Det skete for fem år siden. Min nabo, gamle Else, havde begravet sin mand, en veteran fra Anden Verdenskrig, og var nu helt alene. De havde ingen børn. Den gamle kvinde tænkte ofte på sin kære Jens.
De blev gift lige før krigen brød ud. Derefter gik Jens i krig, og trofaste Else ventede på ham. Jens vendte tilbage i live, men uden venstre hånd. Han elskede sin kone og satte stor pris på hende. Han svor altid at beskytte hende mod alverdens ulykker, men han kunne ikke holde sit løfte. Han gik bort og efterlod hende alene!
Præcis på årsdagen for sin mands død, flyttede en stor sort kat ind hos hende. Katten dukkede op om natten, bogstaveligt talt ud af det blå, og miavede klagende under døren. En snestorm rasede, og vinden hylede vanvittigt udenfor, men på en uforklarlig måde hørte gamle Else miaven. Da hun gik ud, så hun en fremmed kat. Medliden med den stakkel, inviterede den gamle dame katten ind i huset og serverede endda en skål mælk for den.
Men, med en stolt og uafhængig mine, nægtede gæsten at spise og gik rundt i rummene. Efter at have studeret huset omhyggeligt, valgte katten en plads på værtindens pude, spandt og faldt straks i søvn.
Af en eller anden grund sendte Else ikke katten væk og lagde sig til rette ved siden af den. Om morgenen kiggede hun nærmere på katten. Velplejet, velnæret og slet ikke lignende en vildkat! Sort som kul, med store grønne øjne og en meget selvsikker opførsel. Og endnu en vigtig detalje: Den havde ingen tæer på sin venstre forpote, som om nogen havde revet dem af. “Præcis som min Jens!” græd den gamle kvinde.
Katten sprang imens blidt op på hendes skød og begyndte at spinde. “Vi skal finde et navn til dig… Måske Vilhelm?” sagde hun blidt, mens hun kælede for dyret. Katten skælvede og kiggede så på gamle Else med sådan et blik, at hun blev forvirret.
DENS ØJNE VAR MENNESKELIGE! IKKE “SOM MENNESKELIGE”, MEN RENT FAKTISK “MENNESKELIGE”!
“Forstår. ‘Vilhelm’ passer dig ikke. Så måske Magnus? Et godt navn!” sagde værtinden pludseligt. Utilfreds miavede katten, sprang ned fra hendes skød, knurrende, og begyndte at rive betrækket af sofaen.
“Okay, okay. Jeg giver dig ikke et navn endnu. Du bliver bare Katten. Bare lad sofaen være,” bad den gamle dame høfligt. Katten mumlede noget uforståeligt tilbage, adlød hendes bøn, og gik tungt ind i stuen.
Sådan levede de sammen: Else og Katten. Jeg besøgte den gamle kvinde ofte, og hun fortalte mig de mest forbløffende ting om sin Kat! For det første, helbredte Katten hende. Efter hendes mands død, havde Else haft et hjerteanfald, som ofte plagedes hende. Men når hun lagde sig ned, var Katten der straks. Med sin bløde og varme krop lagde den sig på hendes bryst, spandt og faldt også i søvn. Smerten forsvandt, som om den aldrig havde været der!
Og en gang skete der en helt utroligt hændelse! Else havde lagt sig. Lige ved siden af hende, sødt spindende, døjede Katten. Der blev banket på døren. Else rejste sig op for at åbne. Katten fulgte efter hende. Det var Anders, en lokal dranker og ballademager. Han havde fod i døren og bandede grimt og krævede penge fra Else til mere alkohol. Den gamle kvinde forsøgte at nægte, men han blev mere insisterende og grovere for hvert øjeblik. Så krænkede han endda den gamle kvinde og besudlede mindet om hendes afdøde mand.
Pludselig knurrede Katten uventet og sprang på angriberen. Anders svingede katten væk, men Katten sprang tilbage og var nær ved at bide ham i halsen. Bandende opgav Anders og gik.
Og Katten kiggede meningsfuldt på sin ejer med sine MENNESKELIGE ØJNE, løftede stolt halen og trak sig tilbage til værelset med en følelse af opfyldt pligt.
En dag planlagde Else at tage til kommunen angående brænde og bad mig om at tage med. Vi tog bussen ind til byen. Jeg sagde ja og tog fri fra arbejdet for at gå med hende tidligt om morgenen.
Den gamle kvinde sad i sin hjemmebeklædning og så forvirret og endda forbløffet ud.
“Else, hvorfor er du ikke klar? Lad os rejse, måske kan vi tage en blaffer,” sagde jeg. “Jeg tager ikke af sted, undskyld,” svarede hun stille.
“Hvorfor?” “Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det… Du må ikke grine… Men katten vil ikke have, at jeg tager af sted.”
