Line lagde børnene i seng og gik ud i køkkenet for at drikke en kop te. Anders var stadig ikke hjemme. På det seneste havde han haft meget arbejde og blev ofte længere på kontoret. Line havde medlidenhed med sin mand og prøvede at skåne ham for huslige pligter. Han var trods alt den eneste forsørger i familien. Lige efter brylluppet besluttede de, at Line skulle tage sig af hjemmet og de fremtidige børn, mens Anders skulle sikre familiens økonomiske stabilitet. Tre børn blev født i træk. Anders var enormt glad for hver enkelts ankomst og sagde, at de ikke skulle stoppe der. Line derimod var træt af de endeløse bleer, modermælkserstatninger og søvnløse nætter. Hun besluttede, at de skulle sætte en midlertidig stopper for flere børn.
Anders kom hjem efter midnat. Han var en smule beruset. På hendes spørgsmål om anledningen svarede han: “Line, vi var så udmattede med fyrene, og vi besluttede at finde et sted, hvor vi kunne slappe af og slippe lidt af stressen.”
“Åh, min stakkels skat!” smilede Line. “Kom, lad mig give dig noget at spise!” “Nej tak, vi snuppede nogle kyllingevinger – så jeg har mistet appetitten. Jeg går hellere direkte i seng.”
Den nært forestående begivenhed, den 8. marts, nærmede sig. Line bad sin mor om at se efter børnene og tog til centeret. Hun ønskede at fejre dagen på en særlig måde: en romantisk middag, bare de to. Moren indvilligede i at tage børnene med hjem til sig.
Udover mad og gaver besluttede Line at købe noget til sig selv. Hun havde ikke købt sig noget i lang tid – det føltes forkert at bruge penge fra manden på tøj, når der aldrig var anledning til at bruge det. Det sidste, hun havde købt, var et sæt hjemmetøj, men det passede ikke til den planlagte aften. Line gik ind i en tøjbutik og valgte flere kjoler for at prøve dem.
Da hun begyndte at prøve den anden kjole, hørte hun en velkendt stemme fra naboprøverummet – hendes mands stemme: “Mmm, jeg vil helst tage det af dig nu!” Svaret var en klukkende latter. “Hav lidt tålmodighed, frækkert! Gå hellere ud og vælge noget til din kone!” “Hvorfor det? Hun er jo helt opslugt af børnene. For dem betyder det ikke noget, hvad hun går i – så længe de får mad, får skiftet ble og får samlet legetøjet op! Jeg køber hende en slow cooker eller en brødmaskine – det vil nok gøre hende glad!”
Det føltes som at blive oversvømmet med koldt vand. Line prøvede tøjet lydløst og lyttede til stemmerne. “Hvad hvis hun spørger, hvad du har brugt alle de penge på? En slow cooker og en brødmaskine kan da ikke koste så meget,” grinede kvinden. “Hvorfor skal jeg redegøre for, hvad jeg bruger mine penge på? Det er mig, der arbejder, mens hun sidder hjemme med alle bekvemmeligheder. Jeg giver hende lidt til husstanden, og det må være nok! Hun burde takke mig for det.”
Da prøvningen var ovre, og stemmerne forsvandt, kiggede Line forsigtigt ud fra sit prøverum. Jo, rigtigt nok: hendes mand stod ved kassen sammen med en blondine og betalte for sine indkøb. Da de var færdige, vendte han sig mod kvinden og kyssede hende direkte på munden foran ekspedienten.
“Er du okay?” spurgte ekspedienten. Line indså, at hun havde siddet længe på en skammel. “Ja, jeg er okay!” svarede hun og afleverede tøjet til ekspedienten: “Jeg tager det hele.”
Hjemme igen, efter at have sagt farvel til sin mor og lagt børnene til middag, overvejede Line, hvad hun skulle gøre. Hun havde aldrig forventet en sådan forræderi fra sin mand. Ikke bare det, at han var hende utro, men også hans attitude til hende og hendes arbejde. I et øjeblik havde han annulleret alt, hun havde gjort for familien. Hun ville straks løbe ud og søge om skilsmisse, men hun tvang sig selv til at tænke det igennem. “Hvis jeg søger om skilsmisse, vil han tage til sin blondine, og jeg bliver efterladt med børnene uden en indkomst. Underholdsbidrag? Det ville blot være småpenge… Hvordan skal vi leve?”
Da aftenen kom, havde hun taget sin beslutning. Den aften kom han ikke sent hjem “fra arbejdet”. “Han har fået sit i dag,” tænkte Line uberørt. Alle følelser, hun havde for sin mand, var væk. Han var nu en fremmed for hende. Det eneste, hun bekymrede sig om, var, om han ville ønske nærhed. Det kunne hun ikke give ham, det virkede kvalmende. Men han rykkede ikke på hende, uddækket mæt af sin elskerinde.
