Opkaldet kom klokken halv tolv om natten. Rikke var lige ved at falde hen i søvn til sin mands rolige vejrtrækning, da telefonens skarpe kimen fik hende til at fare sammen. Hjertet satte ud af takt – på dette tidspunkt kan man ikke forvente gode nyheder.
– Jonas, – hviskede hun let og puffede til sin mand. – Jonas, vågn op! Telefonen.
Han satte sig op i sengen med et ryk og greb telefonen. Rikke fulgte intenst med i hans ansigt – det ændrede sig fra sekund til sekund, blev mere og mere blegt.
– Hvordan… hvornår? – spurgte han hæst. – Ja… ja… jeg forstår. Jeg kommer nu.
Jonas lagde langsomt røret på. Hans fingre rystede.
– Hvad skete der? – hviskede Rikke, allerede med en fornemmelse af, at det var en katastrofe.
– Pelle og Maja… – han sank en klump. – Ulykke. Begge to. Døde på stedet.
Stilheden i stuen blev kun brudt af lyden af urets tikken. Rikke kiggede på sin mand og kunne ikke fatte det.
For bare et par dage siden sad de alle sammen i køkkenet, drak te, Maja delte opskriften på en ny kage. Og Pelle, Jonas’ bedste ven fra deres studietid, fortalte fiskehistorier.
– Og Sofia? – huskede Rikke pludselig. – Gud, hvad med Sofia?
– Hun var hjemme, – Jonas trak hurtigt bukserne på. – Jeg skal afsted, Rikke. Skal lave identifikation. Og alt det andet.
– Jeg tager med dig.
– Nej! – sagde han skarpt. – Emma bliver alene. Vi skal ikke skræmme hende midt om natten.
Rikke nikkede. Jonas havde ret – der var ingen grund til at trække deres tolvårige datter ind i denne tragedie. I hvert fald ikke nu.
Hele natten kunne hun ikke lukke et øje. Hun vandrede rundt i lejligheden, kiggede konstant på uret. Listede ind til Emma, der sov med hånden under kinden, de røde lokker spredt ud på puden. Så uskyldig, så sårbar.
Jonas kom tilbage tidligt om morgenen – udmattet, med røde øjne.
– Det blev bekræftet, – sagde han træt og sank ned i lænestolen. – Kollision… med en lastbil. De havde ingen chancer.
– Hvad skal der ske med Sofia nu? – spurgte Rikke stille og satte en kop stærk kaffe foran sin mand.
– Jeg ved det ikke. Hun har kun en bedstemor tilbage på landet. Meget gammel, knap gangbar.
De var stille. Rikke kiggede ud ad vinduet, hvor en grå, fugtig daggry brød frem. Sofia, Jonas’ guddatter, var på alder med deres Emma. En stille, lys pige, der altid holdt sig lidt i baggrunden.
– Ved du hvad, – sagde Jonas langsomt, – måske skulle vi tage hende til os?
Rikke vendte sig hurtigt om:
– Er du seriøs?
– Hvorfor ikke? Vi har plads, et værelse står tomt. Jeg er trods alt hendes gudfar. Vi kan ikke sende et barn på børnehjem!
– Jonas, men det er… det er jo meget alvorligt. Vi skal tænke over det. Tale med Emma om det.
– Hvad er der at tænke over? – han bankede hånden i bordet. – Pigen har mistet sine forældre! Min guddatter! Jeg vil ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg forlader hans datter!
Rikke bed sig i læben. Selvfølgelig havde hendes mand ret. Men det hele skete så pludseligt og uventet.
– Mor, far, hvad er der sket? – Emmas søvnige stemme fik dem begge til at fare sammen. – Hvorfor er I oppe så tidligt?
De så på hinanden. Øjeblikket af sandhed kom tidligere, end de havde forventet.
– Skat, – begyndte Rikke, – sæt dig ned. Vi har… meget dårlige nyheder.
Emma lyttede tavst, mens hendes øjne blev større og større. Og da hendes far nævnte, at Sofia skulle bo hos dem, rejste hun sig pludseligt:
– Nej! – råbte hun. – Jeg vil ikke have det! Hun skal tage til sin bedstemor!
