– Mener du seriøst, at jeg skal lave mad til din mor hver eneste dag? – udbrød konen med vrede.
– Hvor længe skal det fortsætte? – Olga satte panden med et brag på komfuret. – Tror du, jeg har meldt mig som husholderske for din mor? To måneder uden fri! – Hun greb fast om træspatelen, og knoerne blev hvide af anstrengelse. Hendes stemme bar præg af en gammel forurettelse.
Søren stod stivnet i døråbningen til køkkenet og tøvede med at gå ind. Konen stod ved komfuret, hvor frikadellerne sydede – hans mors livret. Duftene af stegt kød og løg kildrede i halsen, eller måske var det tyngden af den forestående samtale.
– Olga, rolig nu, – forsøgte han at sige blødt og beroligende. – Mor er bare vant til hjemmelavet mad. Hun kan ikke tåle færdigretter, det ved du jo…
– Det ved jeg! – Olga smed spatelen på køkkenbordet med et brag. – Jeg ved det hele! Både om hendes blodtryk, diæt og kostregime. Men hvorfor skal jeg være her hver aften som en hamster i et hjul? Jeg har mit eget arbejde!
Udenfor brændte en oktobereftermiddag langsomt ud. Skyggene fra den gamle æbletræ, der voksede under køkkenvinduet, dansede på væggene som tavse vidner til deres skænderi. Søren kastede et blik på uret – snart ville hans mor komme hjem fra sin gåtur.
– Måske skulle vi hyre en hjælp? – foreslog han usikkert, velvidende at konen var imod fremmede i huset.
Olga fnøs bittert: – Selvfølgelig! Og pengene vil falde ned fra himlen? Du ved jo, hvor meget vi betaler for mors medicin.
Hun vendte sig mod komfuret og skjulte sine tårer. For tre måneder siden, da Nina flyttede ind efter en mindre hjerneblødning, havde Olga insisteret på det. Men hun havde ingen idé om, hvor meget deres liv ville ændre sig.
Døren smækkede i gangen. Let skridt – Nina var tilbage fra sin aftengåtur. Olga tørrede hurtigt øjnene med et viskestykke og begyndte at anrette frikadellerne på tallerkener. Søren stod stadig i døren, usikker på hvad han skulle sige eller gøre.
En tung stilhed sænkede sig, kun brudt af klirrende bestik og den kølende pande.
– Hvordan var turen, mor? – Søren skyndte sig hen i entreen, glad for at undgå den svære samtale med sin kone. På det seneste havde han oftere og oftere mærket, hvordan han undgik konflikter, skjulte sig bag arbejde, sene hjemkomster og endeløse “akutte” opgaver.
Nina stod ved spejlet i gangen og løsede langsomt sit uldne tørklæde op – en gave fra hendes afdøde mand. Hendes fingre, der engang var dygtige ved symaskinen, kunne nu knap klare en simpel knude. Denne forræderiske rysten var kommet efter slagtilfældet og blev mere fremtrædende dag for dag.
– Det var godt, Søren, – forsøgte hun at smile, men det blev anstrengt. – De fjernede blade i parken. Kan du huske, hvor meget du som barn elskede at hoppe i dem? Jeg skældte altid: “Stop det, du bliver forkølet!” Og du grinede…
Hun lænede sig mod væggen, lukkede øjnene. Blegheden i hendes ansigt og sveden på panden gik ikke Søren ubemærket hen.
– Mit blodtryk er drilsk i dag, – indrømmede Nina. – Måske har jeg gået for meget.
– Jeg henter lige medicinen til dig, – kom Olgas stemme fra køkkenet. Ligegyldigt hvor vred hun var, tog hun sin svigermors sundhed alvorligt. Måske skyldtes det årene i klinikken, hvor hun dagligt så konsekvenserne af forsømt sygdom.
– Du behøver ikke stresse, Olga, – Nina satte sig tungt på bænken, trak medicinen frem fra trøjens lomme. – Jeg har begyndt at tage det hele med mig, som en spejder. De er mine hjælpere nu…
Hendes blik faldt på et gammelt bryllupsbillede på væggen – hende og hendes mand. Det føltes som en evighed siden. Dengang havde hun aldrig forestillet sig at blive en byrde for sin egen søn på sine ældre dage.
Søren skyndte sig mod køkkenet efter et glas vand og var tæt på at vælte en gulvvase. På vejen forsøgte han at fange konens øjne, men Olga vendte demonstrativt ryggen til komfuret, hvor frikadellerne stegte. Duften af stegt kød gav hende kvalme – hun havde ikke spist hele dagen, splittet mellem arbejde, indkøb og madlavning.
– Hvad står menuen på i dag? – Nina tog en dyb indånding, da hun trådte ind i køkkenet. – Igen frikadeller? Olga, hvorfor gør du så meget ud af det? Jeg kunne godt nøjes med suppe…
– Det går nok, mor – Olga stak en gaffel hårdt i en frikadelle, så den larmede mod bunden af panden. – Du elsker dem jo. Det ved jeg.
