Kvinden fik tårer i øjnene, steg ud af bilen og takkede med et nik. Jeg er dybt bedrøvet over, at vi i et så udviklet land ikke kan tage ordentligt hånd om de ældre.
For tre uger siden kørte jeg min søn i skole. Vi besluttede os for at holde ind et par minutter ved en busholdeplads for at tjekke, om sportstøjet var i hans rygsæk. Længe inden vi nåede dertil, så jeg en ældre kvinde, der tydeligvis var syg, nærme sig os.
Hun gik hen til vinduet og bankede forsigtigt på. Jeg rullede vinduet ned, og hun spurgte håbefuldt:
– Goddag, er De taxachauffør?
Jeg rystede på hovedet, og hun trak sig lidt skuffet tilbage. Jeg bad min søn om selv at tjekke tasken for tøj og gik hen for at finde ud af mere om kvinden.
– Jeg troede, De var taxachauffør, de stopper nogle gange her. Jeg skal til hospitalet.
– Det er ikke langt for mig, kun tre kilometer, De kan bare stige ind.
Vi kørte afsted. Hun trak vejret meget tungt, og jeg kunne se, hvor svært det var for hende at føre en samtale. Hun fortalte, at hun normalt tog bussen til hospitalet, men den morgen havde det sneet kraftigt, så hun nåede det ikke, og næste bus gik først om en time. Jeg lyttede og følte med hvert ord en stigende følelse af uretfærdighed.
Da vi nåede destinationen, rakte hun efter sin pung…
– Jeg vil absolut ikke tage en krone – protesterede jeg bestemt. – De har gået igennem så meget i livet, De har allerede betalt for det hele.
Kvinden fik tårer i øjnene, steg ud af bilen og takkede med et nik.
Og jeg, en rask mand på 30 år, sad med en klump i halsen og så hende gå. Jeg er dybt bedrøvet over, at vi i et så udviklet land ikke kan tage hånd om de ældre. Jeg skammer mig over, at ældre mennesker skal bekymre sig om noget så simpelt som at komme til lægen.
Kære læsere, hvis I kender nogen, der har brug for hjælp til sådanne små opgaver, så hjælp dem der, hvor I kan. Kør dem til lægen, hjælp dem over vejen, køb ind for dem… Lad os tage os af hinanden!