Den næste dag lavede Line et CV og sendte det ud til forskellige firmaer og agenturer. Hun kunne blot vente nu. Ventetiden blev lang. Hver dag startede Line med at tjekke sin indbakke. Endelig kom et svar. Hun blev inviteret til en jobsamtale i en virksomhed i byen. Der, hvor hendes mand arbejdede. Line overvejede omhyggeligt, om hun skulle tage af sted, men besluttede sig for, at det skulle hun!
Line bad sin mor om at passe børnene og tog til samtalen. Efter næsten to timers møde med firmaets ledelse fik hun tilbudt en rimelig stilling med fleksible arbejdstider. Lønnen ville ikke være stor i starten, men nok til hende og børnene. Hun fløj hjem som på vinger. Hendes mor, der så hendes lykke, spurgte ivrigt.
“Mor, Anders er mig utro!” erklærede hun glad. Moderen, der troede, det var midlertidigt vanvid på grund af situationen, satte hende ved siden af sig. “Line, hvad er det, du siger? Hvordan kan Anders være dig utro? Han arbejder dagen lang!” “Nej, det gør han ikke. Han besøger en anden kvinde!” Og Line fortalte, hvad hun havde hørt i prøverummet. Efter at have lyttet til fortællingen spurgte moderen: “Hvad vil du nu gøre?”
“Jeg søger om skilsmisse! Og jeg har fået et job med fleksible timer. Jeg vil ansøge om børnehavepladser, og så snart børnene er af sted, starter jeg fuldtidsarbejde!” “Det vil jeg ikke afholde dig fra! Forræderi bør ikke tilgives. Og han anser dig alligevel ikke som en person længere. Jeg vil hjælpe dig med børnene!” “Tak mor!” sagde Line og krammede hende rørt.
Den syvende marts kom Anders igen sent hjem. Line spurgte ikke om noget. Anders, forundret over hendes ligegyldighed, begyndte selv at forklare: “Line, jeg var igen optaget med drengene…” Men Line lod ham ikke fuldføre og sendte ham i seng.
Næste dag, mens Line sad i køkkenet og gav børnene morgenmad, overrakte Anders hende en gave – en brødmaskine. “Her, min kære, noget der kan lette dit husarbejde!” Han forsøgte at kysse hende, men Line trak sig væk og, uden at skænke gaven et blik, rejste sig op fra stolen. “Jeg har også en gave til dig!” sagde hun. Manden, stadig med gavepakken i hænderne, fulgte efter hende. Hun gik til entreen og pegede på to store kufferter. “Jeg forlader dig! Du behøver ikke opdigte undskyldninger for dine sidespring længere!”
“Hvordan fandt du ud af det?” stammede den overraskede Anders. “I prøverummet, da du valgte en gave til din lille blondine. Og brødmaskinen kan du også give til hende – jeg har ikke brug for den!” Fanget i sin troløshed og ved at miste sin familie blev Anders vred. “Og hvad, er du misundelig på, at jeg har en anden kvinde? Smuk, passioneret og velplejet, i modsætning til dig! Du har endda opgivet at gøre dig i stand! Sidder som en skrubtudse med børnene og lever på min regning! Jeg kan købe, hvad jeg vil, til hvem jeg vil. Det har du ikke noget at sige til! Du er bare en smålig egoist!” “Det er jeg lige glad med,” svarede Line roligt. “Forlad mit liv.”
Dagen efter søgte Line om skilsmisse og underholdsbidrag. En uge senere ringede det på døren. Svigermoren stod der. Uden at hilse råbte hun: “Din grådige skrubbe! Du smed min søn ud, og nu skal du have hans penge! Du skal straks sige nej til underholdsbidraget! Han skal ikke betale!” “Han betaler ikke til mig men til sine børn, som han selv ønskede!” svarede Line. “Hvis det ikke rækker til hans elskerinde, er det ikke mit problem! Han er en forælder som jeg!” “Hvad vil du gøre uden hans penge? Du fødte børn i håb om at udnytte ham hele livet! Det vil ikke lykkes! Han får sin løn sat ned, så du kun vil få småpenge! Du vil hurtigt indse dit behov!” “Ikke noget oplagt,” sagde Line roligt og pegede på døren: “Gå ud af mit hjem, før jeg ringer efter politiet!” Med forbandelser gik svigermoderen.
Månederne gik, og børnehavepladserne blev sikret for børnene. En måned efter det yngste barn begyndte i børnehaven, gik Line på fuldtidsarbejde. “Hej,” lød en bekendt stemme ved hendes bord. “Kan vi tale sammen?” “Undskyld, Anders, jeg har alt for travlt,” svarede Line uden at løfte blikket. “Måske kan vi spise frokost sammen?” gav Anders ikke op. Line kiggede op på den trætte og slidte mand. Hun vidste, hans forhold til blondinen, som han var taget til, havde sluttet, da hun fandt ud af, at halvdelen af hans løn gik til underholdsbidrag. Men det rørte hende ikke mere. “Nej, Anders. Vi skal hverken tale eller spise sammen.”
