— Vaks! Din bandit, din lumske fyr! Kom her nu!
Fru Agnes fejede rutinemæssigt de knuste skår op fra koppen, der var faldet på gulvet, mens hun skældte Vaks ud. Hun vidste allerede på forhånd, at hun ikke ville se ham før næste morgen. Tidligere, da Vaks stadig var ung og uerfaren, kom han løbende ved hendes råb. Men efter at have fået et par klude og en kost over bagdelen, blev han klogere. Nu vurderede han fejlfrit graden af fare ud fra hendes tonefald og volumen. Hvornår kunne han vise sig senere på aftenen, og hvornår var det klogere at vente et par dage.
Denne gang havde han i jagten på en mus ved et uheld væltet en glemt kop ned fra bordet. Sidste gang havde han spredt en pose korn ud over gulvet, og før det havde der været mange små uheld. Alt sammen på grund af de besværlige mus. Imidlertid blev fru Agnes ved med at skælde ud på Vaks, selvom han trods alt bare passede sit arbejde og loyalt bragte hende mus, muldvarpe og rotter som små gaver på hovedpuden.
Om morgenen, når hun vågnede og så den seneste “rapport”, krydsede hun sig stille og begyndte den gamle sang:
— Vaks! Din bandit! Hvorfor slæber du det her op i sengen igen? Jeg smider dig ud, du lumske fyr!
Men efter at have set den knuste kop, blev hun mere vred end før. Det skal dog nævnes, at fru Agnes altid talte rosende om sin kat, når hun var blandt naboerne. Hun pralede af, hvordan Vaks var en fremragende musefanger, renlig og kærlig. Vaks gjorde sit bedste for ikke at svigte hende og passede nysgerrigt på hendes lille høst. Ellers ville musene i kælderen hurtigt have fortærret al kartoflen og guleroden. Kornet ville de heller ikke undgå at spise.
De knuste kopper og andre småtrodsigheder ignorerede Vaks med en filosofisk tankegang som de ærgerlige men nødvendige omkostninger ved et velfungerende hjem.
Denne aften hældte fru Agnes mælk op i en skål, kaldte på katten længe, men han gemte sig et sted og nægtede fuldstændig at dukke op:
— Mis-mis-mis, Vaks, din bandit. Hvor er du blevet af? Mælken bliver sur. Nå, men så får det være…
Hun besluttede sig for at stege kartofler til aftensmad. Efter at have åbnet døren til kælderen, begyndte hun besværligt at gå ned ad trappen. Bøjet i tre knæk og med øjne, der kneb sammen af anstrengelsen for at se, nåede hun frem til området med kartoflerne. Da øjnene vænnede sig til mørket, så fru Agnes Vaks.
Han åndede tungt. Den højre forpote var hævet og dobbelt så stor som den venstre. Ved siden af kartoflerne lå en stor død hugorm.
“Hellig Gud!”, udbrød fru Agnes og tænkte, hvordan gifttænderne kunne have ramt hendes hånd. Ved tanken steg hendes blodtryk, og hjertet sprang et slag over. “Vaks, min frelser! Du tænker da ikke på at forlade mig nu, vel? Jeg kommer nu, hold ud. Åh, din bandit, hvordan kunne det ske! Hvad gør jeg uden dig?”
Hun greb katten og kæmpede sig op af kælderen, tog sin taske med pengepungen og løb direkte hen til naboen i tøfler.
— Poul! Poul! Hjælp! Tag mig straks til byen.
— Hvad sker der, fru Agnes? Hvad er baggrunden for denne hast om natten?
— Jeg skal til dyrlægen. Vaks blev bidt af en hugorm. Tag mig, jeg beder dig inderligt. Jeg betaler dig for benzinen og ulejligheden.
— Bare rolig, fru Agnes. Jeg siger det til min kone, og så kører vi.
Ved dyreklinikken steg fru Agnes hurtigt ud af bilen. Med konstante små støn og klager tog hun Vaks, der hang slapt og kun lige trak vejret, og gik ind i venteværelset.
— Min pige, — sagde hun til assistenten. — Hjælp os, vær sød. Red Vaks, for han er det eneste, jeg har.
Et hurtigt blik på den medtagne kat var nok til straks at stille en diagnose.
— En hugorm? Hvornår blev han bidt?
— I dag. Jeg kan ikke sige præcist, jeg fandt ham i kælderen og skyndte mig hen til jer.
— Hurtigt under drop.
Vaks blev taget væk.
Efter cirka tyve minutter kom dyrlægen tilbage til venteværelset og talte til fru Agnes:
— Lad os få udfyldt formularerne. Er De ejer? Hvad er Deres navn?
— Annemarie Pedersen.
— Okay, hvad hedder katten? Hvor gammel er han?
— Vaks, han er seks år. Vil De ikke nok redde ham. Jeg taler med Vaks, ser film med ham, og om vinteren gør han det varmere. Hvor finder jeg ellers en musefanger som ham? Han reddede mig endda fra en orm.
Fru Agnes begyndte at græde.
— Slap af. Vi vil gøre alt, hvad vi kan. De bliver nødt til at lade ham blive natten over. Kom igen i morgen, så kan vi se, hvordan det går.
— Pige, vil det blive dyrt?
— Tag det roligt. De betaler kun for medicinen. Jeg er sikker på, det bliver godt. De har en stærk kat. Han klarer det.
— Hvad hedder De forresten?
— Vera Jensen.
— Må Gud give Dem sundhed, Vera.
I bilen spurgte fru Agnes Poul:
— Poul, kan du tage mig ind til byen i morgen tidlig?
— Fru Agnes, jeg kører til arbejde ved syv-tiden…
— Så tager jeg med.
— Men klinikken åbner først klokken ni.
— Det gør ikke noget, jeg venter.
— Okay, jeg er her i morgen.
Næste dag, da Vera Jensen gik på arbejde, så hun den gamle klient sidde på bænken uden for klinikken. Den gamle dame rejste sig op og mødte hende med håb i øjnene:
— Hvordan har min bandit det?
— Lad os se.
En halv time senere gik fru Agnes med Vaks i favnen hen mod busstoppestedet og klappede ham på hovedet mens hun sagde:
— Vaks, Vera sagde, at du om tre dage vil være som ny. Jeg køber smør til dig. Ikke fra butikken, men hjemmelavet, og noget pølse. Det fortjener du. Bliv nu ved med at leve længe, din bandit!