“Hvad?! Jeg tog fri fra arbejde, og du kommer her med din kat! Gør dig nu klar!” udbrød jeg vrede.
“Hør her, min kære. Jeg forberedte alt om aftenen, lagde mig til at sove. Jeg så en drøm, hvor min kat talte til mig. Den kiggede på mig og sagde:
“Bliv hjemme, Else. Du må ikke tage af sted i morgen.”
Min tunge blev helt lammet! Det var ikke engang, at Katten talte! Den kaldte mig Else! Else! Forstår du?! Sådan kaldte kun Jens, min afdøde mand, mig! OG KATTEN HAVDE PRÆCIS JENS’ STEMME!
Og Katten begyndte at synge en sang. Den, som Jens elskede:
“Danske drømme, i den vilde natur…
Kan du huske, Else, hvordan jeg sang den, da jeg gik i krig?”
Jeg fik alligevel fundet styrken til at spørge:
“Jens, er det dig?!”
“Hvem ellers?! Jeg ser, hvor svært du har det alene, så jeg vendte tilbage…”
Så slappede jeg bare af og lovede at blive hjemme i morgen. De vil ikke sige noget godt til dig derovre alligevel. Brændet kommer alligevel om en uge. Sig til Anna, at hun skal afvise operationen. Hun overlever det ikke…”
Så vågnede jeg…”
At sige, at jeg var chokeret, er ingenting! Jeg tav længe og hev efter vejret som en fisk.
Så slog det mig:
“Else, har du det godt? Måske skal vi kalde en ambulance? Dit blodtryk er måske steget?”
“Aldrig bedre, min kære! Jeg har lige talt med min elskede Jens!” svarede naboen smilende gennem tårer. Jeg tjekkede hendes blodtryk. Det var utroligt nok normalt!
Fra det øjeblik begyndte den gamle Else at kalde sin kat Jens. Det var mærkeligt, men katten reagerede straks på det navn!
Snart begyndte Else’s forudsigelser (eller kattens?) at gå i opfyldelse. Bussen, vi skulle have taget ind til byen, næsten væltede den dag. Der var isglat, og bussen skred ud, og chaufføren mistede kontrollen. Heldigvis døde ingen, men mange blev såret. Tilfældighed? Måske. Og præcis en uge senere blev brændet leveret til Else…
Den gamle kvinde bad mig om at ringe til Jens’s niece, Anna, for at sige, at hun skulle nøjes med sin planlagte operation. Men hun lyttede ikke, og døde direkte på operationsbordet…
ENDNU EN TILFÆLDIGHED?! Det tror jeg ikke.
Så de fortsatte med at bo sammen: gamle Else og hendes kat Jens. Han helbredte og beskyttede hende stadig. Og var ved hendes side til hendes sidste dag…
Else levede indtil hun blev 94 år. Hun døde sidste år. Indtil sit sidste øjeblik var hun på benene og bekymrede sig for sin Jens. Hun tog et ord fra mig om at passe på ham, hvis der skulle ske hende noget.
Hun gik stille bort, uden lidelse, i søvne…
Jeg husker, hvordan katten sørgede over gamle Else. Han var allerede ældre, og hans engang så sorte pels var blevet grå.
Alle tre dage, hvor kisten med sin ejer stod i huset, gik Jens ikke væk fra den. JEG SÅ SELV TÅRER TRILLEDE NED AF HANS ØJNE!
Katten blev skældt ud, blev smidt ud, blev sparket… Men på en eller anden uforklarlig måde endte han altid ved kisten igen. Sad og græd!
Jens fulgte det afdøde til graven, og da hun blev begravet, blev han der. Jeg prøvede at fange den stakkel for at tage ham med til mig, men han løb væk…
Katten blev på kirkegården, på Elas og hendes mands grav. Han ville ikke med mig, og jeg besøgte ham dagligt og fodrede ham.
Jeg var meget bekymret for, hvordan katten ville overvintre, og forsøgte at tage ham med mig med tvang. En dag lykkedes det mig at tage ham med, men den samme dag løb han væk, og jeg fandt Jens på kirkegården.
Vinteren var streng, men katten overlevede den. Han døde om foråret. Da jeg som sædvanligt kom for at fodre Jens, fandt jeg ham på graven. Krøllet sammen ved korsen til Else, som om han vogtede hendes fred…
Jeg ved ikke, om Jens var en almindelig kat, eller om sjælen af afdøde Jens virkelig beboede ham…
Der tales mange om reinkarnation nu, om hvordan en person i næste liv kan blive til hvad som helst, også en kat.
Jeg ved det ikke, om det er muligt. Men af en eller anden grund vil jeg gerne tro, at Jens’s sjæl boede i Katten. Han vendte tilbage til sin kære Else for at beskytte og redde hende…
Og var med hende til det sidste, som han lovede…
