Jeg ser ikke længere nogen udvej, min sjæl gør ondt…
Mit liv er en uendelig kamp
Hej.
Jeg skriver disse linjer med tungt hjerte. Jeg er kun 27 år, og jeg frygter allerede fremtiden.
Jeg er træt.
År efter år gentager det sig: fattigdom, ensomhed, skuffelser.
Højtider kommer og går, men jeg mærker dem ikke engang. I stedet for glæde er der kun tomhed.
Jeg prøver at tro, at blandt al denne løgn, forræderi og grusomhed er der stadig gode mennesker tilbage. Mennesker, der kan forstå, hjælpe og støtte.
Men jo længere tid der går, jo mindre håb har jeg.
Jeg har glemt, hvordan man smiler.
Hver dag mister jeg flere kræfter.
De, der lovede hjælp, forsvandt bare.
Jeg har mange gange hørt smukke ord.
– Jeg er altid her, ven!
– Vi er familie, du kan regne med mig!
– Alt vil blive godt, giv ikke op!
Men når handlingernes tid kom, viste det sig, at der ikke stod noget bag ordene.
Jeg er tilbage alene.
Jeg kæmper mod fattigdom, sygdom, og tomme håb.
Operationen, som jeg ikke har råd til
For nyligt sagde lægerne, at jeg har brug for en akut operation.
Problemerne med min nyre bliver alvorlige.
Men beløbet, jeg skal samle ind, er urealistisk for mig.
Jeg har været uden arbejde længe. Jeg tænker ikke længere på fremtiden – kun på hvordan jeg overlever endnu en dag.
Løgn, forræderi og tabte håb
Det, der gør mest ondt, er ikke sygdommen, men menneskene.
Dem, jeg stolede på.
Dem, der svor venskab og kærlighed, men i svære stunder vendte de sig bare væk.
Hvor let har mennesker ved at bedrage… Hvor let de siger smukke ord uden handling.
Hvor mange gange har jeg hørt løfterne:
– Vi forlader dig ikke!
– Vi vil hjælpe!
Og så forsvandt de.
Jeg har forstået en simpel sandhed: I denne kolde verden er det handlinger der tæller, ikke ord.
Den eneste person, der ikke har forrådt mig
Jeg er ikke helt alene.
Der er én person, der altid er ved min side.
Min mormor.
Hun er den eneste, der står ved min side og kæmper med mig hver dag.
Men hendes pension er ikke nok til noget.
Vi betaler for lys, medicin – og står tilbage uden en krone.
Men vi skal leve af noget.
Vi skal købe mad, brænde, betale lægerne.
Jeg beder om hjælp.
Jeg ser folk i øjnene, men de vender bare blikket væk.
Nogle skælder ud, nogle smiler hånligt.
Nogle udnytter endda min nød, som dem der lovede mig et sommerjob på en ferie, men så ikke betalte.
Hvorfor Tester Gud os så hårdt?
Hver dag spørger jeg mig selv: hvorfor?
Hvorfor skal mennesker, der aldrig har gjort ondt, lide?
Min mormor og jeg beder hver aften.
Vi beder Gud om hjælp.
Men hører han os?
Hvorfor sender han så mange prøvelser?
Har jeg fortjent det?
Jeg er kun 27 år. Har jeg ikke ret til blot at leve, til at glædes, til at trække vejret uden frygt for morgendagen?
Min mormor er en ældre dame. Har hun ikke fortjent en rolig alderdom?
Hvorfor er det hele modsat?
Hvorfor bærer hun mig, når det skulle være omvendt?
Jeg vil stadig tro på mennesker
På trods af alt giver jeg ikke op.
Jeg vil ikke tro, at der kun er grådighed, grusomhed og forræderi tilbage i verden.
Jeg ved, der findes ærlige mennesker.
Der er dem, der kan hjælpe.
Der er dem, der forstår, at venlighed ikke er tomme ord.
Og måske vil jeg en dag møde sådan en person.
For selv efter alt det, jeg har været igennem, tror jeg stadig.
