Svigerdatteren min tog jeg ind i familien som min egen datter. Jeg havde ondt af hende, da hendes far forlod hende, da hun var lille, og hendes mor måtte alene opdrage hende. En dag inviterede jeg børnene til juleaften. Tilfældigt opdagede jeg en ring på Lises finger, som jeg ikke havde kunnet finde i flere år…
Jeg har aldrig forstået kvinder, der senere bliver dårlige svigermødre for deres sønners koner. Svigerdatteren bliver en del af familien ved brylluppet, så en svigermor bør tage hende ind som sin egen datter. Da min søn var lille, besluttede jeg, at jeg i fremtiden ville blive den bedste svigermor i verden. Sådan blev det også. Jeg elsker min svigerdatter – Lise. Vi skændes næsten aldrig, og når det sker, er det venskabelige diskussioner.
Det er vigtigt at forstå og, vigtigst, acceptere, at det nu ikke længere kun er din familie, men også din søns familie. Det er hans valg, og det bør man acceptere oprigtigt, så går alt godt. Jeg må dog indrømme, at Lise er en lidt kompliceret person. Måske har hendes fortid formet hendes karakter, men på trods af livets udfordringer er hun blevet en god kvinde.
I skolen var hun den bedste elev, arbejdede efter skoletid, bestod alle eksamener og begyndte på universitetet. Man bør tage ved lære af hende. Det er ikke mærkeligt, at min søn forelskede sig i en så smuk og klog pige. Jeg har også et godt forhold til Lises mor. Jeg har altid haft medfølelse med min svigerdatter, fordi hun ikke havde lykken med i sit ægteskab, næsten aldrig levede sammen med sin mand og alene opfostrede datteren.
Den eneste ting, jeg ikke forstår, er Lises forhold til sin far. Hun besøger ham regelmæssigt og hjælper, når det er nødvendigt. Jeg forstår, at hun gerne vil have ham i sit liv, men han har aldrig ønsket at have et forhold til datteren. Han har aldrig bidraget positivt til hendes liv og gør det nok stadig ikke, for Lise virker altid trist og nedtrykt efter deres møder. Jeg har selv rådgjort hende til at få børn – det ville give hende glæde og noget at fokusere på, i stedet for at bekymre sig om faderen. Men det er deres beslutning.
Jeg har mine egne problemer, men på det seneste er jeg blevet usikker på Lise. Noget generede mig, da jeg inviterede børnene til juleaften. Der opdagede jeg nemlig en ring på min svigerdatter, som forsvandt for flere år siden. Først tænkte jeg, at hun måtte have en, der lignede, men det kunne ikke være tilfældet. Det var min ring. Jeg spurgte hende ikke, hvor hun havde fået den fra, da jeg ikke ønskede at skabe uro ved bordet. Jeg håber, ikke hun har arvet dårlige vaner fra sin far. Jeg ville uden tvivl have givet hende ringen, hvis hun havde spurgt. Jeg synes, hun er som en datter for mig, men jeg føler mig ubehageligt til mode.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op i den situation. Jeg vil ikke spørge hende om ringen eller anklage hende for at have taget den. Måske er der tale om et tilfælde. Måske fandt hun den et sted og ved ikke, at den tilhører mig…
