Fra sin folkepension tillod Dorte sig selv en lille gave ud over de faste regninger og de basale dagligvareindkøb – en pose med kaffebønner.
Bønnerne var allerede ristet, og når hun skar posens hjørne op, spredte der sig en betagende duft. Det var nødvendigt at dufte med lukkede øjne, afskåret fra alle sanser bortset fra lugtesansen, og da skete der et mirakel! Med den fortryllende duft føltes det, som om styrke blev hældt ind i kroppen, og ungdommens drømme om fjerne lande kom tilbage. Hun kunne drømme om havets brusen, lyden af en tropisk regn, mystiske raslen i en frodig jungle og aber, der svingede sig i lianerne.
Hun havde aldrig set noget af dette, men hun huskede sin fars historier, når han vendte hjem fra forskningsrejser til Sydamerika. Når han var hjemme, fortalte han Dorthe om sine eventyr i Amazonas-dalen, mens han indtog en god, stærk kop kaffe. Duften mindede hende altid om ham – den magre, seje, solbrændte opdagelsesrejsende. Hun vidste altid, at forældrene ikke var de biologiske.
Hun huskede, hvordan hun i krigens begyndelse, en treårig pige, der havde mistet sine kære, blev fundet af en kvinde, der blev hendes mor for livet. Sidenhen fulgte skolen, uddannelse, arbejde, ægteskab, fødslen af en søn – og nu ensomhed. Sønnen havde valgt at flytte til et andet land for omkring tyve år siden og boede med sin familie i byen Aarhus. Han havde kun besøgt sin hjemby én gang i alle de år. De talte sammen i telefonen, og han sendte penge hver måned, som hun gemte på en særlig bankkonto. En pæn sum havde akkumuleret sig efter tyve år. Den skulle senere tilbage til ham.
På det seneste havde hun følt, at hendes liv, fyldt med omsorg og kærlighed, egentlig havde været en andens liv. Hvis krigen ikke var sket, havde hun haft en anden familie, andre forældre, et andet hjem og således en anden skæbne. Hun huskede næsten intet om sine biologiske forældre, men ofte tænkte hun på en jævnaldrende pige, der altid var sammen med hende i de tidlige år. Maja hed hun. Hun kunne stadig høre det kaldende: “Majse, Dorte!” Hvem var hun egentlig? En veninde, en søster?
Hendes tanker blev afbrudt af en kort mobilalarm. Hun kiggede på skærmen – hendes pension var gået ind på kortet. Dejligt! Tid til at gå ned til butikken og købe kaffe – hun havde brygget den sidste kop i går morges. Forsigtigt klingede hendes stok mod fortovet, mens hun gik udenom de efterårsvåde pytter på vej til butikken.
Ved dørene sad en gråstribet kat og skuede mistænksomt fra de forbipasserende til de glasdøre. En følelse af medlidenhed rejste sig i hende: “Stakkels lille, du fryser jo, og du er sikkert også sulten. Jeg ville tage dig med hjem, men hvem ville passe dig, når jeg ikke er her længere? Ikke i dag, men måske i morgen.” Med surhed købte hun en billig pose kattemad til katten.
Forsigtigt klemte hun den geléagtige mad ud i en bakke, mens katten tålmodig ventede og betragtede sin velgører med forelskede øjne. Butikdørene gik op, og en korpulent kvinde trådte ud med et ansigtsudtryk, der ikke varslede noget godt. Uden ord sparkede hun bakken med maden så voldsomt, at geléklumperne spredtes over fortovet: “Jeg siger det igen og igen – det nytter ikke! I skal lade være med at fodre dem her!” brummede hun og gik.
Katten begyndte forsigtigt at samle stykkerne op fra fortovet, mens Dorte, overvældet af harme, mærkede begyndelsen på et anfald. Hun skyndte sig mod busstoppestedet – der var der bænke. Hun satte sig ned og rodede febrilsk i lommerne efter sine piller, men forgæves.