– Emma! – irettesatte Jonas hende. – Hvordan kan du være så hjerteløs! Hun er i stor sorg…
– Hvad rager det mig? – Emmas øjne lynede. – Det er ikke mit problem! Jeg vil ikke dele mit hjem med hende! Jeg vil ikke dele jer med hende!
Hun stormede ud af køkkenet, og Rikke så hjælpeløst på sin mand:
– Måske skal vi ikke skynde os?
– Nej, – svarede han fast. – Beslutningen er taget. Sofia skal bo hos os. Emma vil vænne sig til det.
En uge senere flyttede Sofia ind. En stille, bleg pige med slukkede øjne. Hun talte næsten ikke, nikkede bare til spørgsmål.
Rikke prøvede at hylle hende om med omsorg. Hun lavede hendes yndlingsretter, købte nyt sengelinned med sommerfugle.
Emma ignorerede Sofia demonstrativt. Hun låste sig inde på sit værelse eller vendte ryggen til, hvis de mødtes på gangen.
– Stop med at opføre dig sådan! – sagde hendes far skarpt til hende. – Du skal have lidt skam i livet!
– Hvad gør jeg? – snerrede Emma. – Jeg ignorerer hende bare. Det har jeg lov til! Det er mit hjem!
Spændingen i hjemmet voksede dag for dag. Rikke flakkede mellem pigerne, forsøgte at glatte situationen ud. Men jo mere hun prøvede, desto værre blev det.
Og så forsvandt øreringene. De elskede, guldøreringene med små diamanter – en gave fra Jonas til deres ti års bryllupsdag.
– Det var hende, der tog dem! – udbrød Emma, da Rikke opdagede, at de var væk. – Jeg så hende gå ind i jeres soveværelse, mens I var væk!
– Ikke sandt! – for første gang sagde Sofia noget. – Jeg tog ingenting! Jeg stjæler ikke!
Hun brast i gråd og flygtede til sit værelse. Jonas så strengt på sin datter:
– Gjorde du det med vilje, hva’? Ville du ødelægge hendes liv?
– Jeg siger sandheden! – stampede Emma hårdt i gulvet. – Hun snyder! Hun lader som om, hun er ulykkelig, men i virkeligheden…
– Nok! – afbrød Rikke hende. – Vi skal ikke skændes. Øreringene dukker op igen. Måske har jeg bare lagt dem et sted og glemt det.
Men få dage senere forsvandt en ring. Det eneste minde fra Rikkes mor.
– Nå, og det her forsvandt også ved et uheld? – spurgte Emma spidst. – Eller skal vi lade som om ingenting er sket?
Hun stod midt i stuen og hvilede hænderne på hofterne – som en lille furie. Og i døren stod blege Sofia, bed i læberne og blinkede hurtigt for at holde tårerne tilbage.
Rikke så fra den ene pige til den anden. Og for første gang i de dage følte hun, at hun begyndte at forstå noget.
Rikke sad på kanten af badekarret og drejede flasken med jod i hænderne. En enkel løsning kom til hende ved et tilfælde – hun var netop ved at behandle Sofias papirskårne sår, da ideen slog hende. Jod. Lige så svær at fjerne som løgne, og lige så tydelig som sandheden.
Da alle var gået i seng, tog Rikke smykkeskrinet frem. Hvert lille smykke, hver ørering blev omhyggeligt mærket med en lille prik.
– Hvad laver jeg? – hviskede hun i mørket. – Gud, hvad er det dog, det er kommet til…
Næste morgen var en halskæde væk. Ved morgenbordet var der stille. Sofia skubbede trist rundt i sin havregrød, Emma vendte sig demonstrativt mod vinduet. Jonas drak kaffe med et mut udtryk.
– Piger, – Rikke prøvede at tale roligt. – Vis mig jeres hænder.
De stirrede forundret på hende.
– Hvorfor det? – rynkede Emma brynene.
– Bare vis mig.
Sofia rakte først åbne hænder frem – rene, uden en eneste plet. Men Emma tøvede.
– Jeg vil ikke! – hun forsøgte at rejse sig fra bordet.
– Sæt dig ned! – beordrede Jonas’ stemme. – Vis dine hænder til din mor nu!
