Vera Pedersen blev ringet op af fabrikken, hvor hun havde arbejdet i 50 år. Administrationen ønskede at lykønske hende og give hende en gave i anledning af hendes 75-års fødselsdag.
Hun blev så glad! Det er ti år siden, hun stoppede, men de huskede hende stadig. Bare det at få et kort ville betyde meget.
Endelig kom dagen. Vera Pedersen tog sit fineste tøj på, kom lidt læbestift på, og gik afsted i god tid. Seks andre, som hun også kendte, var der også for at blive fejret. Vicedirektøren sagde et par ord og overrakte kuverter med tusind kroner i hver. Derefter blev de ledsaget til kantinen til frokost som i de gode gamle dage.
Til sidst fik de en “godtepose”: fem forskellige slags gryn, en pose mel, tre dåser med fisk, og en treliters glasflaske med æblejuice.
Det var en dejlig gave, men hvordan skulle hun få det hele med hjem?
En venlig kvinde fra personalekontoret sagde: “I skal ikke bekymre jer, I kan efterlade noget her og hente det senere.”
Vera Pedersen havde set lidt af hvert i sit liv, og smilede indvendigt ved tanken. Hun besluttede sig for at tage det hele med hjem med det samme. Med en plastikpose fra supermarkedet, der kunne bære 10 kg, stoppede hun varerne i posen og tog flasken under armen. Så gik hun forsigtigt ned ad den isglatte fortov.
Vera Pedersen boede to stoppesteder fra fabrikken og plejede at gå hele vejen. Hun valgte at gå denne gang også, da hænderne var fulde. Det var tungt, men på en eller anden måde føltes det godt.
Hun havde egentlig ikke brug for al den juice; hun havde masser derhjemme i forvejen. Men nu havde hun fået den, så skulle den da bruges! Hun spiste normalt ikke den slags gryn, men man ved aldrig, hvornår de kan komme til nytte! Hun nåede til et hjørne og hvilede sig lidt.
Nu skulle hun bare over vejen, hvor bilerne holdt for rødt. Hun ville krydse diagonalt, det var kortere end at gå hen til fodgængerovergangen. Den glatte is gjorde det besværligt.
En ung fyr med sin kæreste i en flot bil kiggede på, da han trykkede på hornet højt og pludseligt. Vera Pedersen blev forskrækket, gled og faldt. Flasken knustes.
Hun landede på posen, så grynene spredtes ud over vejen, og melposen sprækkede. Hun rejste sig, vendte sig mod bilen og så de unge mennesker le af hende gennem bilvinduet. De vinkede hende væk fra vejen mens de grinede.
Vera Pedersens havde fået nok. Hun huskede sin fars historier fra krigen. Hun greb en pose gryn og slyngede den mod bilens forrude. Så tog hun posen med mel og kastede den på bilens tag, hvor den eksploderede og dækkede bilen med mel.
Hun samlede nogle konservesdåser op, klar til at kaste dem, men stoppede, da hun så frygten i den unge mands øjne. Hun lagde dem tilbage i tasken og gik hjem. Hun følte sig befriet og glad.
Selvom de sjældent spiste de gryn eller drak så meget juice hjemme, havde hun fået sat en opblæst ung mand på plads, og hendes far ville have været stolt.
Senere på aftenen kom hendes barnebarn uventet på besøg med kage og champagne. “Bedste, jeg troede, du kun kunne bage lækre kager, men nu viser det sig, at du også kan kaste med ‘granater’. Jeg så dig på YouTube!”
Nu var Vera Pedersen blevet en lokal heltinde.
Man ved aldrig, hvad “den gamle garde” kan finde på i pressede situationer. Det er nok bedst ikke at vide.
