– Mikkel, jeg havde ikke lyst til at fortælle dig det på din bryllupsdag… Ved du overhovedet, at din nye hustru har en datter? – min kollega satte ligesom sin fod ned, mens jeg sad ved rattet.
– Hvad mener du? – jeg kunne ikke tro, hvad jeg hørte.
– Min kone, der så din Line på jeres bryllupsdag, hviskede til mig:
– Jeg undrer mig over, om brudgommen ved, at hans brud har en datter på et børnehjem?
– Forestil dig, Mikkel, jeg var ved at gå galt i halsen med maden. Min kone siger, hun selv hjalp med at arrangere adoptionen for den nyfødte pige. Min Anna er jordemoder og kan genkende din Line på det modermærke, hun har på halsen. Hun siger også, at Line kaldte datteren Olivia og gav hende sit efternavn. Det var for omkring fem år siden, – min kollega så intenst på min reaktion.
Jeg sad chokeret bag rattet. Hvilket chok!
Jeg besluttede mig for, at jeg selv ville finde svar. Det var svært at tro på. Selvfølgelig indså jeg, at Line ikke var en naiv attenårig, hun var 32 år, da vi blev gift. Line havde naturligvis et liv før mig. Men hvorfor give afkald på sit eget barn? Hvordan lever man med det?
Min position gav mig mulighed for hurtigt at finde det børnehjem, hvor Olivia Jørgensen boede.
Institutionslederen førte en munter pige med et strålende smil frem:
– Her er vores Olivia Jørgensen, – sagde lederen og spurgte Olivia, hvor gammel hun var.
Man kunne ikke undgå at bemærke pigens skelende øjne. Jeg følte øjeblikkelig medlidenhed for hende. Jeg følte allerede en tilknytning til hende. Hun er trods alt datter af kvinden, jeg elsker! Min mormor sagde altid:
– Et barn er en glæde, selv når det har skæv næse og skeløjet øje.
Olivia gik modigt frem:
– Fire år gammel. Er du min far?
Jeg blev overrumplet. Hvad siger man til et barn, der ser en far i hver mand?
– Olivia, lad os snakke. Vil du gerne have en mor og far? – selvfølgelig var det et underligt spørgsmål. Men jeg ønskede allerede at tage denne dejlige pige med mig hjem straks.
– Ja, det vil jeg! Vil du tage mig med hjem? – Olivia kiggede undersøgende på mig.
– Jeg vil tage dig med, men senere. Kan du vente, skat? – jeg var tæt på tårer.
– Jeg venter. Lover du? – Olivia blev alvorlig.
– Jeg lover, – jeg kyssede hende på kinden.
Da jeg kom hjem, fortalte jeg Line alt.
– Line, det betyder intet for mig, hvad din fortid er, men vi må hente Olivia hurtigst muligt. Jeg adopterer hende.
– Har du spurgt mig, om jeg vil have denne pige? Hun er endda skeløjet! – Line hævede stemmen.
– Det er din egen datter! Jeg sørger for, at Olivia får operationen for sine øjne. Alt vil blive godt. Pigen er en skat! Du vil elske hende, når du lærer hende at kende, – jeg var forbløffet over Lines holdning.
Det tog næsten et år at overbevise Line om at adoptere Olivia.
Vi måtte vente næsten et år, før vi kunne bringe Olivia hjem. Jeg besøgte hende ofte på børnehjemmet. I denne periode blev Olivia og jeg nære venner og blev vant til hinanden. Line var stadig utilbøjelig til at have et barn og ønskede endda at suspendere adoptionsprocessen midtvejs. Jeg insisterede på, at vi skulle fortsætte og færdiggøre proceduren.
Endelig kom den dag, hvor Olivia første gang trådte ind i vores hjem. Småting, som vi ikke ville lægge mærke til, fascinerede og glædede hende. Snart fik Olivia synskorrektioner af en øjenlæge. Det tog halvandet år. Jeg var glad for, at min lille pige ikke havde brug for kirurgi.
Min datter lignede sin mor Line på en prik. Jeg var lykkelig. Jeg havde to skønheder i mit liv – min kone og min datter.
Næsten et år efter børnehjemmet kunne Olivia ikke lade være med at spise. Hun gik rundt og sov med en pakke småkager. Det var umuligt at tage pakken fra hende. Frygten for sult var uundgåelig hos barnet. Det irriterede Line, men forbløffede mig.
Jeg forsøgte konstant at samle familien, men forgæves… Min kone kunne ikke elske sin egen datter. Line elskede kun sig selv, sin egen egoisme.
