Hvorfor skulle I komme på besøg? Jeg kan endda ikke huske jer!
– Goddag, Mette!
– Goddag! – svarede Mette overrasket. Nummeret var ukendt, stemmen ligeså, men navnet var korrekt.
– Det er tante Lisbeth fra Aalborg, Mortens tante. Vi kunne ikke komme til jeres bryllup, men nu har vi styr på det hele og vil gerne besøge jer. Lære de nye familiemedlemmer at kende.
Mette vidste ikke, hvad hun skulle svare. Hun anede ikke, at Morten havde en tante i Aalborg. Der var gået over et år siden brylluppet, og tanten var aldrig blevet nævnt.
– Måske har du ringet forkert?
– Er du Mette?
– Ja, men jeg har ikke hørt, at Morten har en tante i Aalborg.
– Morten Pedersen, din mand?
– Ja, min mand.
– Jeg er hans tante.
– Fint nok, men der er ingen grund til at komme forbi.
– Hvorfor ikke?
– Vi arbejder og har ikke tid til gæster.
– Det er da en gæstfrihed, jeg ikke ventede…
– Undskyld, men jeg har ikke tid til at tale nu.
Her afbrød Mette samtalen. Hun var ikke beskeden, og kunne altid stå ved sin mening.
– Gæster er det sidste, vi mangler lige nu. Jeg spørger Morten om tanten fra Aalborg senere. – Besluttede hun og fortsatte med sine gøremål.
Senere på dagen ringede Mortens mor.
– Hej Mette! Det er længe siden, vi har set jer.
– Hej, Inge Petersen! Jeg kommer forbi i morgen med nogle dagligvarer og vitaminer.
– Tak, søde Mette. Vi har alt, vi savner bare jer. Har Lisbeth ringet til dig?
– En kvinde ringede og sagde, hun var Mortens tante og ville besøge os. Jeg sagde, at vi ikke har tid til gæster nu.
– Hun ringede også til mig og klagede over, at du havde været uvenlig over for hende.
– Inge, kunne jeg være uvenlig? Du kender mig jo.
– Ja, det gør jeg. – Sagde svigermor med et ironisk glimt.
– Jeg er i bilen nu, vi snakkes ved i morgen.
Det tog tid for Mette og hendes svigermor at finde en god tone.
Morten voksede op i en militærfamilie. Hans far, Jens, var en streng mand, der lærte Morten disciplin. Morten opførte sig altid ordentligt i hans fars nærvær. Men Jens var ofte væk på missioner.
Når faren var væk, havde Morten svært ved at opføre sig ordentligt.
Hans mors konstante overvågning irriterede ham. Jo mere hun kæmpede for orden, desto mere rodet blev han. Han pjækkede fra skole og idræt. Hans mor klagede ikke til faren – hun vidste, at straffen ville være hård, og hun havde ondt af drengen.
Som voksen forblev Morten under hans mors opsyn. Hun ringede flere gange dagligt og kunne finde på at møde ham efter arbejde.
Alle Mortens venner blev gift, og nu nærmede han sig de tredive. Moren frygtede, at hendes kære og kloge søn ville forblive ungkarl.
Moren begyndte at lege Kirsten Giftekniv blandt sine veninders døtre, hvilket kun medførte Mortens spøgefuldhed. Beundrerne stod heller ikke i kø, trods hans charme.
Øjeblikket kom. Sønnen annoncerede, at han ville introducere forældrene for sin forlovede.
Faren bifaldt valget, mens moren ikke brød sig om hende. Inge var vant til at bestemme, mændene fulgte hendes ordrer.
Mettes opførsel gjorde det klart, at hun ikke kunne styres. Hendes søns kærlige blik på Mette gjorde hende til en rival.
Mette var selvsikker og havde ikke brug for svigermors råd. Hvis der opstod uenigheder, stod Morten på sin kones side.
De boede i en lejlighed, Morten havde købt med lidt hjælp fra forældrene.
Først kunne svigermor komme uanmeldt for at kontrollere, men Mette satte en tyk streg i sandet.
– Du må ikke komme uden at fortælle os først, ellers tager vi dine nøgler eller skifter låsene.
– Denne lejlighed er både vores og sønnens. Vi hjalp med at købe den. Derfor kan jeg komme når som helst.
– Forklar mig, hvorfor og hvad du skal bruge det til?
Svigermor blev paf. At sige, det var for at kontrollere, var pinligt og komisk. Mette fortsatte.
– Jeg er nu kæreste i denne lejlighed som Mortens hustru. Så lad mig sætte nogle spilleregler. Du har nøglen til nødsituationer, ikke for at dukke op hele tiden.
– Jeg er moren, vi støttede ham gennem det hele. Du kom ind til et færdigt hjem…
Mette afbrød.
– Må sige tak fordi I opdragede ham! Morten bragte mig hertil, og som hans kone er jeg værtinde. Jeg accepterer intet andet.
Morten tog sin kones parti, moren følte sig såret. Familien ignorerede hendes skuffelse. Hun tog en pause og indså det faktum.
Hun kom kun forbi, efter hun havde sikret sig, Mette var hjemme. Kontakten var varm, med te og vin.
I begyndelsen kunne hun gøre opmærksom på, at noget var rodet, men Mette tog det med humor eller tilbød at lade hende hjælpe.
– Undskyld rodet, travlt på jobbet. Hvis det generer dig, værsgo at rykke ind, jeg skal hvile mig.
– Er der ikke noget forberedt, hvad spiser I?
– Køleskabet er fuldt, den første sultne laver mad. Hjælp dig selv!
Forholdet mellem dem blev bedre, de blev veninder, og svigermor kom gerne på besøg med gaver.
