Jeg havde inviteret en mand hjem, men nåede ikke at gøre mig klar. Jeg havde travlt med andre ting. I min hjemmehyggekjole og med en bunke kartofler på bordet, der stadig skulle skrælles.
Og så pludselig – det ringer på døren. Han var kommet. Jeg kunne jo ikke lade ham stå på trappen. Jeg blev nødt til at åbne døren iført det tøj. Og manden, bemærkelsesværdigt nok, var på besøg for første gang. Det var selvfølgelig lidt pinligt.
Jeg begyndte at snakke ivrigt og inviterede ham ind i stuen, mens jeg skyndte mig ud på badeværelset for at skifte tøj. Fem minutter senere kom jeg tilbage – men manden var væk. Det virkede mystisk. Havde han virkelig forladt stedet?
Jeg kiggede ind i køkkenet, og der stod han og skrællede kartofler med hovedet en smule på skrå. Jeg stod og betragtede ham, for det var meget rørende, næsten noget blidt i hjertet. En behagelig person, uden tvivl. Man kunne blot beundre ham. Hans bukser og sweater var perfekt matchet i farve, som supplerede hinanden. Nye sokker, det var tydeligt. En velordnet frisure, og duften af fin, udsøgt herreparfume.
Efter en let middag besluttede vi os for at tage en gåtur. Vi skubbede til hinanden med skulderne i den smalle entré og grinede. Så rakte han mig storslået min jakke, som om jeg var en prinsesse.
Det føltes godt at være i centrum for opmærksomheden. Man følte sig som noget skrøbeligt og værdifuldt, der skulle passes på. Når vi gik ned ad gaden, støttede han mig forsigtigt ved albuen, på de små bakker og skråninger. Han åbnede døren og trådte lidt nærmere kanten – vær så god, kom ind.
På vejen stødte vi ind i en blomsterbod. Han trak mig med indenfor. Til ekspedienten sagde han: “Alt hvad damen ønsker.” Og af beskedenhed ønskede damen blot en stor rød rose. Men han smilede ironisk, rystede på hovedet, og et øjeblik senere gav han mig en buket af, hvad der måtte være et dusin friske, stærke blomster.
Vi skulle købe en flaske tør vin, en lille kage og frugt. I butikken var han ikke påtrængende med sin mening, kom ikke med råd, men stod lidt til side som en ridder for dronningen. Tænk, der findes mænd med manerer i verden. Hvem havde troet det?
Om aftenen følte jeg mig lykkelig. Noget usædvanligt glædeligt faldt pludselig over mig, omfavnede mig blidt, og mit hjerte svarede med en krystalklar banken.
En sjælden bejler, som taget ud af en klassisk roman. Nogle gange kom en ængstelig tanke: Er han virkelig en person? Måske en illusion?
Med en dansetrin vendte han mig rundt, kiggede muntert ind i mine øjne og satte mig i sofaen. Med et stærkt og snildt greb satte han bordet op. Fra køkkenet kom han med vinen.
Fantastisk intuition: uden at spørge fandt han glassene.
Glassene skinnede, frugterne smilede, lysene brændte. En galant mand ved siden af. Hvad mere kan man ønske sig? Ingenting. Det var kernen, triumfen af lykke, som en kvinde bare kan forestille sig.
Hans telefon ringede højlydt. Han rynkede panden let og sagde, det var hans mor, der ringede. Med en utilfreds mine gik han ud i gangen.
Ført af kvindelig intuition – listede jeg efter ham uden at gøre opmærksom på mig selv.
– Ja, mor, selvfølgelig, mor.
Og pludselig med en skarp stemme: “Jeg er så træt af dig! Gå du…” og det blev meget klart, hvorhen.
Åh Gud, hvor blev jeg bange. Måske er han en sadist, måske er der noget galt med ham psykisk? Hvad skulle jeg gøre?
Han vendte tilbage med et charmende smil, som om intet var sket. Jeg lod som om jeg var ked af det. Og sagde, at en venindes mand var i en krise. Hun, den stakkels kvinde, havde ingen steder at gå med barnet. De ville komme om en halv time. Og med et bedende blik: “Lad os fortsætte vores fest i morgen, hva’? Jeg er selv ked af det.”
Han gik. Jeg sov ikke hele natten. Hjertet blev gnavet af en uklar følelse. Om morgenen skrev jeg en SMS: “Undskyld, men du behagede mig ikke. Uden forklaringer.”
