Du Fod På Stjernerne
– Kirstine, morgenmad. – Plejeren rullede vognen ind på stuen. Freja åbnede øjnene lidt og drejede modvilligt hovedet mod døren.
– Nej tak. Jeg står over. – svarede hun.
– Nå, nå, nå, unge dame, du har brug for styrke. – Lægen fulgte efter plejeren ind i stuen.
Freja svarede ikke. Plejeren placerede hurtigt en tallerken med havregrød og et glas te på sengebordet og hviskede:
– Spis lidt, kom nu, Kristian har ret. – Og forlod derefter hurtigt stuen.
– Hvordan er humøret? Forårsagtigt? – Kristian smilede.
– Det kan man ikke sige, – svarede Freja trist og vendte sig mod vinduet.
– Det er godt. – fortsatte lægen uden at notere sig patientens tone. – Operationen er planlagt til i morgen. – meddelte han alvorligt.
– Øger det chancerne? – spurgte Freja og vendte sig.
– Uden tvivl. Selvom der endnu ikke er tale om fuld rekonvalescens. – indrømmede Kristian.
– Vil jeg kunne gå? – Freja blev anspændt.
– Jeg vil ikke give falske forhåbninger… – Efter en pause svarede Kristian. – Men vi skal benytte enhver chance.
– Forstået… – Freja vendte sig igen. Hun hørte ikke, da Kristian gik ud. Hun hørte heller ikke fuglenes forårsagtige kvidren udenfor vinduet.
Ulykken var frygtelig. Det var Frejas veninde, Anna, der sad bag rattet. I et forsøg på at undgå en frontalkollision, drejede Anna brat rattet, bilen snurrede rundt på den glatte vej, og en kollision var uundgåelig. Størstedelen af slaget ramte passagersiden. Freja kom først til bevidsthed på sygehuset. Som hun senere fandt ud af, var Annas skader mindre alvorlige – en brækket arm, hjernerystelse. Freja derimod havde flere brækkede ribben, et åbent benbrud, og det værste var, at rygraden var skadet. Prognoserne var ikke opmuntrende, chancerne for at Freja kunne gå igen var små. Måske ville nogen være glad bare for at være i live, men for Freja blev verden øjeblikkeligt meningsløs. Dansen var hendes liv, hendes indkomst, hendes inspiration. Bevægelse var for hende som luft er for andre. Hvad nu?
Det næste slag kom fra Thomas’ reaktion. De havde været kærester i to år, og for nylig havde Thomas friet til Freja. For to uger siden, da Thomas sad her ved Frejas side, forstod hun uden ord, at brylluppet ikke ville finde sted. Da Freja fortalte om lægernes prognoser, sad Thomas længe og stirrede tavst på gulvet, inden han usikkert sagde:
– Du skal stadig tænke positivt. Det skal nok gå.
De følgende tre dage kom han ikke. Så kom en kort besked fra ham: “Undskyld. Jeg kan ikke klare det.” Den sidste spinkle tråd af håb brast. Freja græd ikke længere, med tomme, glasagtige øjne stirrede hun på den hvide loft og forestillede sig, at nu ville loftet kollapse over hende, og så var det slut.
Moren prøvede at trøste hende, strøg Frejas hånd, prøvede at smile, forsikrede, at alt ikke var tabt, at de skulle kæmpe sammen. Men Freja så moderens røde øjne, resultatet af de mange tårer, når hun forlod stuen. Kristian, den behandlende læge, blev også ved med at sige, at de skulle kæmpe.
– Hvorfor? – spurgte Freja en dag.
– For at blive lykkelig. – svarede Kristian enkelt.
– Jeg bliver aldrig lykkelig igen. – Freja svarede. Kristian betragtede hende nøje:
– Du vil helt sikkert blive lykkelig. Men det kommer mere an på dig end nogen andre. Jeg har ikke så meget erfaring, men jeg har mødt mennesker, der overvandt det mest umulige, lod deres uhelbredelige sygdomme blive på hospitalet, fordi de ønskede at leve, ønskede at glæde sig over livet, ønskede at være lykkelige.
Freja svarede ikke. Hun ønskede ikke at leve. Ikke på den måde. Hvordan kunne hun blive lykkelig? ville hun have spurgt lægen, men hun valgte at lade samtalen slutte. I sidste ende er det vel, hvad læger skal gøre, opmuntre patienter.
– Kan du ikke sove? – Kristian åbnede døren på klem og sendte en stribe lys ind i det mørke rum.
– Nej. – Freja svarede, uden at bemærke, at lægen havde skiftet til at tiltale hende som “du”.
– Er du nervøs? – spurgte han og satte sig på en stol ved vinduet.
– Nej. – Freja trak på skuldrene.
– Prøv at forestille dig en verden, hvor ulykken ikke skete. Ti år senere. Hvordan ville dit liv være? – spurgte Kristian og kiggede ud af vinduet, ikke på Freja.
