Viktor steg med besvær op til sin etage. Han blev stående lidt. Det ben, han brækkede for fem år siden, var stadig ikke helet ordentligt og gjorde ondt.
Manden åbnede døren, trådte ind i den mørke gang i lejligheden, lukkede døren og stod lidt uden at tænde lyset.
Så længe siden. Så længe siden, det var, – han træder over dørtærsklen, og der er allerede lys i hjemmet! Viktor smilede uvilkårligt. Dengang elskede han at låse døren op med sin nøgle. Han ville gøre det ubemærket, så han kunne liste sig ind på Liselotte og kysse hende, men hans kone mærkede altid hans nærvær, selv når hun var optaget i køkkenet.
“Hvorfor har du ikke ringet igen?” – var altid skrevet i hendes fregnede ansigt.
Viktor slog ud med armene, bøjede sig ned og kyssede Liselotte på næsen, hvor fregnerne myldrede.
“Tag jakken af, vask hænder,” svarede hans kone med en streng tone, men hendes øjne lo.
Viktor stønnede stille, mens han vendte tilbage fra de varme minder til den trælse nutid. Han tog jakken af, smed skoene. Så bøjede han sig og stillede dem pænt.
Han skiftede tøj, vaskede hænder, som han altid havde gjort. Han gik ind i køkkenet og satte sig på en skammel. Det næste var at spise aftensmad, men han havde ikke lyst, og der var heller ikke noget klar.
Tidligere kunne han hurtigt åbne køleskabet og snuppe et stykke ost eller pølse. Eller en tærte. Og undgå konen, der forarget sagde:
“Vikse! Hvad laver du som et lille barn! Vent lidt!”
Og forsøgte at slå ham med et viskestykke. Viktor undveg skælmsk. Begge lo…
Manden lod blikket glide rundt i det mørke køkken. Lyset havde han stadig ikke tændt. Alt, hvad han havde brug for, kunne han se. Han åbnede køleskabet. Et par æg. Brød. I fryseren lå der smør og en frossen kylling.
Viktor kunne lave mad. Det lærte han, før han blev gift, mens han boede på kollegie, men han havde ikke lyst til at tænde lyset og se køkkenet, hvor møblerne, som de omhyggeligt havde valgt sammen, stod.
Viktor smækkede dørkarmen i. Uden at have spist noget gik han ind i stuen og sank tungt ned i sofaen. Sove? – for tidligt. Han kunne godt lægge sig, men vidste, at han ikke ville falde i søvn og ville ligge og dreje sig til midnat.
Se fjernsyn? Ja, hvad skulle han dog se…
Viktor sad på sofaen og faldt igen ufrivilligt i tanker.
Brylluppet. Deres første nytår. Dagen inden bragte Viktor et lille grantræ med hjem.
“Og hvor er jeres julepynt?” spurgte hans kone.
“Julepynt…”
Han havde ingen julepynt. Havde afsluttet sit studie. Begyndt at arbejde og indså, at han ikke kunne købe en lejlighed med en ingeniørløn, så han skiftede. Arbejdede med sit fag. Sparede op, købte og renoverede. Alligevel havde det ikke nået julepynt.
Konen lo muntert.
“Selskabet.”
Fra køkkenet kom der nødder og sølvpapir. Liselotte pakkede omhyggeligt nødderne ind i sølvpapir, hængte en papirklips på, og snart var granen pyntet.
“Min bedstemor gjorde det sådan. På landet,” forklarede hun manden.
Senere købte de julepynt, men nogle få nødder fra det allerførste grantræ lå stadig i skabet.
Viktor kiggede over på en lille vase, hvis konturer anede sig i mørket, og spjættede pludselig ved den skarpe telefonringning.
Han stivnede, tænkte det måtte være indbildning! Men telefonen ringede videre og hoppede endda lidt mod det tykke krystal.
Det kunne ikke være. Ingen telefon kunne holde strøm i fem år! Men ringningen fortsatte.
Viktor rejste sig hurtigt, rynkede på panden af smerten i benet og gik hen til skabet. Tog telefonen op og spurgte hæst:
“Hallo? Hvem er det?”
Ringning stoppede. Han hørte ingen stemme i røret. Men heller ingen stilhed. Der var en lyd af åndedræt.
“Liselotte?” spurgte Viktor vaklende, overbevist om, at han var ved at miste forstanden.
Og pludselig hørte han musik og derefter ordene fra en gammel sang: “…Måske i mit næste liv, når jeg bliver en kat…”.
Viktor fjernede telefonen fra øret. Kiggede på den. Ordene gentog sig, og han kunne ikke få sig selv til at slukke for apparatet, som faktisk ikke burde kunne tænde!
Og pludselig – endnu en overraskelse den aften – hørte han et skrig. Hvis hans fjernsyn havde virket, ville han måske ikke have lagt mærke til mjavet. Skriget var helt reelt, men meget svagt og kom fra opgangen.
En killing jamrede.
Telefonen tav, straks efter blev der bedt om hjælp.
Manden kiggede på det døde apparat, lagde det omhyggeligt tilbage i vasen og gik ud i gangen. Der tændte han endelig lyset og kneb øjnene sammen.
Viktor ventede et øjeblik, indtil hans øjne havde vænnet sig og lyttede. Der var ingen lyde udefra.
Kunne han virkelig have bildt sig alt dette ind? Ringningen. Skriget. Ikke bare et skrig. Et fortvivlet nødråb.
Viktor flåede døren op.
På måtten lå der en lille killing. Rødhåret. Rød som fregnerne i Liselottes ansigt. Som hans kones flammehår, som blev påkørt i fodgængerfeltet for fem år siden.
Viktor bøjede sig ned og løftede den lille. Den åbnede munden og mjavede hæst. Den havde næsten ingen kræfter.
Viktor stod som lammet. Killingen mjavede igen – hjælp mig!
– Åh, hvor dum er jeg! Står bare her!
Viktor smækkede døren i og skyndte sig ud i køkkenet. Tændte lyset og lagde killingen på bordet. Han hev et håndklæde frem og flyttede den lille på det.
Hvad gør man så? Han havde aldrig haft killinger, og slet ikke så svækkede!
Tørstig måtte den være, tænkte manden. Hældte vand i en skål, stillede den ved siden af killingen, men den kunne ikke stå selv. Viktor begyndte forsigtigt at give den lidt at drikke med en teskefuld. Meget blev spildt, men noget kom alligevel ind i dens mund.
Hvad nu? Viktor greb telefonen. Godt, der er internet!
En halv time senere vidste han, hvad han skulle gøre.
“Du bliver her, jeg kommer straks tilbage,” sagde han til killingen, mens han lagde den med håndklædet i en skål, som de tidligere brugte til kød.
Viktor styrtede af sted til den nærmeste butik, der stadig havde åbent, efter mælk og kattemad. Da han var tilbage, tog han igen rådført sig med folk på nettet og begyndte at give den fundne lille mad og drikke. Samtidig fandt han ud af, at det var en lille hunkilling, der var kommet til ham for hjælp.
En hunkat!
“Måske i mit næste liv, når jeg bliver en kat…,” mindede Viktor sig selv om.
Han kiggede på killingen, som efter hans klodsede forsorg så lidt bedre ud, og lagde hende på sofaen.
“I morgen tager vi alt. Vi tager til dyrlægen og gør, hvad de siger, så du bliver frisk. Jeg bader dig. Men nu, sov godt, Liselotte.”