Mette og Morten tog også ud til aftensmad hos hende, og de bragte dagligvarer med. Jens arbejdede videre efter pension, Inge trængte til selskab.
– Skal jeg tage noget med? Jeg har bilen, hvorfor slæbe rundt på poser.
Så Mette tog forbi svigermor igen, og de spiste sammen. Hun tilbød at sende mad til Morten, så Mette ikke skulle stå i køkkenet. Samtalen vendte tilbage til tanten.
– Hvad sagde tante Lisbeth?
– Ville komme på besøg. Jeg sagde, at vi ikke har tid.
– Det gjorde du godt. Hvor har hun dit nummer fra?
– Det aner jeg ikke.
– Hun ringede igen. Hun er min kusine. Vi har næsten ingen kontakt. Hun har haft nogle svære tider, blev skilt, andet ægteskab gik også i vasken. Hun bor nu i Nordjylland, vist nok gift igen. Hun har hus, en have med lidt dyrehold. Datteren skal søge ind på Københavns Universitet i år.
– Hvad har vi at gøre med det?
– Vil gerne mødes. Hun har kun den ene datter og vil sikre sig, nogen holder et øje med hende.
– Vil I gerne have hende boende hos os?
– Det er lidt ubehageligt at afvise familie.
– Hvornår talte I sidst sammen? Morten husker dem ikke. Har du endda adressen? – fortsatte Mette. – Lad os ikke opsøge problemer. Jeg har aldrig hørt om dem før nu.
Mette sagde farvel og kørte hjem. Hun fortalte Morten om opkaldet, men han tog det afslappet. Det blev glemt, men historien sluttede ikke der.
En uge senere, en lørdag, hvor Mette og Morten ingen planer havde, fordi de bare ville sove længe og slappe af, lød det på døren.
Mette var i køkkenet, mens Morten ikke gad rejse sig fra sofaen.
– Forventer du gæster?
– Nej! Kan du åbne, jeg har hænderne fulde.
– Hvorfor, ingen venter vi. – Mumlede Morten, men gik dog for at åbne.
I døråbningen stod tre. Morten genkendte tante Lisbeth med familie, men det tog tid, da han ikke havde set hende, siden han var barn.
– Vi var uventet, men nu er vi her. – Sagde hun ukompliceret og tog taskerne indenfor. Manden gik tilbage ned for flere ting.
– Nej, nej vi ventede ingen. – Mette sukkede. Hun kiggede stift til Morten. Der var ingen anden mulighed end at invitere dem indenfor.
– Nå, men kære gæster, kom dog ind. – Sagte hun med en skæv smil. – Du må være tante Lisbeth.
– Ja, Lisbeth Andersen, og det er min datter Sofie og min mand Arne. Bliv ikke forskrækket, vi bliver ikke længe.
Mette lader gæsterne vaske hænder og inviterer dem til bords, idet hun nævner, at uanmeldt besøg er dårlig maner.
– Vi ventede jer ikke og har intet forberedt, så I må tage, hvad der er køleskabet.
– Åh, vi har bragt alt med! Hjemmelavet og lækkert, opvokset med egne hænder.
Tante Lisbeth vandrede rundt og pakkede ud, fiskerede frem lækre sager; ost, skinke, pølse. Køkkenet fyldtes med duften af ægte dansk røger.
– Det er alt for meget! Vi har hverken plads i køleskabet eller tid til at spise.
– Del det med familien. Alt er fra supermarkedet her, mens det er fra haven, uden kemi. Marmelader og syltetøj kan stå uden køl.
Mens Mette ryddede ud, ringede Morten til sine forældre, der snart ankom. Tante Lisbeth forklarede.
– Det er ikke kun for besøg og familie vi er her. I år går Sofie ud af gymnasiet. Hun vil søge universitetet. Så vi søger lidt kendskab, i tilfælde af noget dukker op. Der er kollegie, så hun bliver der. Hun er en god pige, dygtig.
Snart forsvandt den pinlige stemning, Lisbeths venlighed smittede alle, også Morten fandt genklang i Arne. Mortens forældre dukkede op.
Middagen blev varm og hjertelig. Mette smeltede og delte grin. Alle fandt Lisbeths mad vidunderlig. Røget ost, hjemmelavet skinke og pølse – alt smagte pragtfuldt.
Det uventede besøg blev til en god familieoplevelse. Beretninger om liv og år gik frem og tilbage, ungdoms erindringer og nære nyheder blev delt. Lisbeth mindedes sit barndomshjem med vemod.
– Vil en tur til mit barndomssted, det er længe siden. De fleste er sikkert flyttet.
Svigermor bad dem blive hos hende, mere plads der. Efter talelige overvejelser satte Sofie sig med ungdommen, mens Lisbeth og Arne tog til svigermor. Søndagen førte Mette og Morten Sofie rundt i København, viste hende Congresseringsmuren og Dronningens Have.
Mandag morgen blev Sofie hentet af forældrene. Mette og Morten vinkede farvel og skyndte på arbejde. En ny uge begyndte.
Om aftenen snakkede Mette og Morten om det uventede besøg. Mette undrede sig over, at de kom til dem, ikke til svigermor.
– Venlige folk, jeg er glad for at møde dem. Hvorfor har I ikke talt i så lang tid?
– Ved ikke, bedst at spørge mor. Jeg var otte, da tante Lisbeth med Sofie kom sidst.
– De har inviteret os. Måske skal vi overveje det. Sommer, bil, mod Havet, et stop hos dem i nogle dage. På tilbagevejen kan Sofie kommer med os. Forhåbentlig glasseriet få ind.
Sofie blev optaget på universitet. Hun blev hos dem en kort tid, derefter til kollegiet. En gang imellem kom hun forbi. Mette og Morten måtte udskyde Havturen – de ventede en lille ny.
