Da hun ikke nåede toget, besluttede Astrid sig for at tage hjem uden at ringe først. Så snart hun trådte ind i huset, kunne hun ikke holde tårerne tilbage. Den kolde oktoberblæst kylede nådesløse regndråber i ansigtet. Astrid fulgte toget med øjnene, mens det kørte væk, og indeni hende knugede skuffelsen sammen. Hun var kommet for sent. For første gang i femten år med regelmæssige rejser hjem, var hun kommet for sent. “Som en ond drøm,” tænkte hun, mens hun mekanisk rettede en lok af sit hår. Perronen var øde og ubehagelig, kun de gule gadelygter spejlede sig i vandpytterne og skabte mærkelige lysbaner. – Næste tog går først i morgen tidlig, meddelte billetdamen koldt, uden at løfte blikket fra sin krydsogtværs. – Måske bussen? “Bussen…,” mumlede Astrid. “Tre timers bumpen på en ujævn vej? Nej tak.” Telefonen i hendes taske vibrerede – det var hendes mor. Astrid tøvede et øjeblik, mens hun kiggede på skærmen, men hun svarede ikke. Hvorfor ulejlige? Det var bedre bare at tage hjem, heldigvis havde hun altid nøglerne med sig. Taxaen suserede gennem de tomme gader, og byen udenfor vinduet lignede en kulisse – uvirkelig og flad. Chaufføren mumlede noget om vejret og trafikken, men Astrid lyttede ikke. Der voksede en mærkelig fornemmelse indeni hende – en blanding af bekymring og ophidselse. Det gamle hus mødte hende med mørke vinduer. På vej op ad trappen inhalerede hun de velkendte barndomsdufte: steg kartofler fra tredje sal, vaskemiddel, gammelt træ. Men i dag var der noget forkert ved denne symfoni af dufte. Nøglen drejede tungt i låsen, som om døren modarbejdede hende. I entréen var der mørkt og stille – hendes forældre sov tydeligvis allerede. Astrid listede på tæerne ind i sit værelse for ikke at larme. Hun tændte bordlampen og kiggede sig omkring. Alt var som altid: boghylder, det gamle skrivebord, plysbjørnen på sengen – en barndomsrelikvie, som hendes mor ikke kunne skille sig af med. Men noget var anderledes. Noget ubegribeligt havde ændret sig. Måske var det stilheden? Ikke den almindelige natlige stilhed, men en anden slags – tung, klistret, som et tågeslør før et stormvejr. Som om huset holdt vejret og ventede på noget. Astrid tog sin bærbare computer frem fra tasken – arbejdet kunne ikke udsættes. Men da hun rakte ud efter stikkontakten bag skrivebordet, ramte hun en kasse ved et uheld. Den faldt ned fra hylden, og indholdet spredte sig ud over gulvet. Breve. Dusinvis af gulnede kuverter med falmede frimærker. Og en gammel, hullet fotografi. En ung mor – nærmest en pige! – griner mens hun læner sig op ad skulderen af en ukendt mand. Den første tåre faldt på billedet, før Astrid forstod, at hun græd. Med rystende hænder åbnede Astrid det første brev. Skriften – bred, selvsikker, helt ukendt. “Kære Vera! Jeg ved, at jeg ikke burde skrive, men jeg kan ikke holde tavsheden ud mere. Jeg tænker på dig og… På vores datter hver dag. Hvordan har hun det? Ligner hun dig? Vil du nogensinde kunne tilgive mig for at have forladt jer?” Hjertet bankede vildt. Astrid greb det næste brev, så endnu et. Datoerne – 1988, 1990, 1993… Hele hendes barndom, hele hendes liv var nedskrevet i disse breve med en fremmed skrift. “…så hende på afstand ved skolen. Så alvorlig, med en taske større end hende selv. Jeg turde ikke gå hen til hende…” “…femten år. Jeg forestiller mig hvilken skønhed hun er blevet. Vera, måske er tiden kommet til at…” Der sad en klump i hendes hals. Astrid tændte