Katten reddede mig fra fare
Jeg købte en etværelses lejlighed i en ældre bydel i København. Området var ikke det bedste, men jeg havde ikke mange penge, så jeg valgte ud fra det, der var tilgængeligt. Lejligheden var stor og lys med højt til loftet. Opgangen var dog beskidt og gammel, og der var næsten ingen unge mennesker på gaden. Men jeg var alligevel glad, for det var mit første store køb.
Efter flere år på kollegium havde jeg glemt, hvordan det var at have sit eget hjem. Med tiden begyndte lejligheden at føles kold og meget tom. Der var ikke meget møbler, og jeg havde endnu ikke købt gardiner. Planen var at anskaffe mig det hele lidt efter lidt.
Om aftenen kunne jeg høre min egen stemmes ekko og fodtrin i lejligheden. Det gjorde mig lidt nervøs og endda bange, men jeg havde ikke noget valg. At købe alle møbler og lave renovering på én gang var økonomisk umuligt for mig.
En nat vågnede jeg ved, at jeg havde svært ved at trække vejret. Noget tungt syntes at presse mod mit bryst. Hvert åndedrag var en kamp. Jeg forsøgte at rejse mig, men kunne ikke. Det føltes, som om jeg var naglet til sengen. I frygt drejede jeg mit hoved, og efter noget tid lettede trykket, og jeg kunne trække vejret frit. Mens jeg sultede efter luft, hørte jeg trægulvet knirke, som om nogen forlod rummet. Gulvet i lejligheden var gammelt, og brædderne bevægede sig, når man gik.
Jeg kiggede forskrækket rundt, men så ingenting. Mine kolleger på arbejdet sagde, at det kunne være søvnparalyse og at jeg måske skulle se en læge, men jeg besluttede at vente lidt. Måske var det blot en tilfældighed.
Imidlertid skete det igen et par nætter senere. Jeg kunne igen få svært ved at trække vejret, og nogen løb væk fra rummet. Denne gang hørte jeg også en let trommen, som om vedkommende havde meget lange negle. Men selv det fik mig ikke til at besøge lægen. To uger gik, før det skete igen. Denne gang føltes mit hals snæret til. Jeg var ved at besvime, indtil det slap og skridt igen kunne høres.
Om morgenen opdagede jeg mærkelige mærker på min hals. De så ud som blå mærker. Nogen havde virkelig kvalt mig om natten. Skræmt fra vid og sans undlod jeg at vende tilbage til lejligheden.
Jeg tilbragte to nætter hos min veninde. Hun tog mig til en clairvoyant, der forsikrede mig om, at nogen havde lagt en forbandelse over mig og lovede at fjerne den. Sammen tog vi tilbage til min lejlighed. Clairvoyanten udførte en lang ceremoni og forsikrede, at forbandelsen nu var fjernet, så jeg kunne sove trygt. Jeg betalte kvinden, og hun gik.
Jeg gik i seng med ro i sindet, men om natten blev jeg kværket igen. Jeg vågnede med en følelse af tryk, og det var svært at få vejret. Jeg greb om halsen og mærkede nogle ru og meget kolde hænder. Jeg forsøgte at skrige, men det var nytteløst. Jeg forsøgte at løsne grebet, og der lød en hvæsende lyd. Jeg indså, at nogen kværkede mig, siddende på mit bryst. Vores kamp varede et stykke tid, så forsvandt skabningen og løb hen over gulvet med en trommen af negle.
Rystet løb jeg ud af lejligheden. Efter nogle minutter på trappeafsatsen besluttede jeg at gå tilbage. Jeg kunne ikke falde i søvn igen. Jeg tændte lysene og sad i køkkenet, indtil morgenen kom.
På arbejdet bemærkede alle mit grå, trætte ansigt. Jeg nævnte ikke noget for kollegerne om, hvad der var sket og undskyldte blot med træthed. Jeg var bange for at tage tilbage til lejligheden, så jeg bad om at overnatte hos min veninde. Men jeg skulle hente nogle ting, så efter arbejde tog jeg hjem først.
På trappen mødte jeg min nabo, Fru Nielsen, som bar en papkasse. Den ældre dame spurgte, om jeg kunne tage en killing.
Jeg kiggede ned i kassen. Indeni sad en lille hvid killing med venlige øjne. Fru Nielsen fortalte mig, at hun havde fundet den ved en butik og nu søgte et hjem til den. Jeg vidste ikke, hvad der fik mig til at sige ja, men jeg gik med til at tage katten. Måske var jeg bange for at vende tilbage til lejligheden alene, selv i få minutter.
Med katten i armen låste jeg mig ind i min lejlighed. Det var stille i værelserne. Jeg slap katten løs og begyndte at pakke sammen i soveværelset. Et par minutter senere hørte jeg min lille ven hvæse højt.
Jeg styrtede ind i køkkenet. Katten stod midt på gulvet og stirrede ind i hjørnet, mens den hvæsede højt. Pelsen stod på ende. Jeg forstod ikke, hvad der skete.
Katten gik med beslutsomme skridt til væggen og begyndte at rive tapetet ned. Tapetet var fra de tidligere ejere. Jeg ville stoppe ham, men så huskede jeg de mange fortællinger om, at katte kunne fornemme overnaturlige kræfter. Sammen med min pelsede ledsager begyndte jeg at fjerne tapetet. I hjørnet fandt jeg en fordybning dækket med aviser. Jeg fjernede dem og opdagede en mærkelig pakke. Da jeg åbnede den, var jeg ved at besvime. Der lå knogler, fjer, salt og et lille fotografi indeni.
Den gamle skikkelse på det sort-hvide billede stirrede med livløse øjne. Det så ud til, at hun var blevet fotograferet efter døden.
Jeg havde hørt om denne tradition. At fotografere afdøde slægtninge til minde, da der ofte var få billeder af dem, mens de levede. Jeg fandt en tallerken, hældte indholdet fra pakken ud, satte ild til det sammen med fotografiet. Køkkenet fyldtes med en forfærdelig lugt, og jeg måtte holde mig for næsen. Min kat betragtede stille brændingen. Bag mig hørte jeg skridt fra gamle, knogletørre ben. Skabningen vred sig i smerte og løb gennem hele lejligheden.
Snart var der stille igen. Jeg havde brændt indholdet fuldstændigt. Åbnede vinduerne for at lufte ud, tog katten, mine ting, og tog afsted til min veninde. Efter en nat hos hende, vendte jeg tilbage til min lejlighed. Jeg bemærkede, at rummene føltes varmere, og ekkoet næsten forsvandt. Måske var det ikke tomheden, men nogen der konstant fulgte efter mig.
En måned senere, da jeg igen mødte Fru Nielsen, takkede jeg hende for gaven. Hun sagde noget mærkeligt:
“Jeg lagde altid mærke til, at beboerne i den lejlighed sov dårligt,” sukkede den ældre dame. “Måske var det manglen på en kat. Dyr er vores bedste helbredere.”
Jeg tænkte over hendes ord. Ville spørge, hvad hun vidste om den mystiske lejlighed, men da jeg åbnede munden, var Fru Nielsen allerede gået. Ingen forstyrrede min søvn længere, og min pelsede beskytter sov altid ved min side.
