans skyld.
– Hvad bilder du dig ind? – hvæsede moren den dag, – tal pænt til din far!
– Han ER ikke min far! – råbte Mette, – og bliver det aldrig!
– Han forsørger dig! Uden taknemmelighed!
– Jeg bad dig ikke om at føde mig! – græd Mette, – giv mig væk!
– Ingen ville have dig! Din far flygtede, da du blev født! Du ødelagde mit liv!
Mette skubbede moren væk og løb ud. Ingen fulgte efter. I en uge spurgte ingen, hvor hun var.
Femten år gammel. Hvad kunne hun gøre? Veninderne lod hende sove over, men til sidst måtte hun hjem.
– Kommet til fornuft? – morens eneste ord da hun åbnede døren, – gå på dit værelse.
«Hun har formildet ham,» tænkte Mette og listede ind.
Fra den dag ignorerede stedfaren hende totalt. Moren fulgte trop: ingen samtaler, ingen spørgsmål.
Mette vidste det: De ventede bare på, hun blev myndig…
***
Da hun fik eksamensbeviset, antydede moren:
– Når du bliver 18, må du klare dig selv.
Mette søgte ind på universitetet for at få kollegie. Men hun kom kun ind på selvbetaling.
– Mor, jeg er optaget! – sagde hun håbefuldt.
Moren så ligeglad ud:
– Og?
– Men det koster penge…
– Ikke en krone! Vi har givet nok! Find et job og flyt ud.
Hun lejede en ledsen lejlighed i udkanten. Uden faciliteter. Billig.
Da hun flyttede, gav moren hende en gafler, tallerkener og et gammelt håndklæde.
– Her, – sagde hun og rakte en pose, – held og lykke. Måske forstår du mig en dag.
– Tak. Må jeg hente mine vinterting senere?
– Ikke for længe. Din stedfar hader rod.
18 år gammel. Alene.
Hun sparede hver øre. Gik til arbejde på fabrikken. Første løn føltes som en formue: hun købte grød, pasta og kartofler.
En måned senere besøgte hun moren for at hente tøj. En fremmed mand åbnede:
– Hej! Fejldør?
– Jeg skal til min mor.
– Åh, Mette! Kom ind. Hun er ude.
Moren kom hjem. Uvenlig.
– Hvem er han? – spurgte Mette.
– Ole. Din stedfars søn.
– Bor han HER? I skulle renovere…
– Det rager ikke dig! – råbte moren, – det er MIT hus!
Mette hentede sine ting og gik.
To måneder senere kom hun igen. Ole åbnede stadig. Moren eksploderede:
– Han bliver, så lenge han vil! Han er sin fars søn!
– Jeg var DIN datter…
– Jeg har ingen datter! – skreg moren, – Ole er min families fremtid!
– Så har jeg ingen mor, – svarede Mette roligt.
***
Fire år senere, i toget, nærmede moren sig. Lars rejste sig.
– Hej, – lød den velkendte stemme.
– Hej.
– Hvem er han?
– Min mand.
– Vi har det godt. Ole giftes snart. Vi laver dit gamle værelse om til barneværelse. Køber sommerhus ved søen…
Mette lyttede uforstående. Hvorfor fortalte denne fremmede alt dette?
– Har I børn?
– En søn på et år.
– Så jeg har et barnebarn?
– HAR du? – Mette mødte hendes blik, – min mor døde for fire år siden.
Moren forsvandt uden ord. Mette stirrede ud ad vinduet. Ingen anger.
Lars iagttog tavs. Pludselig forstod han: De var fremmede. Og han turde ikke spørge ind til fortiden…
