– Unge dame, hvornår kommer ambulancen? Temperaturen er næsten oppe på fyrre, og den vil ikke falde…
– Alle hold er ude lige nu, – svarede en træt kvindestemme. – Vær venlig at vente.
Med tårer, der truede med at bryde frem, lagde Line røret på og skyndte sig hen til sin datter. Lille Freja lå på sofaen, dækket af et let lagen, og trak vejret tungt. Den fem-årige piges krop strålede af feber: temperaturen nægtede at falde og nærmede sig faretruende fyrre grader.
Det ringede på døren med en høj lyd. Line sprang op, var ved at falde, men løb så hen til døren.
– Temperaturen falder nu, medicinen virker. Den lille har rallelyde fra begge sider. Jeg vil anbefale indlæggelse, – sagde den høje, gråhårede mand, mens han træt gned næseryggen. Den unge sygeplejerske lagde sprøjten i en boks.
– Kan vi ikke klare det herhjemme?
– Det kan I ikke. Vi skal på hospitalet for observation.
Line trådte ud i gangen med et pas og en taske med tøj:
– Jeg vil lige give Freja tøj på, og… Åh, hvem er I?
Ind ad den åbne dør trådte et ambulancehold: en kraftig, skægget læge omkring de fyrre, en tynd, 32-årig paramediciner med briller og en taske, samt en fregnet, rødhåret medicinstuderende.
– Var det jer, der ringede efter ambulancen? – spurgte den skæggede læge.
– Ja, men… Der var en anden læge her før… – sagde Line forvirret.
– Hvilken anden? – blandede den unge medicinstuderende sig.
– Nå… Han var høj og gråhåret. Han fik Frejas temperatur til at falde og sagde, at vi skulle på hospitalet… – sagde den unge kvinde forundret.
Lægen og paramedicineren udvekslede blikke:
– Andersen!
– To hold sendt ud til samme opkald? – undrede medicinstuderende sig.
Den skæggede læge henvendte sig til den unge kvinde:
– Klæd din datter på. Vi tager jer med til hospitalet.
Line gik tilbage til værelset. Den forundrede medicinstuderende spurgte lægen:
– Skal vi ikke engang undersøge hende?
– Andersen tager aldrig fejl!
– Hvem er denne Andersen?
Parmedicinerne grinede:
– Andersen var den mest erfarne specialist i ambulancen… var. Han blev flere gange tilbudt job i København, men afslog altid. Han sagde, at hans job var at redde liv, ikke sidde på et kontor.
For et år siden var Andersen og hans hold på vej til en nødsituation. En eller anden idiot besluttede sig for at køre foran ambulancen.
Paramedicineren blev stille og kiggede ned i gulvet. Den skæggede læge klappede ham på skulderen og fortsatte:
– I dén ulykke var der ingen overlevende. Men inden for 40 dage begyndte mærkelige ting at ske i byen.
På gaden blev en ung fyr stukket ned. Der kom et anonymt opkald til alarmcentralen: et stiksår i området af leveren. Det var vores vagthold den aften. Vi ankom til stedet. Fyren, der var blevet stukket, lå på asfalten med en forbinding, og en mand holdt en IV-drop. Vi spurgte manden, hvem der havde givet førstehjælp? Manden svarede: “Ambulancen var her lige før, en høj, gråhåret læge og en ung sygeplejerske. De gav hjælp og satte drop op. Den gråhårede sagde, jeg skulle holde det sådan her… Jeg vendte kun ryggen et øjeblik, for at tjekke om fyren trak vejret, og så kom I. Men hvor er han nu?”
Vi fik gåsehud. For ud fra beskrivelsen havde Andersen og hans hold givet førstehjælp. Fyren blev kørt til hospitalet, og i journalen noteredes det, at førstehjælpen var givet før vores ankomst. Intet blev nævnt om Andersen. Senere talte de åbent om ham på stationen. Men den dag var vi chokerede.
– Ingen ville tro os! – lo paramedicineren. Den skæggede læge justerede sin stetoskop omkring halsen og fortsatte:
– Et par dage senere faldt en arbejder på et lager: slagtilfælde og kranietraume. Inden byens ambulance nåede frem, havde “en høj, gråhåret læge og en ung sygeplejerske” givet førstehjælp, sat drop op, givet ilt og stillet diagnose. “Og så forsvandt de, som var de sunket i jorden.”
– Og husker du fødslen ved lyskrydset? – smilede paramedicineren og justerede sine briller.
– Hvad sagde du, tog spøgelserne også imod fødsler? – spurgte den rødhårede medicinstuderende overrasket.
– Vær forsigtig med dine ord, – skændte lægen. – Jeg ved ikke, hvad “Andersens hold” er blevet til, men de er ikke spøgelser. Snarere byens skytsengle.
– Undskyld… – medicinstuderende rødmede. Selv ørerne blev røde. – Så, hvad skete der ved fødslen?
– En taxachauffør kørte en kvinde til hospitalet: 34 år, anden gang, 39 uger. Han stoppede ved et lyskryds, og pludselig begyndte fødslen. Taxi chaufføren gik i panik, satte bilen på nødblus, ringede til alarmcentralen, men anede ikke hvad han skulle gøre, løb rundt om bilen og råbte “hjælp”. Det sagde de: “Rolig, sæt telefonen på højttaler, vi hjælper dig.” Men han gik i panik, anede intet.
Det var der Andersen kom til undsætning med sin sygeplejerske. Barnet blev født med numsen først, og navlestrengen var viklet om halsen. Hvis det ikke havde været for dem, havde barnet ikke overlevet.
Og så ankom ambulancen og tog den lykkelige mor og skrigende, raske baby med sig.
Hvor mange sådanne tilfælde der har været i det år kan vi ikke engang huske. “Andersens hold” dukker kun op ved de alvorligste sager. Og hvis det ikke var for Andersen, ville ingen af de patienter have overlevet til byens ambulances ankomst. Sådan er det.
– Vi er klar. – Line og datteren trådte ud i gangen. Den skæggede læge tog kvindens taske med ting og smilede til den lille pige:
– Alt skal nok blive godt nu!
