– Sofia, er du hjemme?
– Nej, jeg er på vej. Hvad er der galt?
– Vi skal tale sammen. Hvor lang tid tager det før du er hjemme?
– Om en halv time. Hvad er der sket, mor?
– Det får du at vide senere.
Sådan lød samtalen mellem Sofia og hendes mor, Valborg.
Sofia nåede knap nok at skifte tøj og pakke sine varer ud, før det ringede på døren.
– Mor, hvad er der sket?
Valborg så sig mistænksomt omkring i lejligheden og gik så indenfor.
– Jeg ser, I har købt et nyt fjernsyn.
– Ja.
– I lever godt, mumlede moderen, mens hun gik ud i køkkenet.
– Te, kaffe?
– Jeg behøver ikke noget. Jeg er kommet for at tale fornuft.
Men netop i dét øjeblik så Valborg den fine spegepølse og det store udvalg af frugt.
– Jeg sagde jo, I bor godt. Du har købt masser af mad.
– Ja, mor. Det kan vi tillade os.
– Ja, vi har slidt og slavet på fabrikken hele livet, mens I bygger forretninger. I har været heldige!
Det var rigtigt, Sofia og hendes mand Peter havde opbygget deres egen virksomhed fra bunden uden hjælp.
Alt hvad de havde opnået, skyldtes deres egen indsats. De tog en risiko og optog et lån, selvom der var fare for at fejle og ende i gæld. Da fik de ingen støtte fra nogen i familien. Senere blev de bebrejdet for at leve bedre end de andre familiemedlemmer.
Af moderens stemning forstod Sofia, at hun ikke kunne forvente noget godt. Enten var der tale om en ny anmodning eller endnu en kritik.
– Jeg vil gerne tale om din søster Gitte. Hun arbejder for en lille løn som butikskonsulent.
– Ja, det ved jeg – nikkede Sofia.
– Jeg har tænkt, det kunne være fint, hvis du kunne finde en plads til hende i jeres firma.
– Hvordan? – undrede Sofia sig.
– Altså, I mangler da medarbejdere?
– Nej, alle stillinger er besat.
Valborg så bebrejdende på sin datter.
– Så der er slet ingen pladser?
– Jeg sagde, at vi ikke har nogen åbne stillinger.
Men Valborg ville ikke lade sig stoppe af dette argument.
– Jeg får indtrykket af, at du simpelthen ikke vil hjælpe din søster og derfor finder på undskyldninger.
Sofia vidste godt, hvorfor hendes mor tog emnet op. Det var ikke første gang.
Gitte var altid Valborgs yndlings, og hun fik altid det bedste. Gitte var vant til at modtage, mens Sofia måtte klare sig selv.
Mens forældrene arbejdede, fik de ikke Gitte til at arbejde. Da det endelig var nødvendigt, var det uden uddannelse og erfaring, hun måtte tage job til en lav løn.
Sofia havde arbejdet siden hun var 18 og samtidig uddannet sig. Hun og Peter skabte deres egen forretning og levede deres drømme, mens Gitte var utilfreds, men samtidig uvillig til at ændre noget selv.
Moderen mente altid, at Sofia burde hjælpe Gitte. Derfor fortsatte hun med sit.
– Mor, jeg har forklaret.
– Det er nemmere for jer at ansætte fremmede, end at hjælpe jeres egen familie.
Men Sofia og Peter havde en klar regel; ikke at ansætte familie eller venner. Erfaringen havde vist, at det skabte problemer.
Sofia nægtede ikke blot af professionelle årsager. Der var længe været konflikter mellem hende og Gitte. Problemerne startede, da moderen favoriserede Gitte.
Hvad havde hun ventet, når hun behandlede sin ældste datter sådan?
– Mor, jeg kan ikke hjælpe. Jeg vil ikke fyre nogen for at ansætte Gitte.
– Du er uselvisk, det er der ingen tvivl om! I bor godt og forstår ikke os almindelige mennesker.
Valborg vendte sig og gik mod døren, men hun tog de indkøbte varer med.
Sofia vidste, det ville være nyttesløst at stoppe hende. Moderen ville se det som en svaghed.
Senere kom Peter hjem og så, at Sofia havde grædt.
– Hvad er der sket, Sofia?
– Mor var her.
– For at tale om din søster igen?
– Ja.
Peter krammede Sofia for at vise sin støtte.
– Jeg håber, du tager ikke hendes ord til dig?
– Nej, jeg er vant til det – rystede Sofia på hovedet.
– Det er rigtigt. Giver du én gang efter, vil de udnytte dig.
– Ja, jeg ved det godt, men det gør alligevel ondt.
Telefonen ringede, og det var Gitte.
– Ja? – svarede hun uden den store interesse.
– Hvorfor er du så nærig?
– Hvad mener du? Snakker du om arbejde?
Men det drejede sig om noget andet.
– Mor kom med spegepølse og frugt. Hvorfor gav du så lidt? I tjener jo godt.
Sofia sukkede tungt og svarede:
– Hvorfor tror du, jeg skylder dig noget?
– Fordi jeg er din søster, og du skal hjælpe mig.
– Nej, jeg skylder dig ingenting, og du skylder heller ikke mig. Vi lever hver vores liv. Hvis du vil leve bedre, så skab din egen mulighed. Stop med at vente på andres almisser.
Hun troede, Gitte ville blive vred og lægge på, men hun svarede igen.
– Det er nemt for dig at sige, med jeres firma. Men hvad med mig?
– Så lav dit eget firma. Kom i gang!
Sofia ønskede ikke at høre mere kritik. Hun vidste, at både søsteren og moderen var vanskelige. At forsøge at ændre dem var spildt energi.
Man burde værdsætte dem, der værdsætter én, og ikke prøve at tilfredsstille nogen blot fordi de er familie.