bordlampen, og det gule lys fremhævede det gamle foto fra mørket. Nu betragtede hun indgående den fremmede mands ansigt. Høj pande, intelligente øjne, en lidt skævt smil… Gud, hun havde hans næse! Og den karakteristiske måde hans hoved vippede på… – Astrid? – hendes mors stille stemme fik hende til at spjætte. – Hvorfor sagde du ikke noget om at… Vera stod i døråbningen og så på de spredte breve. Hendes ansigt var blegt. – Mor, hvem er det her? – spurgte Astrid med billedet i hånden. – Sig ikke, at han bare er en gammel ven. Jeg kan se… Jeg føler… Hendes mor satte sig langsomt på kanten af sengen. I skæret fra lampen kunne Astrid se, hvordan hendes mors hænder rystede. – Nikolaj… Nikolaj Sørensen, – stemmen lød hult, som om den kom fra et andet rum. – Jeg troede aldrig… at denne historie skulle blive fortalt… – Historie? – Astrid næsten hviskede. – Mor, det er jo hele mit liv! Hvorfor sagde du aldrig noget? Hvorfor han… hvorfor sagde ingen noget?! – Fordi det var nødvendigt! – der var en kval i moderens stemme. – Du forstår det ikke, det var anderledes dengang. Hans forældre, mine forældre… Vi fik ikke lov til at være sammen. Stilheden draperede sig som et tungt tæppe over rummet. Langt borte kunne et tog høres rumle – det samme hun ikke nåede i dag. Tilfældighed? Eller havde skæbnen besluttet, at sandheden skulle frem? De blev siddende til morgen. Udenfor lysnede himlen langsomt, og rummet var fyldt med den bitre duft af afkølet te og usagte ord. – Han var litteraturlærer, – sagde Vera stille, som om hun var bange for at skræmme minderne væk. – Han kom til vores skole ved udnævnelsen. Ung, smuk, reciterede Blok fra hukommelsen… Alle pigerne var forelskede i ham. Astrid så på sin mor og kunne ikke genkende hende. Hvor var den altid beherskede kvinde? Foran hende sad en anden kvinde – ung, forelsket, med glødende øjne. – Og så… – moren tøvede. – Så opdagede jeg, at jeg var gravid. Du har ingen ide om, hvad der begyndte da! Hans forældre var imod “provinseluksusen”, mine talte om skam… – Og I gav bare op? – Astrid kunne ikke skjule sin bitterhed. – De sendte ham til en anden by. Hastigt, uden diskussion. Og efter en måned mødte mine forældre din… – hun tav, – din far, Peter. En god mand, pålidelig… “Pålidelig,” gentog Astrid i sit hoved. “Som en gammel sofa. Som et skab. Som alt i denne lejlighed.” – Men brevene… Hvorfor beholdt du dem? – Fordi jeg ikke kunne smide dem ud! – for første gang den nat trængte ægte smerte igennem moderenens stemme. – Det var alt, der var tilbage. Han skrev hver måned, så sjældnere… Men han skrev. Astrid tog det sidste brev. Datoen – for tre år siden. “Kære Vera! Jeg er flyttet til en lille by, købt et hus på Lindevænget. Måske en dag… Altid din, N.” – Det er da tre timers kørsel herfra? Moderens øjne blev store: – Tænk ikke på det! Astrid, lad fortiden ligge… – Fortid? – Astrid rejste sig. – Mor, det er ikke fortid. Det er nutiden. Min nutid. Og jeg har ret til at vide det. Udenfor var det blevet helt lyst. Den nye dag krævede nye beslutninger. – Jeg tager dertil, – sagde Astrid fast. – I dag. Og for første gang den nat følte hun, at det var det rigtige at gøre. I den lille by blev Astrid mødt af den barske vind og det silende regn. Den lille by virkede frosset i tid: gamle toetagers huse, sjældne forbipasserende, stille gader som taget ud af en provinsroman. Lindevænget lå i udkanten. Astrid gik langsomt og studerede husnumrene. Hendes hjerte