Smerterne bølgede skånselsløst gennem hendes hoved som en skruetvinge, og mørket samlede sig for hendes øjne, mens et støn rev sig løs fra brystet. Nogen rørte ved hendes skulder. Med stort besvær åbnede hun øjnene. En ung pige kiggede forskrækket på hende: “Er du okay, bedstemor? Hvordan kan jeg hjælpe?”
“Der er en pakke i posen,” svarede Dorte svagt og gjorde en håndbevægelse. “Tag den ud og åbn den.” Pigen fandt pakken med kaffe, og Dorte indåndede dybt duften af ristede bønner. Smerterne forsvandt ikke helt, men lettede.
“Tak, min pige,” sagde Dorte svagt. “Mit navn er Karoline, men tak katten,” sagde pigen smilende. “Den var ved siden af dig og miavede så højt!”
“Også tak til dig, min gode ven,” Dorte aede katten, der sad ved siden af hende på bænken – den gråstribede.
“Hvad var der sket med dig?” spurgte pigen deltagende. “Migræneanfald, min pige,” indrømmede Dorte. “Jeg blev for nervøs, det sker…”
“Jeg følger dig hjem, det ville være svært for dig at gå alene.” Karoline talte, da de senere sad med svag kaffe med mælk og småkager i Dortes lejlighed. “Min oldemor får også migræneanfald. Egentlig er hun min tipoldemor, men jeg kalder hende ‘bedstemor.’ Hun bor i en lille by sammen med min mormor og morfar, og jeg studerer her til sygeplejerske. Bedstemor kalder mig også ‘min pige.’ I ligner hinanden så meget, at jeg i starten troede, du var hende! Har du prøvet at finde dine biologiske slægtninge?”
“Min lille Karoline, hvordan skulle jeg finde dem? Jeg husker næsten ingenting om dem. Hverken mit familienavn eller hvor jeg kommer fra,” sagde Dorte og kærtegnede katten, der lå trygt på hendes skød. “Jeg husker bombardementet, mens vi kørte i en vogn, så kom tankene… Jeg løb, løb uden at kunne huske mig selv! Mareridt! Et livslangt mareridt! Senere blev jeg fundet af en kvinde, som jeg kaldte for mor hele mit liv, og hun er stadig min mor. Efter krigen kom hendes mand tilbage, og han blev min far. Jeg har kun mit navn tilbage. Min biologiske familie er nok død, der, under bomberne. Både mor og Maja.” Hun bemærkede ikke, hvordan Karoline ved disse ord gav et sæt og stirrede på hende med store, klare øjne.
“Dorte, har du en fødselsmærke på din højre skulder, der ligner et blad?” spurgte Karoline, og Dorte hostede overrasket op i kaffen, mens katten betragtede hende nøje.
“Hvordan ved du det, min pige?” “Min bedstemor har det samme,” svarede Karoline stille. “Hun hedder Maria. Hun bliver stadig rørt til tårer, når hun tænker på sin tvillingsøster, Dorte, der forsvandt under en bombardement, mens de blev evakueret. Da nazisterne blokerede vejen, måtte de vende hjem og klarerede sig gennem besættelsen. Dorte forsvandt. Hun blev aldrig fundet, selvom de ledte og ledte…”
Fra morgenstunden kunne Dorte ikke finde ro. Hun gik frem og tilbage fra vindue til dør, ventede på besøg. Katten Margrethe, den gråstribede, veg ikke fra hendes side og stirrede uroligt på sin ejers ansigt. “Der er intet at bekymre sig over, Margrethe, jeg har det fint,” forsikrede Dorte sin kat, “hjertet banker bare lidt…”
Endelig ringede dørklokken. Dorte åbnede døren spændt. To ældre kvinder stod tavse og stirrede på hinanden med øjne fyldt med håb. Som i et spejl så de det samme lyseblå skær i øjnene, de grånede lokker af krøllet hår og de melankolske rynker ved mundvigene.
Til sidst sukkede gæsten lettet, smilede, trådte frem og omfavnede Dorte: “Hej, Dorte!” Og i døren tørrede Karoline sine glædestårer væk, mens hun så på sin fundne familie.