I hendes stemme var noget, der fik Nina til at trække sig tilbage og standse i døråbningen til køkkenet. Gennem tyve års ægteskab havde hun lært at opfange spændinger i svigerdatterens stemme. Lige nu strammede de som en hårdt spændt streng.
Nina trådte langsomt over til bordet, støttede sig til sin søns arm. Hun satte sig, bredte en serviet ud på skødet – en vane fra sine år som lærer. Søren skubbede ivrigt en tallerken, et glas vand til hende, sikrede sig, at stolen stod bekvemt.
– Z… – begyndte Olga, men ubrudt snakketråd blev afbrudt, da hun så svigermors blegnede ansigt. Trykket i hendes tindinger voksede med holdte ord. – Skal vi ikke bare spise?
En trykkende stilhed fyldte rummet. Kun lydene af bestik mod tallerkner og det rolige tik fra uret, der stammede fra Sørens bedstemor, brød tavsheden. Mekaniske klik spandt sekunderne ud af det ubærlige stille. Nina rørte knap sin mad, kastede skæve blikke på både sønnen og svigerdatteren.
Den sidste måned havde hun ofte følt sådanne øjekast, opsnappet brudstykker af samtaler, bemærket skift i atmosfæren i hjemmet, når hun trådte ind i et rum.
“Tænkte jeg forkert da jeg flyttede ind?” sneg sig bittert forbi. Hun talte dog kun positivt om frikadellerne for at lette stemningen: – De er virkelig lækre, Olga. Ligesom min mor lavede dem…
– Jeg kan ikke mere, – hviskede Olga pludseligt og lagde sin gaffel. – Jeg orker ikke.
Urets tik blev larmende. Nina stivnede med en skefuld stoppet ved munden, mens Søren blev bleg, frygtende den samtale, der truede de sidste uger.
– Hver eneste dag det samme – Olgas stemme blev stærkere med hvert ord. – Op klokken seks, arbejde klokken otte. Om middagen løber jeg efter medicin, efter arbejde til supermarked, madlavning, rengøring… Hvornår lever jeg? Hvornår slapper jeg af?
– Lille pige… – begyndte Nina blidt.
– Jeg er ikke din datter! – Olga rejste sig brat, så stolen ramte væggen. – Du har en søn, lad ham lave maden. Jeg er udmattet! Forstår du? U-d-m-a-t-t-e-t!
Søren rørte på sig: – Olga, rolig nu…
– Hvad? – hun hævede stemmen til skrig. – Hvad siger jeg da? Sandheden! Du er alt for dybt i arbejde, mens jeg flakker mellem hospital og hjem? Din mor er dit ansvar!
Nina satte skeen ned. Hendes hænder rystede endnu værre end før: – Selvfølgelig er jeg kun en belastning… – Tårer dryppede ned mod servietten. – Vidste hun det alt for godt. Ser du? Jeg ser, hvordan du slides op aften efter aften. Hvordan du reagerer ilde. Og hver eneste aften beder jeg om styrken til at klare den her livsstil…
– Mor stop, – Søren forsøgte at favne hende omkring skuldrene, men hun afviste ham mildt.
– Nej, bliv ved – Nina stod som havde hun undervist trods ulyd overfor klassen. – For år i skolen lærte jeg én ting: Lytte. Det gør jeg! Olga ser du? Hører du hendes tårer fra badeværelset. Ser nu hendes hænder? De ryster af udmattelse…
Olga stivnede ved komfuret, holdte sig til bordet med hvide knoer. Raske tåre gled ned af hendes kinder.
– Jeg var også engang ung – Nina fortsatte. – Drømte også om mit eget liv. Men så kom svigermoderen. Ti års pleje. Hver dag som en tåge: Arbejde, madlavning, sprøjter, behandlinger. Manden hænger på job, barnet lille… Fik tro jeg ville blive blind at desperation.
– Mor, hvorfor? – Søren mumler forvirret fremmede første gang for hele ugen.
– Fordi nemlig at du er helt forkert ud – Nina rejser sig fra stolen. – Det hele kan ikke hvile på Olgas skuldre. Jeg tager omgående hånd om hjemmehjælp i morgen. Klart at tale.
– Hvad det gider koste os? – spurgte Olga sløvt, med ryg mod rummet.
– Fordi pensionsfiguren ordner sig det selv. Og lejlighedens leje kan gå ind – hjælpe budgettet.
Søren betragtede de to important kvinder i hans liv og følte sig pludseligt vendt ud og ind. Mange år har han gjemt sig bag arbejde, for middelstændigheds at ignorerer…
– Nej – han skubber stolen ind forsikret. – Ingen hjemmehjælp. Vi kommer heller ikke til at leje.
