Det skete sådan, at Mikkel blev opvokset af sin bedstemor, selvom hans mor stadig levede. For retfærdighedens skyld skal det siges, at hans mor var en vidunderlig kvinde – både smuk og venlig. Men hun arbejdede som sangerinde i operahuset og var derfor sjældent hjemme. Hendes rejser var også grunden til, at hun og hendes mand – Mikkels far – gik fra hinanden. Derfor var det hans bedstemor, der tog sig af ham.
Så længe Mikkel kunne huske, løftede han altid blikket mod fjerde sal, når han nærmede sig sin boligblok, og så straks sin bedstemors silhuet i vinduet, mens hun ventede utålmodigt på ham. Når han gik hjemmefra, vinkede hun altid fra vinduet, og han vinkede tilbage.
Men da Mikkel blev femogtyve, var hans bedstemor der ikke længere. Og nu, når han kom hjem, og hendes elskede skikkelse ikke længere kunne ses i vinduet, følte han sig ufatteligt trist og tom. Lejligheden føltes også tom. Selv når hans mor var hjemme, følte Mikkel sig alene. De havde aldrig noget at tale om længere, ingen fælles interesser. De diskuterede ikke engang hverdagsproblemer, som om de var fremmede for hinanden.
Et par måneder efter bedstemors død besluttede Mikkel pludselig at flytte til en anden by. Hans erhverv som it-specialist var efterspurgt overalt. Han fandt hurtigt en god virksomhed online, som garanterede ham en høj løn og betalte for en lejet bolig. Hans mor blev kun glad for det. Nu kunne hendes søn jo skabe sin egen fremtid langt fra hende.
Fra hjemmet tog han kun sin bedstemor’s yndlingskop som et minde samt lidt tøj. Da han forlod huset med sin rejsetaske, løftede han hovedet en sidste gang, kiggede op på køkkenvinduet, men så ingen. Hans mor vinkede ikke engang farvel fra vinduet.
Taxaen bragte ham hurtigt til banegården, og snart lå han på den øverste køje i kupeen. Næste morgen ankom toget til stationen præcist på tid, Mikkel fandt kontoret, hvor han skulle arbejde, registrerede sig, og begyndte at lede efter en lejlighed ved hjælp af adresser, han havde fundet online.
Da han gik gennem den fremmede by med hjælp fra sin mobilnavigator, bemærkede han pludselig en boligblok, der så meget ud som hans egen. Selvom disse blokke alle lignede hinanden, følte Mikkel, at der var noget kendt ved denne. Måske fordi alle vinduerne havde den samme mærkelige turkisfarve.
Instinktivt afveg Mikkel fra sin rute og gik langsomt hen mod bygningen. Han ville bare stå der, mindes sin bedstemor. Da han nærmede sig, løftede han automatisk hovedet, kiggede mod vinduet, som skulle være hans køkken, og stivnede…
Hans hjerte sprang op i halsen. På fjerde sal, i det fjerde opgangsvindue, så han sin bedstemors skikkelse. Han genkendte hende med det samme, og hans hjerte gav et hop af glæde.
Fornuften sagde, at det ikke kunne være rigtigt, men han lukkede hurtigt øjnene, vendte sig om og begyndte langsomt at gå væk. Han vidste, at det måtte være en anden bedstemor bag vinduet, men hans hjerte råbte: “Stop! Det er jo hende!” Til slut adlød han sit hjerte, vendte sig om igen og løftede hovedet.
Bedstemorens skikkelse var der stadig. Han holdt det ikke ud længere. Med tasken over skulderen spurtede han hen til bygningen og den fjerde opgang. Ligesom hjemme virkede låsen ikke, så han fløj op ad trapperne og ringede på døren.
Det var en søvnig kvinde i morgenkåbe, der åbnede døren, kiggede uforstående på ham og spurgte:
– Hvem leder du efter?
– Mig? – stammede Mikkel. – Jeg leder efter min bedstemor…
– Din bedstemor? – spurgte kvinden undrende og råbte så ind i lejligheden: – Mor! Der er en til dig!
Mens kvinden ventede på sin mor, betragtede hun nysgerrigt den unge mand.
