Klavs Madsen var 57 år gammel og ikke gift. Han havde ingen børn, men ønskede at give et råd til alle forældre: Lad være med at blande jer i jeres børns liv. Pres dem ikke til at leve efter jeres regler, for det, der gør jer glade, gør ikke nødvendigvis dem glade.
Jeg er et levende eksempel på, hvordan mine forældre, i deres bestræbelser på at give mig det bedste, skilte mig fra den kvinde, jeg elskede mere end mig selv.
Amalie kom fra en fattig familie, mens mine forældre ejede flere gårde og ejendomme og følte sig bedre end andre.
Da jeg præsenterede hende for dem, blev hun direkte afvist. De sagde, at de ikke ville se en svigerdatter fra arbejderklassen i vores familie. Hun gik derfra, såret men med oprejst pande.
Hun afslog at rejse væk med mig, bare os to. Hun mente, at mine forældre ville gøre alt for at skille os ad.
Hun giftede sig med en mand fra hendes nabolag – han havde heller ikke mange midler. De arbejdede hårdt og byggede et hus i udkanten af byen. De fik tre børn, og hver gang jeg så hende på gaden, var hun altid glad og så lykkelig ud.
En dag spurgte jeg hende, om hun elskede sin mand.
Hun svarede, at hun havde indset, at i en familie er stabilitet og forståelse mellem ægtefæller vigtigere. Hvis det ikke er der, kan man ikke leve af kærlighed alene.
Jeg var uenig med hende, men kunne ikke modsige hende. Jeg følte mig som en forræder. Jeg kunne ikke glemme Amalie, og i modsætning til hende, blev jeg ikke gift. Jeg kunne ikke forestille mig at leve med en kvinde og få børn uden at elske hende.
Mine forældre forsøgte at få mig til at gifte mig med nogle kvinder, de fandt passende, men jeg nægtede altid.
Til sidst accepterede de det, men bad mig om at finde en kvinde, så vores slægt kunne fortsætte. Jeg ønskede dog ingen anden end Amalie. Men hun havde for længst indrettet sit liv, og der var ingen plads til mig.
Mine forældre blev gamle, syge og gik bort én efter én. Jeg blev alene i vores store treetages hus.
Jeg ser sjældnere mine venner, da de nu har børnebørn at tage sig af. Jeg undgår også selskaber.
Jeg glæder mig over deres lykke, men det gør samtidig ondt.
I weekenderne maler og reparerer jeg legepladser i byen. Nogle gange hjælper jeg også i børnehaverne.
Jeg gør det frivilligt og uden betaling, da jeg ikke har brug for penge. Jeg gør andres børn og børnebørn glade.
Jeg solgte alle gårdene og ejendommene fra mine forældre. Pengene gav jeg som donationer til skoler og børnehjem.
En ven spurgte, hvorfor jeg ikke donerede til et plejehjem. Men det ønsker jeg ikke.
Selvom det lyder hårdt, ser jeg det som en måde at hævne mig på mine forældre, der fik mig til at ende alene.
Fremtiden ligger hos børnene, ikke de ældre, ikke?
De små har brug for mere omsorg og en god start i livet.
Når jeg dør, vil mit hus overgå til den skole, jeg gik på som barn. Hvis de vil bruge det, er det godt. Hvis ikke, kan de sælge det. Det vigtigste er, at det bliver brugt til noget godt.
