Mit livs kærlighed vendte tilbage efter 13 år
Det var tid til min studentereksamen. Jeg så frem til aftenen, selvom jeg ikke havde en kæreste. Men jeg var sikker: skæbnen ville sørge for det rette møde. Når øjeblikket kom, ville jeg vide, med hvem jeg skulle tilbringe natten.
Den dag tog jeg et mørkt jakkesæt på, glattede mit hår, fangede mit spejlbillede og med mine forældres velsignelse begav jeg mig til restauranten, hvor vi skulle fejre.
Blandt de lyse smil og farverige kjoler fangede mit blik en pige, der også virkede alene. Jeg kendte hende – hun hed Mette og gik i en parallelklasse, men vi havde aldrig tidligere talt sammen.
Pludselig så jeg, hvor speciel hun var. Slank, yndefuld, med dybe grå øjne og langt, lyst hår, der faldt ned over hendes spinkle skuldre.
Jeg ved ikke, hvordan jeg fik modet, men jeg gik hen til hende, rakte hånden frem og inviterede hende til en dans. Fra det øjeblik dansede vi alene sammen resten af natten.
Næste dag vidste jeg, at hun var den for mig. Jeg var blevet forelsket.
Men skæbnen besluttede anderledes.
Et knust hjerte
Mette følte ikke det samme for mig. Jeg fandt ud af, at hun længe havde været sammen med en fyr fra en anden by, som skulle vende tilbage efter eksamen. De planlagde at blive gift.
Jeg kunne ikke tro det.
I to år levede jeg med håb. Håbede, at hun ville skifte mening, se mig anderledes. Jeg stod under hendes vinduer, gemte mig i skyggerne, når hun gik udenfor. Ønskede, hun skulle se mig, men frygtede, hun ville opdage min smerte.
Hvert af hendes blikke, hvert ord hun sagde til andre, rev mig i stykker.
Men jeg kunne intet gøre.
Da Mette blev gift, stod jeg langt væk og overværede hendes bryllup.
Jeg lovede mig selv at vente.
Jeg forsøgte at indlede nye forhold, men ingen kunne erstatte hende. Alt føltes tomt og meningsløst.
Sådan gik 13 lange år.
En ny chance fra skæbnen
Men en dag skete der en ulykke.
Mette og hendes mand kom ud for en bilulykke. Han døde på stedet. Hun overlevede mirakuløst, men måtte kæmpe resten af livet med en skade, der tvang hende til at gå med stok.
Skæbnen gav mig en ny chance.
Men jeg vidste, jeg ikke bare kunne storme ind i hendes liv.
Jeg ventede.
Først da vi begge blev 35, tog jeg for første gang hendes hånd.
Hun så på mig med et langt blik fyldt med træthed, smerte og måske endda fortrydelse.
– Hvorfor er du stadig her? – spurgte hun stille.
Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle svare. Fordi jeg elskede hende? Fordi jeg aldrig glemte? Fordi jeg ventede på, at jeg en dag kunne fortælle hende alt?
Jeg trak hende bare ind til mig og krammede hende.
Derefter var vi sammen.
Udfordringerne vi gennemgik
Vi levede 10 år fyldt med lykke. Selvfølgelig havde vi ingen børn, da ulykken havde gjort det umuligt for Mette.
Men det betød intet for mig.
Jeg elskede hende. Elskede den grå tot i hendes hår, som hun lod være naturlig. Elskede hendes trætte smil. Elskede hende, selv når smerterne blegnede hendes ansigt.
Men skæbnen tog hende fra mig igen.
Mette blev syg. Lægerne sagde, der var en chance, men hun nægtede behandling.
– Jeg er ikke bange, – sagde hun en dag.
Hun gjorde kun én ting: hun klippede sit hår af.
– Hvorfor? – spurgte jeg, chokeret.
– Jeg vil give det til dem, der stadig kan kæmpe, – svarede hun.
Hendes smukke blonde hår blev til en paryk for en anden kvinde, der kunne besejre sygdommen.
Mette vidste, hun ikke ville vinde denne kamp.
Jeg holdt hendes hånd til det sidste.
Hvis jeg kunne leve mit liv om igen, ville jeg ikke ændre noget. Jeg ville vente på hende igen. Jeg ville elske hende igen.
For Mette var mit hjerte. Min skæbne. Mit liv.
