Hvem siger hvad – uden penge er der ingen lykke!
Når illusioner møder virkeligheden
Fra barndommen blev jeg lært, at penge ikke er det vigtigste.
– Det vigtigste er at have gode folk omkring sig, sagde mine forældre.
– Det vigtigste er kærlighed, ikke rigdom.
Jeg troede på dem.
Indtil jeg blev voksen.
Og indså, hvor meget de tog fejl.
Jeg giftede mig af kærlighed, men det var ikke nok
Jeg mødte Mette, da jeg stadig var studerende.
Vi elskede hinanden så meget, at vi ikke kunne trække vejret uden hinanden.
Da vi blev gift, havde vi hverken eget hjem, opsparing eller sikkerhed for fremtiden.
Men det var lige meget for os.
Vi var lykkelige.
Vi fik børn. Huset blev fyldt med deres latter, legetøj og glæde.
Alt virkede så lyst, så rigtigt.
Venner omgav os, i festlige anledninger samlede vi store, livlige selskaber, og jeg troede, at sådan ville det altid være.
Men livet elsker ikke dem, der tror på eventyr.
Når der ikke er penge i hjemmet, forsvinder lykken
Det første slag kom pludseligt.
Jeg blev opsagt.
Jeg stod uden job, uden stabilitet og uden tryghed.
Mette fortsatte med at arbejde, men hendes løn rakte ikke langt.
Først begyndte vi bare at spare.
Derefter undgik vi gæster – fordi vi ikke havde noget at byde på.
Efterhånden forsvandt smilene fra vores ansigter.
Jeg kunne ikke længere give mig selv selv de mest simple ting
Min kone, Mette, elskede altid smukke ting, god kosmetik, dyre parfumer.
Men nu måtte hun lede i genbrugsbutikker, finde udsalg og købe det billigste.
Hun lærte sig at se bort fra kvaliteten – kun prisen talte.
Og jeg så på hende og bemærkede, hvordan lysglimtet i hendes øjne slukkedes.
Hun hadede den billige sæbe på badeværelset, hadede det billige vaskepulver, hadede alt, der mindede hende om vores fattigdom.
Jeg mistede hende – langsomt, dag for dag
Hun blev irritabel.
Hun blev vred på mig.
Hun så på mig med bebrejdelse – og jeg vidste, at hun ikke længere så manden i mig, der kunne gøre en forskel.
Jeg forsøgte at finde arbejde.
Men alt, hvad jeg blev tilbudt, var vagttjeneste på en byggeplads for mindstelønnen.
Jeg tog det, for der var ingen andre muligheder.
Men det var ikke nok.
Mette blev mere og mere tavs. Vende sig væk oftere.
Og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.
Jeg trak blot på skuldrene:
– Hvad kan jeg gøre?
– Vi er ikke de eneste, – sagde jeg.
– Mange har det sådan, – prøvede jeg at berolige hende.
Men jeg vidste selv – det var en svaghed.
Hun vidste – det var en svaghed.
Og kærligheden, som engang syntes urokkelig, smeltede som sne.
Mine forældre tog fejl. Penge er alt.
Jeg er vred.
På mig selv.
På Mette.
På mine forældre, der ikke lærte mig at kæmpe for penge, ikke gav mig lysten til at tjene.
De sagde, at penge ikke er det vigtigste.
Men det var netop deres fravær, der ødelagde min familie.
Ikke kærlighed.
Ikke forræderi.
Bare fattigdom.
Og nu ved jeg: uden penge er der ingen lykke.
