– Hvor er I på vej hen? Vi var ellers kommet for at besøge jer, – spurgte svigerinden med armene over kors.
– Jeg kan ikke fordrage din søster! – mumlede Line, mens hun rynkede utilfredst på næsen. – Hun går mig på nerverne!
– Ikke kun dig! – støttede Anton sin kone.
– Hun stikker næsen i alt og tror, hun ved bedst. Du skulle bare se hende, når hun triumferende forsøger at sætte mig på plads, – hvæssede Line gennem tænderne. – Enten er det min uddannelse, der er dårlig, eller også er det min mascara, der er for gammel…
– Hun har altid været sådan, – sagde Anton med et skuldertræk. – Desværre er det min mors skyld, hun altid har forkælet hende.
– Det er godt, vi bor hundrede kilometer fra din familie, – rullede Line med øjnene.
Svigerforældrene Inge og svigerinden Anne boede i København, mens ægteparret boede i en mindre by i nærheden.
Begge kvinder var enker og boede i den samme lejlighed, så når Line og Anton besøgte hans mor, blev de også nødt til at håndtere Anne.
Annes antipati mod Line var gensidig, hvilket gjorde deres sammenkomster til et minefelt.
De første par besøg bed Line tænderne sammen i stilhed, men hun besluttede sig for at tage kampen op med Anne, da Inge begyndte at gøre det samme, når hun fornemmede Lines svaghed.
Dette førte til skænderier ved hvert besøg, og parret besluttede at holde sig væk fra Antons familie.
Inge bemærkede hurtigt dette og begyndte straks at ringe til sin søn for at få en forklaring.
– Hvorfor kommer I ikke på besøg? Det er to uger siden, vi sidst så jer. Har I ikke overvejet, at både jeg og Anne savner jer? – skændte Inge.
– Der er mange ting, vi skal klare, vi har ikke tid, – svarede Anton kort uden at ville gå i detaljer.
– Med hvad, må man spørge? – spurgte Inge skeptisk. – Er det din kone, der forbyder det? Sidste gang forlod hun stedet som om, hun havde slugt en citron.
– Jeg siger jo, vi har travlt, – svarede Anton og afsluttede hurtigt samtalen.
En time senere ringede Inge igen og meddelte, at hun og Anne havde planer om at komme til byen.
– Hvorfor? – spurgte Anton forbavset.
– En barndomsveninde skal besøges, og vi kunne samtidig se jer, nu da I ikke kan komme selv, – forklarede Inge.
Antons ansigtsudtryk forandrede sig straks. Han havde undgået at besøge familien, men nu kom de til dem.
– Vi er nok ikke hjemme, – sagde Anton for at dissuadere sin mor og søster fra at komme uanmeldt på besøg.
– Hvor skal I hen? – spurgte Inge irriteret. – Jeg har på fornemmelsen, at I bare ikke ønsker at se os. Hvis det er tilfældet, så sig det direkte.
– Vi skal til en vens fødselsdag, – fandt Anton hurtigt på.
– Javel, men husk på, at mor og søster ikke kommer forbi hver dag, – sagde Inge fornærmet og lagde røret på.
Anton følte sig en smule skyldig overfor sin mor og søster, men huskede hvordan deres opførsel var overfor Line, og lod det fare.
Da mor og søster havde varslet deres besøg, valgte Anton at vente lidt med at fortælle det til sin kone for ikke at uroe hende unødvendigt.
Tre timer senere, da det ringede på døren, skyndte Line sig hen for at åbne.
Foran hende stod Inge og Anne med smil på læben, men Line blev overrasket. Hun havde ikke set gæsterne komme.
Anton, der først huskede på mor og søster, da Line skyndte sig ud i gangen, dukkede op.
– Er du klar, Line? Er du ikke klædt om endnu? – sagde Anton med en bebrejdende tone og overså bevidst de uanmeldte gæster.
– Klar? – spurgte Line forvirret og så på Anton.
– Til fødselsdagen. Har du glemt det? – smilede Anton spændt. – Åh, mor, Anne, hvad laver I her?
– Vi kom for at besøge, som jeg fortalte dig, – svarede Inge roligt. – Må vi komme indenfor, eller skal vi stå her?
– Nej, vi skal afsted. Line, skynd dig at klæde om, – kommanderede Anton og tog sin kones hånd.
Line kiggede spørgende på sin mand og opdagede på hans blink, at dette blot var en manøvre for at få de uventede gæster hjem igen.
– Hvor skal I hen? Vi er kommet for at besøge jer, – svigerinden lagde armene over kors igen. – Er det ikke lidt sent at tage til fødselsdag?
– Nej, vi skal være der klokken otte, – løj Anton igen. – Vi skal være der om en halv time.
– Vil du køre i de bukser? – spurgte Inge med en bemærkning om sønnens påklædning.
– Åh, det havde jeg glemt, – sagde Anton med en flov rødmen og skyndte sig ind i soveværelset.
Anne og Inge kiggede mistroisk efter parret og udvekslede blikke.
De havde svært ved at tro på, at Anton og Line virkelig skulle nogen steder.
– Kan I ikke aflyse for vores skyld? – spurgte Inge, da Anton kom tilbage, nu iført andet tøj.
– Nej, det kan vi ikke, – svarede Anton og rettede på skjortens krave. – Vi har længe haft den aftale og har allerede betalt for vores pladser. Kom igen næste uge, – sagde han velvidende at hans mor ville blive fornærmet og nægte.
– Må vi så blive i jeres lejlighed, mens I er væk? – foreslog Anne, idet hun kiggede sig omkring. – Vi venter her, så at sige.
– Nej, hvorfor? – afviste Anton bestemt. – I har da et sted at være? Har I ikke?
– Jo, men der er vist bedre her hos sønnen end hos gamle veninder, – lo Inge. – Vi var allerede hos hende, og der var hun heller ikke så glad for at se os.
– Skal jeg køre jer til stationen? – spurgte Anton, mens han tydeligvis ikke ønskede at efterlade dem i hans hjem.
– Men busserne kører ikke længere i dag, og du har vel ikke tid til at køre os, – smilede Anne listigt.
– Vi kan betale en nat på et hotel til jer, – forslog Anton. – Vi kan desværre ikke gøre mere.
Inge rynkede panden og så skuffet på sin søn. Hun havde håbet, han ville lade dem blive.
– Så hotel? – spurgte Anne med mistro. – Tror du vi stjæler?
– Nej, vi vil simpelthen helst ikke have nogen her, når vi ikke er hjemme, – blandede Line sig. – Det er bare sådan.
– Lad mig i det mindste køre jer til hotellet, – foreslog Anton igen i et forsøg på at bløde situationen op.
– Det behøver ikke. – sagde Inge og forlod skuffet lejligheden.
Anne fulgte efter, mens hun mumlede sin utilfredshed over broren og hans kone.
Anton og Line åndede lettet op, da de så dem forsvinde ud af opgangen fra vinduet.
Den opdigtede tur til fødselsdag blev skubbet til side, nu hvor den ikke var nødvendig.
Inge og Anne tog en taxa tilbage til København og besluttede sig for ikke at se de uduelige slægtninge igen.
Anton tænkte først igen på familien, da han skulle til lægen og manglede et sted at spise.
Da døren blev åbnet af Anne, konstaterede hun tørt, at hun netop skulle ud, og at de ikke ønskede at efterlade en fremmed i deres lejlighed.
Anton forstod med modvilje, at hans mor og søster stadig var vrede på ham.
Efter dette var der ikke meget tilbage af relationen mellem Anton og hans familie.
