Sjælevandring.
Freja kunne ikke forklare det, men hun havde en følelse af, at den lille piges krop huserede hendes mors sjæl. Hun troede normalt ikke på mystik, men her var sammenfaldene for mange til at ignorere.
Pigen blev født otte måneder efter moderens død – måske havde sjælen vandret lidt, før den vendte tilbage til jordelivet. Fødslen i sig selv betød intet, hvis ikke det var fordi det skete på hendes mors fødselsdag, præcis seksogfyrre år senere.
Sammenfaldene fortsatte. Freja var blevet ansat som barnepige. Hendes andet job i faget – først passede hun en klassekammerats lillesøster, nu denne familie. Freja drømte ikke om at være barnepige hele livet; hun havde søgt psykologistudiet, men kom ikke ind hverken første eller andet år. Tredje gang skulle lykkes.
At arbejde som ekspedient eller tjener tiltalte hende ikke, mens børnepasning føltes som en fornøjelse. Takket være et strålende referencebrev fik hun jobbet hos Lærke, en kvinde fem år ældre, der insisterede på at være dus fra start.
»Perfekt. Alma skal snart i specialbørnehave,« sagde Lærke. »Hun er så kvik, men har brug for ekstra støtte. Jeg må advare dig – hun har en diagnose. Mange piger springer fra, når de hører om handicappet.«
Freja forestillede sig skæve læber eller epilepsi.
»Alma har sensorineural høretab. Arveligt…«
Freja smilede og afbrød.
»Det kender jeg. Min mor led af det samme.«
»Netop derfor valgte jeg dig. Vores fælles veninde nævnte, din mor brugte tegnsprog.«
Freja frygtede det ikke. Moderne høreapparater var langt bedre end i sin mors tid.
Det sidste sammenfald var pigens udseende: mørkebrune øjne, bryn der løftede let som i en evig overraskelse, krøller der nægtede at lægge sig. Freja hentede gamle fotoalbums hos faren – Alma lignede moren som barn! Da hun nævnte det, grinede faren:
»Skatter, du savner hende. Få dig egne børn i stedet for at fabulere!«
Freja rødmede. Hun havde mødt Magnus på forberedelseskurser og været på tre dates. Børn var for tidligt. Faren lod sig ikke stoppe:
»Spurgte du, om hans familie har høretab?«
»Far, altså!«
Forældrene havde altid insisteret: spørg altid om recessive gener ved dating. Både Freja og broren Mads var bærere.
»Spørgsmålet koster ingenting,« drillede han.
Hun undveg.
Måske pga. hendes «sjælevandringsfantasi», måske fordi Alma var så sød – Freja blev hurtigt knyttet. En dag diskuterede hun fremtiden med Lærke, der arbejdede overtid for at forsørge dem:
»Bliv færdig med studiet først!« sagde Lærke. »Jeg droppede universitetet pga. graviditeten. Nu kan jeg ikke avancere, selvom jeg har mere erfaring end nyuddannede.«
»Hvad med faren?« spurgte Freja forsigtigt. Ingen mand havde dukket op på fire måneder.
»Han eksisterer ikke.«
»Hvad?«
»Vi mødtes i en bar i Århus. Kærlighed ved første blik! Han lovede at besøge mig, men brød det via email. ‘Du fortjener bedre’…«
»Vidste du ikke, du var gravid?«
»Først senere. Men jeg fortryder ingenting.«
»Alma minder mig om min mor,« indrømmede Freja.
Lærke lo. »I har en karmaforbindelse.«
»Far grinede af mig. Sagde, jeg skulle få egne unger.«
»Uddannelse først,« advarede Lærke. »Ellers ender du som mig.«
På nytårsaften besøgte Freja og faren Mads i Aarhus. Freja havde købt en bamse til Alma, identisk med hendes mors. Da hun modtog et billede af Alma sovende med bamsen, græd hun og viste det til Mads.
»Hvor gammel er hun? Hvornår blev hun født?« spurgte han pludselig anspændt.
Frejas hånd fløj til munden. »Lærke sagde, han intet vidste om barnet… Var det DIG?!«
Næste dag fløj de hjem. Faren græd over billeder af sin barnebarn. Mads gentog spørgsmål om Lærke. Freja var rolig – alt ville blive godt. Og sjælevandring? Den var der ingen, der kunne afskaffe.
