Klara Jensen havde længe drømt om at skifte sin plæneklipper ud. Den gamle var blevet helt ubrugelig. Endelig lykkedes det! En venlig sælger hjalp hende med at læsse en farverig kasse i indkøbsvognen. Klara tænkte ikke over, at hun skulle klare at få kassen i bilens bagagerum alene bagefter.
Mens hun skubbede vognen mod parkeringspladsen, hørte hun pludselig en behagelig mandsstemme bag sig:
– Må jeg hjælpe Dem?
– Tak! Det passer lige godt nu! – smilede Klara, mens hun rettede på håret.
Mens manden kørte vognen mod hendes lille bil, lærte de hinanden at kende. Han hed Alexander, og var lige fyldt tres. Klara selv var snart 73, så han var jo nærmest ung.
– Min kone snuppede kosten og fløj sin vej! – sagde Alexander med gejst. – Og nu er jeg alene. Men jeg arbejder stadig.
– Gør du? Jeg er på pension. Hvor arbejder du henne? – spurgte Klara for at holde samtalen kørende. Hun havde været enke i næsten tredive år og havde prøvet parforhold siden, men besluttet, at livet var nemmere alene. Ingen forpligtelser.
– Jeg er elektriker i boligselskabet.
– Perfekt. Med sådan en stilling må det være nemt at finde en partner! – blinkede Klara til ham.
– Nej, nej! Jeg leder efter en klog og attraktiv kvinde. En som dig. Jeg ville elske at få dit nummer!
– Tak for komplimenten, Alexander, men det tror jeg ikke, jeg er interesseret i. Her er min bil. Jeg åbner lige bagagerummet.
Hun trykkede fjernbetjeningen og åbnede bagagerummet. Mens Alexander læssede kassen ind, tænkte Klara: “Måske skulle jeg give det en chance. Give ham mit nummer bare for selskab. Han virker ikke dum. Og hjemme på landet er det hårdt alene. Altid nødt til at bede naboerne om hjælp… Men med en mand ved hånden…”
Som om han opfattede hendes tanker, sagde Alexander energisk:
– Det må være tungt at være alene. Nogle gange ser man små huse, der trænger til en kærlig hånd. En gammel dame bor der, men hun kan ikke passe haven alene. Jeg hjælper sommetider til.
Klara irriteredes lidt af sammenligningen. Hun var jo ingen gammel dame, og kunne stadig passe sin egen have!
– Du er god, Alexander. Fortsæt med det. Jeg klarer mig endnu, tak for hjælpen!
Hun smækkede bagklappen og satte sig i sin lille bil.
– Vent! Hvordan vil du få kassen ud? Den er jo tung! – råbte han efter hende, men hun startede motoren og kørte muntert væk.
“Tja, plæneklipperen skal alligevel ud på landet. Der hjælper naboerne Vasili eller Rasmus nok,” tænkte hun, mens hun så Alexander blive mindre i bakspejlet.
Hun ville tage smartphonen, men blev kold af chok: Tasken, der altid lå på passagersædet, var væk! Alt var i den: kreditkort, pas, telefon, pung, lejlighedsnøgler… Frygteligt! Den slyngel Alexander! Han distraherede hende og stjal tasken! Hvad nu? Politiet? Der må være kameraer på parkeringspladsen! Hun kunne næsten græde.
Hun stoppede bilen, tog en dyb indånding og tænkte: “Tag det roligt. Træk vejret ind… ud… Jeg tog nøglerne, da jeg… åbnede bagagerummet… Åh, hvor lagde jeg tasken?”
Alexander havde triste tanker om, at ingen havde brug for ham. Men så så han den lille røde bil vende tilbage. Måske havde hun ombestemt sig! Da bilen standsede, åbnede han galant døren, men blev overrasket over Klaras skarpe tone.
– Returner min taske, Alexander! Ellers går jeg til politiet!
– Jeg forstår ikke… – sagde han forvirret.
– Du er nok en del af en bande? Den ene distraherer, mens den anden hugger tasker fra passagersæderne! Jeg troede, du var en ordentlig mand!
Manden tænkte efter. “Det kunne være, du lagde den i bagagerummet?” foreslog han.
Med skælvende hænder åbnede Klara bagagerummet. Der lå tasken. Hun greb den, og nerverne gav efter i tårer. Hun lænede sig mod manden og hviskede gennem gråden:
– Undskyld, for Guds skyld! Jeg blev så bange… Alt var derinde… Åh, hvilken lettelse!
– Det sker, – smilede Alexander. – Må vi måske drikke en kop kaffe sammen alligevel?
– Jeg drikker ikke kaffe, får halsbrand af det.
– Jeg foretrækker også te. Men måske en is?
– Lad os sige i morgen? Vi mødes i parken ved indgangen klokken syv?
– Perfekt! Må jeg så få dit nummer nu?
– Måske. Vi ses i morgen, Alexander, – smilede Klara.
Hun kørte gennem de velkendte gader med godt humør. Det vigtigste var, tasken blev fundet!
Næste dag tænkte Klara længe over, hvad hun skulle tage på. Garderoben var fuld, men hun ville se særlig godt ud. Til sidst valgte hun en lys kjole med små blomster, der fremhævede hendes smukke figur, og tog en let jakke over.
Klokken syv mødte hun Alexander ved parkens indgang, med en lille æske i hånden.
– Godaften, Klara Jensen! Det her er til dig.
– Hvad er det?
– Chokolade. Jeg tænkte, du måske ville kunne lide det.
– Tak, du har ret, – smilede hun.
De gik en tur i parken, snakkede om alt mellem himmel og jord. De delte mange interesser: frem for alt kærlighed til landet, naturen og bøgerne. Alexander delte minder fra ungdommen, Klara fortalte morsomme historier fra livet. De lo som gamle venner.
På et tidspunkt stødte de på en café med terrasse, og Alexander foreslog en is, som Klara lidt genert accepterede.
– Jeg havde aldrig troet, jeg kunne finde et så rart menneske ved en tilfældighed, – indrømmede hun.
– Det troede jeg heller ikke, – svarede han. – Skæbnens veje er uransagelige.
Efter isen fulgte han hende hjem.
– Jeg nød virkelig aftenen, – sagde Alexander en smule forlegent.
– Det gjorde jeg også.
– Skal vi mødes igen? Måske lørdag?
Klara tænkte lidt. Hvorfor ikke?
– Det kan vi godt. Denne gang hjemme på min landejendom. Så ser vi, om du kan hugge brænde.
De grinede højt samen.
– Det er en aftale!
Sådan begyndte deres venskab, som udviklede sig til mere. Klara tog sig tid, men følte, at Alexander var blevet vigtig for hende. Og en dag, da hun så ham klippe græsset med sin nye maskine, forstod hun, at hun ikke længere var alene.