Mikkel var svimmel og følte, at hans hjerte stoppede.
– Hvem spørger efter mig? – En anden søvnig kvinde i morgenkåbe, men omkring halvtreds, dukkede op i døren.
– Mor, tro det eller ej, – kvinden smilede. – Han kaldte dig bedstemor.
– Vent lidt, – hviskede Mikkel. – Jeg kaldte ikke hende… Jeg… Der i jeres vindue… I køkkenet… Jeg så min bedstemor… Jeg så hende helt tydeligt.
– Er du skør eller noget? – kvinden sagde med foragt. – Vi har ingen bedstemødre her! Vi bor kun os to! Forstået?
– Ja, jeg forstår… Undskyld… Jeg tog fejl… – Alting flød for Mikkel, og han tog et skridt tilbage, satte tasken ned og lænede sig mod væggen for ikke at falde. – Undskyld… Jeg står her lidt…
Kvinden begyndte at lukke døren, men hendes mor stoppede hende.
– Undskyld mig, unge mand, – sagde hun bekymret. – Hvordan har du det?
– Jeg har det fint… – løj han. – Bare rolig…
– Jeg tror, du har et højt blodtryk. Dit ansigt er rødlet som en kogt rødbede… Kom indenfor. – Hun hjalp ham ind i lejligheden og gav ordrer til sin datter: – Vibe, tag hans taske ind og kom hurtigt med blodtryksmåleren!
Datteren, lidt bange, fulgte morens instrukser.
Kvinden satte Mikkel på en bænk i gangen og begyndte måle hans blodtryk uden et ord. Så fortsatte hun med at give instrukser til datteren, der stadig stirrede med åben mund.
– Hent min taske. Jeg har medicin derinde… – Så henvendte hun sig til Mikkel: – Jeg giver dig lidt medicin nu, og så ringer vi efter en ambulance…
– Ingen ambulance! – bad han bange. – Jeg kom lige med toget… Jeg kender ingen her… Jeg har ikke engang fundet en lejlighed endnu…
– Du skal lytte til min mor! – indskød Vibe. – Hun er læge, forstår du!
– Er du fra en anden by? – spurgte kvinden.
Han nikkede i stedet for at svare og bad igen:
– Vær venlig, tilkald ingen… Jeg starter på arbejde i morgen. Første dag… Jeg fik lige jobbet…
– Ti stille! – Hun gav ham medicin. – Har du haft sådanne episoder før?
– Nej, – hviskede han.
– Hvor gammel er du?
– Femogtyve…
– Har du hjerteproblemer?
– Ærligt talt, jeg er helt sund…
– Sund, siger du? Hvad fik dit blodtryk til at stige så meget? 180 over 100 er ikke for sjov…
– Det må være fra nervøsitet.
– Nervøsitet over hvad?
– Jeg siger jo, jeg så min bedstemor i jeres vindue. Hun stod der i køkkenet og kiggede… på mig.
– Bedstemor?
– Ja. Men hun døde. For to måneder siden. Er der slet ingen bedstemødre i jeres opgang?
– Du er underlig… – smilede Vibe. – Jeg sagde jo, vi bor her alene. Men for din ro, går jeg ud i køkkenet og tjekker.
Vibe gik virkelig ud i køkkenet, og få sekunder senere kom hun bange tilbage med en fremmed kop i hånden.
– Mor! Hvad er det her?! Hvor kommer den fra?! Vi har aldrig haft sådanne kopper i huset!
– Åh… – Mikkel smilede fjollet. – Det er min bedstemors kop. Jeg tog den… Men den… Den skulle være i min taske. Jeg tog den med som et minde. Det er som magi…
– Og hvor er din taske? – Moren og datteren stirrede forvirret.
– Hvor? Lige der… – Han nikkede mod tasken ved døren. – Koppen burde være inde i den…
Sammen gennemrodede de taskens indhold, men fandt ingen ekstra kop.
For denne familie er det stadig et uforklarligt mysterium. Især for Vibes mor. For kun få måneder senere blev hun Mikkels svigermor. Ja, det er vel magi…
