Jeg har ikke plads til hende i mit liv, og det vil jeg aldrig få.
Jeg har elsket oprigtigt…
I dag har jeg besluttet at dele min historie.
Jeg forventer hverken medfølelse eller forståelse.
Jeg forventer ikke støtte.
Jeg vil bare gerne slippe alt denne smerte, der har hobet sig op i mig alt for længe.
Jeg elskede.
Elskede som jeg nok aldrig vil kunne igen.
Elskede rent, oprigtigt, dybt.
Jeg stolede.
Jeg troede, at ved min side var en person, der aldrig ville svigte.
Men livet skuffede mig igen.
Hun kom ind i mit liv pludseligt, men blev hurtigt dets mening.
For fire år siden mødte jeg Katrine.
Det var en tilfældighed – bare en tilfældighed, bare en dag, bare en samtale.
Men jeg følte, at hun ikke bare var en forbipasserende i min skæbne.
Vi kom hurtigt tættere på hinanden, og efter et par måneder forlod jeg mit vante liv og flyttede til hendes by.
Begge var vi efter skilsmisser.
Begge havde vi oplevet prælleriets smerte.
Begge ønskede vi bare lykke.
Jeg troede, jeg havde fundet det med hende.
Jeg var sikker på, at hun var min anden halvdel.
Men så…
Så skete det, jeg ikke engang kunne forestille mig i mine mareridt.
Når fortiden vender tilbage, falder nutiden fra hinanden.
Vi tog til havet.
For første gang alene sammen.
Jeg var lykkelig.
Men pludselig dukkede de op i hendes liv igen.
Eksmanden.
Datteren.
Og et barnebarn, hvis eksistens jeg ikke engang kendte til.
Hvordan skete det, at de endte i den samme by?
Hvem ringede til hvem først?
Hvem fandt hvem?
Jeg ved det stadig ikke.
Men da jeg så, hvordan hun kiggede på ham, hvordan han smeltede af glæde, forstod jeg, at jeg havde tabt.
Jeg gav dem tid alene.
Gik en tur, brød ikke ind.
Men da jeg kom tilbage, blev alt klart for mig.
Hun kiggede på ham, som om de mange års adskillelse ikke betød noget.
Som om de ikke var blevet skilt, ikke havde såret hinanden.
Som om jeg aldrig havde eksisteret.
Hun gik. Bare gik.
Om aftenen snakkede hun næsten ikke.
Næste morgen pakkede hun sine ting.
– Jeg skal væk i et par dage…
Og kom ikke tilbage.
Jeg ringede.
Hun tog ikke telefonen.
Og når hun gjorde, sagde hun:
– Jeg skal tænke. Pres mig ikke.
Jeg pressede ikke.
Men jeg vidste:
Hun valgte ikke mig.
Hun forsøgte at komme tilbage. Men det var for sent.
Der gik to uger.
Jeg havde næsten vænnet mig til tanken om, at hun ikke længere var min.
Og pludselig ringede hun.
– Jeg tog fejl.
– Jeg troede, at følelserne for ham stadig var der. Men jeg indså, at de ikke var det. Det er bare fortiden.
– Jeg elsker dig.
– Lad os starte forfra.
Jeg tav.
Og lagde derefter bare røret på.
For sådan noget tilgiver man ikke.
Der er ikke plads til hende i mit liv længere.
Hun gik.
Og det beviste, at hun ikke var den, jeg troede, hun var.
Jeg vil ikke gå igennem det igen.
Jeg ønsker ikke at være en reserveplan.
Jeg vil ikke være bange for, at hun flygter igen.
Det gør ondt at være alene.
Men det er uudholdeligt mere smertefuldt at være med en, der allerede har forrådt.
Jeg ved ikke, om jeg vil finde kærlighed igen.
Men én ting ved jeg med sikkerhed:
Der er ikke plads til hende i mit liv længere. Og der vil aldrig blive..