– Ved ikke. Måske ville jeg stadig danse. Eller måske ville jeg ikke længere optræde, men tage min datter til dans. – Freja smilede svagt, men huskede så, at der ikke blev noget bryllup for hende. – Ved du hvad, han forlod mig. Med det samme, da han fandt ud af det.
– Hvem? – Kristian vidste dog allerede svaret. – Tror du, han elskede dig?
– Ved ikke. – Freja trak på skuldrene igen. – Måske elsker de kun sådan i romantiske film, hvor de er klar til at følge dig gennem ild og vand, men i virkeligheden lover de kun at hente en stjerne for dig, men i virkeligheden… – Freja stoppede. Kristian var jo også en mand. En ganske ung og køn en, som Freja netop havde opdaget. Han må have en kone eller kæreste og ville sikkert handle anderledes. Han ville nok ikke bakke ud i en sådan situation. Han støttede endda hende, en næsten fremmed.
– Nå, Kirstine, sov godt. Der vil også være stjerner for dig. – Kristian gik. Freja kiggede mod vinduet. Et stykke af himlen fyldt med stjerner var synligt. “Hvis en stjerne bare ville falde,” tænkte Freja, men stjernerne faldt ikke, i hvert fald ikke før hun faldt i søvn.
– Hvordan har du det? – Kristian stod ved Frejas sengekant. – Benjamin sagde, at operationen gik godt.
– Måske. Men jeg kan stadig ikke mærke mine ben. – Freja sukkede.
– Se, hvad jeg har til dig. – Kristian rakte Freja en lille æske. Freja åbnede den og smilede. Æsken var fyldt med glitrende små konfetti-stjerner. – Arbejd hårdt, så kan du gå til de rigtige stjerner. – lovede lægen.
Rehabiliteringen var lang, trættende, og virkede, ifølge Freja, resultatløs. Kristian, ja nu kaldte Freja ham også ved fornavn, besøgte hende ofte. De talte som gamle venner, konverserende om alverdens emner. Kristian kunne aflede Frejas sorgfulde tanker, og hun begyndte endda at tro ham, når han sagde, at anstrengelserne ville betale sig.
– Hvordan går det i dag? – Kristian trådte ind efter Frejas daglige øvelser, hvor sygeplejersken forsøgte at vække liv i de ubevægelige ben.
– Ikke noget særligt. – Freja trak på skuldrene.
– Syrenerne blomstrer. – Kristian gav Freja en blød syrengren. Freja indåndede dens friske, krydrede duft, og begyndte med barnlig glæde at lede efter en fembladet blomst.
– Ingen held her. – Freja fyldte kinderne og løftede blikket.
– Måske her? – Kristian rakte Freja en anden lille æske. Hun smilede, forventede flere stjerner. Men da hun åbnede æsken, stivnede hun for et øjeblik. På en lille ring gnistrede en helt anderledes stjerne i solens stråler – en lille sten.
– Vil du gifte dig med mig? – spurgte Kristian, da Freja løftede blikket fra ringen til ham. Freja tav. Kristian sukkede og satte sig på sengekanten.
– Du sidder på min fod… – sagde Freja stille. – Du sidder på min fod! – Nu råbte hun og lo. – Du sidder på min fod! Jeg kan mærke det! Jeg kan mærke det!
Kristian stod op og lo også. Og så græd Freja. Selvom hun smilede, løb tårerne ned ad hendes kinder.
– Er der noget galt? Gør det ondt? – Kristian var bekymret. Freja rystede på hovedet:
– Kan du huske, jeg sagde, at jeg aldrig ville blive lykkelig igen? Jeg troede ærligt talt, det var sådan. Men nu er jeg så lykkelig. Hvis du ikke er bange for at gifte dig med en krøbling, så håber jeg, at en stor tåbe som mig ikke vil skræmme dig? – Freja grinede igen.
– Der er intet, der kan skræmme mig. – Kristian svarede og så kærligt på sin forlovede.
***
– Mor, så du det? Jeg klarede det! – Sofie løb hen til bænken, hvor Freja sad.
– Ja, selvfølgelig så jeg det. Og jeg har filmet det til far. Du er så dygtig. – Freja krammede sin datter.
– Inger sagde, at jeg skal danse i midten på scenen. – pralede Sofie. – Betyder det, jeg danser bedst?
– Ja. – hviskede Freja og delte en hemmelighed med sin datter. – Men shhh, lad det ikke stige dig til hovedet, ellers går det helt galt. – Sofie nikkede forstående. – Nu skal vi gøre os klar til at hente far fra arbejde.
Ti år var gået. Freja dansede ikke længere på den store scene, men på sin egen bryllupsdag dansede hun ganske godt. Som Kristian bemærkede, langt bedre end ham. Vejen til stjernerne havde været lang for Freja, men sammen med Kristian klarede de det. For aldrig at glemme dette og det faktum, at man altid skal tro på det bedste, foreslog Freja, at deres soveværelses loft blev malet som en stjernehimmel. Kristian var med på idéen. Hver morgen, når Freja åbnede øjnene, vidste hun, at hun kunne nå stjernerne, hvis hun ville. Hvilke som helst og når som helst.