bankede så kraftigt, at det føltes, som om det kunne høres i hele gaden. Nr. 17. Lille, velholdt, med gardiner for vinduerne og gule asters i forhaven. Porten var ikke låst. “Hvad skal jeg sige til ham?” fløj det gennem hendes hoved. “Hej, jeg er din datter?” Men det blev unødvendigt. På verandaen stod en høj, gråhåret mand med en bog i hænderne. Han løftede blikket, og bogen faldt ud af hans greb. – Vera? – hviskede han. – Nej… ikke Vera… – Jeg er Astrid, – hendes stemme rystede. – Astrid Petersdatter… skønt jeg ikke længere er sikker på mit efternavn. Nikolaj blev bleg og greb fat i gelænderet. – Gud… – det var alt, han kunne sige. – Kom ind… kom ind! I huset duftede der af bøger og friskbrygget kaffe. Overalt var der hylder bugnende med bøger. På væggen hang en gengivelse af “Dæmonen” af Vrubel, Astrids yndlingsmaleri fra barndommen. – Jeg har altid vidst, at denne dag ville komme, – Nikolaj Sørensen var i gang med at finde kopper frem. – Men jeg havde forestillet mig det tusind gange anderledes… – Hvorfor kæmpede du ikke for os? – spurgte hun spontant. Han frøs, mens han holdt kaffekanden over komfuret. – Fordi jeg var svag, – svarede han simpelt. – Fordi jeg troede, det ville være bedre sådan. Livets største fejltagelse. I hans stemme var der en sådan ægte smerte, at Astrids hjerte blev tungt. – Ved du, – han kiggede et sted over hendes hoved, – hvert år på din fødselsdag købte jeg en gave. De er her alle… Han rejste sig og åbnede døren til et nærliggende værelse. Astrid gispede. Langs væggen stod pænt stakkede bøger, hver med en silkebåndsmærkning. – Første udgave af “Alice i Eventyrland” – til fem år, – han tog forsigtigt den øverste bog. – “Den Lille Prins” med forfatterens illustrationer – til syv… Jeg valgte det, jeg gerne ville have læst med dig. Astrid lod en finger glide hen over rygsøjlerne. Tredive års ikke-kuraterede samtaler, tredive års ulæste historier. – Og dette… – han tog en slidt bog frem, – din første publikation. Et litterært tidsskrift, fortællingen “Brev til ingen steder”. Jeg genkendte din skrift – du skriver ligesom mig. – Holdt du øje med mig? – Astrid vidste ikke, om hun skulle være vred eller græde. – Jeg holdt ikke øje. Jeg… levede parallelt. Som en skygge, som et spejlbillede i et vindue. De talte indtil det blev aften. Om bøger og poesi, om uopnåelige drømme og tabte muligheder. Om hvordan han så hendes dimission – stod bag træerne i skolen gård. Hvordan han sendte anonyme anmeldelser af hendes første artikler. Da det blev mørkt udenfor, indså Astrid pludselig, at hun i flere timer havde kaldt ham “far”. Det ord gled naturligt over hendes læber, som om det altid havde været der. – Jeg må gå nu, – hun rejste sig. – Mor er sikkert ved at gå fra forstanden. – Sig hende… – han tøvede. – Nej, jeg skriver selv. For sidste gang. Ved porten kaldte han pludselig tilbage: – Astrid! Vil du… kunne tilgive mig en dag? Hun vendte sig om. I skumringen syntes hans skikkelse utydelig. – Jeg har allerede tilgivet, – svarede hun stille. – Men vi har meget at indhente. En uge senere modtog Vera det sidste brev. Kun tre ord: “Kom og besøg mig.” Og en måned senere satte de sig endelig ved det samme bord – alle sammen. Det viste sig, at kærlighed, som en god bog, ikke havde nogen udløbsdato. Det krævede blot modet til at åbne den første side.
Forsinket til toget, besluttede hun at vende hjem uden varsel. Og knap indenfor døren kunne hun ikke holde tårerne tilbage.