Vores skænderier og bitre stridigheder skyldtes én ting – Olivia.
– Hvorfor har du bragt denne vildbasse ind i vores familie? Hun bliver aldrig en normal person! – Line blev hysterisk.
Jeg elskede Line meget. Kunne ikke forestille mig mit liv uden hende. Selvom min mor en dag sagde:
– Søn, det er selvfølgelig dit liv, men jeg mødte engang Line med en anden mand. Du vil ikke få noget ud af det med hende. Line er ikke oprigtig, listig og dygtig. Hun vil snøre dig uden at du opdager det.
Når man elsker, ser man ingen forhindringer. Din lykke skinner stærkere end stjernerne. Line var mit ideal. Revner i forholdet opstod, da Olivia kom til vores hjem.
Det er måske Olivia, der åbnede mine øjne for den virkelige situation i min familie. Jeg undrede mig over Lines ligegyldighed over for Olivia.
Jeg ønskede næsten at holde op med at elske Line, at blive kold overfor hende, men det var umuligt. En ven foreslog engang:
– Lyt, kammerat, hvis du vil køle ned over for en kvinde, så måle hendes krop med et målebånd.
– Du laver sjov, ikke? – undrede jeg mig.
– Mål bryst, talje og hofter. Så vil du holde op med at elske hende, – jeg troede, at vennen bare gjorde grin med mig.
Alligevel besluttede jeg at prøve det lille eksperiment. Jeg risikerede intet.
– Line, kan jeg tage mål på dig? – jeg kaldte på hende.
Line blev noget overrasket:
– Skal jeg forvente en ny kjole?
– Ja, – jeg målte hendes bryst, talje og hofter omhyggeligt med målebåndet.
Eksperimentet var slut. Jeg elskede stadig Line som før. Min vens drilleri gjorde mig blot mere eftertænksom.
Snart blev Olivia syg. Hun fik en forkølelse og feber. Min datter klynkede, klynkede ynkeligt og snøftede. Hun fulgte efter Line og holdt hårdt i sin dukke Marie. Jeg var glad for, at Olivia nu bar rundt på en dukke i stedet for småkager.
Hun elskede at klæde dukken om igen og igen. Men nu var dukken nøgen, et tegn på, at ejeren var syg, uden kræfter til at klæde den på. Line skældte Olivia ud:
– Hold nu mund. Jeg får ingen ro fra dig! Gå og sov!
Olivia holdt sin dukke tæt til brystet og vedblev med at klynke og græde. Pludselig greb Line dukken fra Olivias hænder, løb hen til vinduet, åbnede det og kastede dukken ud med vrede.
– Mor, det er min yndlingsdukke Marie! Hun vil fryse udenfor! Må jeg løbe efter hende? – Olivia brød ud i tårer og stormede mod døren.
Straks løb jeg efter den kastede dukke. Elevatoren var ude af drift. Jeg løb ned fra ottende etage. Dukken hang i et træ og dinglede med hovedet nedad. Jeg fik fat i den, rystede sneen af den. De smeltende snefnug på dukkens gummiansigt lignede tårer. Mens jeg gik op ad trappen igen, tænkte jeg, at jeg ville få grå hår af det her.
Lines handling var uforklarlig. Jeg gik ind i Olivias værelse. Datteren sad på sine knæ ved siden af sin seng. Hendes hoved hvilede på puden, sov, mens hun snøftede og rykkede. Jeg lagde hende forsigtigt på sengen og placerede dukken ved siden af hende.
Line sad i stuen og læste et glittet magasin, uden bekymringer om Olivia. Der døde min kærlighed. Den tørrede op, smeltede bort, fordampede. Jeg indså, at Line var smuk men indholdsløs.
Min hustru forstod tilsyneladende også dette.
Vi blev skilt. Olivia blev hos mig, Line havde intet imod det.
… Da jeg mødte min ekskone senere, sagde hun med et skævt smil:
– Mikkel, du var bare et springbræt for mig.
– Åh, Line! Du har øjne af blå, men en sjæl af kul, – jeg kunne nu roligt sige det.
Line blev hurtigt gift med en succesrig forretningsmand.
– Jeg føler med hendes mand. En kvinde som hun burde aldrig være mor, – min mor gav sin dom.
Olivia savnede sin mor i starten, ønskede blot at røre hende.
Men min nye hustru, Lise, formåede at vinde Olivias hjerte. Det endte med, at jeg oplevede, at Olivia blev afvist af sin biologiske mor to gange. Dette var utænkeligt for mig.
Lise behandler både Olivia og vores søn, Sejr, med kærlighed og tålmodighed…