Emma bed sig i læben og strakte sine hænder ud. På fingerspidserne var der små grønne prikker.
I køkkenet hang en rungende stilhed. Man kunne høre uret tikke på væggen, vandet bruse i rørene, og Jonas’ tunge åndedræt.
– Du… – stemmen brast af vrede. – Du beskyldte Sofia, men du…
Emma sprang op, væltede stolen. I hendes øjne var der rædsel og noget andet – måske skam?
– Hader jer alle! – råbte hun. – Jeg hader jer allesammen!
Før nogen kunne stoppe hende, løb hun ud i entréen. Yderdøren smækkede.
– Emma! – Rikke ilede efter, men Jonas greb hende om skuldrene.
– Lad hende få noget luft, – sagde han hårdt. – Lad hende tænke over sin opførsel.
Men timerne gik, og Emma kom ikke tilbage. Telefonen gav intet svar. Til aften var Rikke desperat.
– Vi må kontakte politiet, – sagde hun med rystende stemme. – Det bliver snart mørkt…
Og da rørte Sofia, der havde været stille hele dagen, på sig:
– Jeg tror, jeg ved, hvor hun kan være.
– Hvordan? – Rikke var forbløffet.
– Jeg… jeg har set hende nogle gange. Hun kan godt lide at sidde i den gamle pavillon i parken. Der, hvor dammen er.
– Hvorfor sagde du ikke det før? – udbrød Jonas.
– I spurgte ikke, – Sofia trak på skuldrene. – Jeg går efter hende. Alene. Må jeg det?
Rikke så på sin mand og mødte hans blik. Noget i Sofias stemme var nyt – en fremmed tone. Var det selvsikkerhed? Beslutsomhed?
– Gå, – sagde hun.
Der gik en time. En anden. Tusmørket havde lagt sig, da det ringede på døren.
Ved indgangen stod de to piger – forpjuskede og rødmossede. Emmas øjne var hævede af gråd, men vreden var borte. Og Sofia… Sofia smilede for første gang siden ulykken.
– Mor, – sagde Emma stille. – Undskyld mig. Jeg… jeg skal nok give det hele tilbage.
– Det ved jeg, skat, – Rikke trak sin datter ind til sig. – Jeg ved det.
– Jeg troede bare… – Emma snøftede. – Jeg troede, at I ville elske hende mere. Hun er så ulykkelig. Men jeg…
– Dumme, – sagde Sofia pludselig. – Dumme, Emma. Kærlighed kan ikke stjæles. Enten er den der, eller også er den ikke.
Rikke så forbløffet på sin steddatter. Hvor kom denne visdom fra i en tolvårig pige?
– Vi snakkede, – forklarede Sofia, da hun bemærkede Rikkes blik. – Vi snakkede længe. Om alt.
– Og ved I hvad? – Emma smilede pludselig gennem tårene. – Hun er fantastisk. Vor Sofie. Kan I forestille jer, hun elsker også “Harry Potter”! Og spiller skak! Mor, kan hun ikke bo på mit værelse? Vær sød!
Rikke mærkede en klump i halsen. Hun omfavnede de to piger tæt. Et sted i lejlighedens dyb tørrede Jonas højlydt næsen.
Senere, da hun sendte pigerne i seng, hørte hun deres hvisken:
– Hør, må jeg kalde dig søster? – kom Emmas stemme.
– Ja, – Sofias stemme bar et smil. – Men kun på en betingelse.
– Hvilken?
– At du lærer mig at lave venskabsarmbånd? Du laver dem så smukt…
Rikke lukkede forsigtigt døren. I køkkenet ventede Jonas – med to glas.
– Ved du, – sagde han tankefuldt, mens han fyldte de rubinrøde dråber, – Pelle og Maja glæder sig nok nu. Deroppe.
– Tror du? – hun tog imod glasset.
– Helt sikkert. Deres pige er hjemme. I en familie. Og nu har hun en søster.
Udenfor flimrede stjernerne. Længere borte gøede hunde. Og i børneværelset hviskede to piger, der for nylig var fremmede, om deres små hemmeligheder, gradvist blev de til rigtige søstre.
