Sådan er min skæbne – ensom og trist til jul og nytår
Jeg har en ven, som jeg har kendt siden barndommen. Han hedder Søren. Vi gik i den samme skole, men livet førte os ad forskellige veje, selvom vi aldrig mistede kontakten.
Søren er en indadvendt person, der ikke bryder sig om store forsamlinger, ikke besøger folk og aldrig inviterer nogen hjem.
År efter år, når højtiderne nærmer sig, inviterer jeg ham til os – til at fejre jul omkring bordet, skåle under nytårsklokkerne. Men han afslår altid høfligt.
— Det er ikke mine højtider, siger han. — Jeg føler intet glædeligt ved dem.
Jeg havde svært ved at forstå, hvordan man ikke kunne elske nytår – en tid med mirakler, gaver, latter og samvær med sine nærmeste.
Men en dag, efter mange års tavshed, fortalte han mig sandheden.
Sandheden, han havde forsøgt at fortrænge i mange år.
En barndom præget af frygt og alkohol
Som barn vidste Søren ikke, hvad hyggelige familiehøjtider var.
Hans far drak.
Nej, han var ikke blot en mand, der tog en drink eller to om aftenen. Han var alkoholiker, en mand der brugte alle penge på spiritus, der kom hjem sent og, uanset om det var en almindelig tirsdag eller juleaften, begyndte at tyrannisere sin familie.
Hver aften blev en prøvelse.
— Stil jer op! — beordrede han, når han trådte ind i huset. — I skal se, hvordan husets herre spiser middag!
Søren og hans mor rejste sig og stod ved bordet, mens faren med stort ståhej spiste sin middag.
Og bagefter begyndte han sin yndlingstale:
— Penge er som støv! De er til for at nydes! Hvilke nye sko?! Hvilke bøger?! Du går allerede i skole, det er spild at bruge penge på sådanne ting!
Han brugte alt til sidste krone.
Når der ikke var mere tilbage, gik han videre til næste trin:
— Giv mig hvad du gemmer! Jeg ved, du har noget!
Sørens mor forsøgte at lægge penge til side – til hæfter til ham, til mad, til en lille julegave.
Men han tog det hele.
Han drak indtil der ikke var noget tilbage.
Jul uden mirakler, nytår uden håb
Hver højtid hos Søren så ens ud.
På bordet – lidt tørrede æbler, et par smørrebrød, en krukke syltede agurker.
Mor og søn sad i stilhed.
De ventede.
Ventede på, om faren skulle komme hjem ædru.
Om han mon medbragte noget til festmåltidet.
Om han mon sagde: “Glædelig jul” eller “Godt nytår”.
Men han kom altid sent hjem.
Altid beruset.
Altid lugtende af sprut.
Altid med tomme lommer.
Alt, der var i konvolutten fra julebonussen, lod han blive på baren.
Dette fortsatte år efter år.
Og da han døde, ændrede intet sig.
En ensom mand med et tungt hjerte
Da Søren ikke længere var der, levede hans mor et par år mere.
Og derefter gik hun også bort.
Han blev alene.
Og han indså, at han ikke ønskede en familie.
Ikke ønskede højtiderne.
Ikke ønskede nogen form for festligheder.
Han ønskede ikke at gentage sin fars skæbne.
Han ønskede ikke at blive en mand, der ødelægger andres liv.
Hvert år, når alle andre dækkede bordene, fandt glassene frem og byttede gaver, rejste Søren væk.
Han købte en billet til en anden by, lejede et hotelværelse og sad der alene.
Eller tog til bjergene, hvor han kunne lytte til træets knitren i pejsen og stirre ind i flammerne.
Der, ved bålet, fandt han den varme, han ikke kendte i sin barndom.
Der, i ensomheden, følte han sig en smule fri.
Kun dér kunne han ånde.
