Lejligheden tilhørende hustruen var en stor gevinst! – glædede mandens familie sig over. – Vi behøver ikke længere flytte rundt til lejede hjem.
— Ja, mor, jeg forstår, – svarede Julie mens hun skyndte sig over vejen, da det grønne lys allerede begyndte at blinke faretruende. – Selvfølgelig, intet problem. De penge har jeg på en separat konto.
Julie stoppede ved det næste kryds og ventede på det røde lys. Det lød som om hendes mor forklarede sig i telefonen, for Julies stemme blev lidt mere hektisk.
— Mor, stop! – den unge kvinde hævede stemmen lidt. – Hvis jeg tager til stranden om et halvt år, sker der ikke noget. I har mere brug for pengene. Jeg overfører det i dag.
Julie havde endelig krydset alle gaderne i byen og gik ind i parken. Hun satte sig på en bænk, åbnede bankappen på sin telefon og fandt den rette konto. Julies ansigt forandrede sig øjeblikkeligt til overraskelse.
— Hvad? Hvordan kan det være?
I et stykke tid sad hun i ren forbløffelse, og så ringede hun et nummer.
— Emil, er du på arbejde? Vi nød til at tale med det samme…
Emil, Julies mand, var netop på vej ud for at mødes med kollegerne på en nærliggende bar. Der var stadig en halv time til officiel fyraften, men ledelsen havde givet tilladelse til, at teamet kunne tage tidligt fri, efter de succesfuldt havde afsluttet et vigtigt projekt og de ville fejre det.
Julies opkald kom netop som den glade flok hastede ud af kontoret.
— Skat, det er lidt dårligt tidspunkt, – svarede Emil og holdt lidt forsinket trit med sine kolleger. – Lad os tale om det i morgen. Vi er lige på vej…
— Nej, i dag! – afbrød hustruen beslutsomt. – Noget er sket.
— Herregud, hvad? – Emil blev bekymret og stoppede op.
«Emil, skal vi vente?» råbte en af kollegerne.
— Nej, gå, jeg indhenter jer, – svarede Emil og dækkede telefonen med hånden, hvorefter han vendte tilbage til samtalen. – Hvad er der sket?
— Lad os ikke tale om det over telefonen. Hvis du stadig er på kontoret, kommer jeg nu, – foreslog Julie.
— Ikke helt på kontoret… Jeg er på vej derfra.
— Perfekt. Jeg er i vores park. Kom herhen.
— Du forstår ikke, – sagde manden utålmodigt. – Vi er på vej til en bar. Jeg ville advare dig om, at jeg ville komme hjem sent og måske lidt beruset, men så ringede du selv… Julie, lad os tage det i morgen…
— Emil, du skal forklare noget for mig, – sagde hustruen og forklarede sit problem.
Emils ansigt skiftede straks udtryk.
Manden var tydeligt forvirret over, hvad han havde hørt og kæmpede for at finde de rette ord til at forklare situationen.
— Hvorfor siger du ikke noget? – spurgte Julie bekymret.
Hendes mand tog en dyb indånding og tog sig sammen.
— Julie, hør… — han tøvede stadig med ordene. – Jeg beder dig, lad os tale i morgen. Jeg lover at forklare alt.
— Så du vidste det… – Julies indre blev iskoldt. — Gå, nyd dig selv. Jeg tager derhen og ser selv efter, – sagde hun med en nedtrykt stemme.
— Nej! – udbrød Emil. – Vent på mig. Jeg er der snart.
Efter at have afbrudt samtalen stod Emil lidt og tænkte. Så tog han sin telefon op igen og ringede.
— Vi har problemer…
Julie ventede stadig på Emil i parken. Da han endelig ankom, fandt han hende i en meget anspændt tilstand.
— Hvordan kunne du?! – spurgte hun uden indledning.
— Du tog derhen alligevel? – spurgte Emil, bleg af overraskelse.
— Nej, jeg ringede til naboen…
Julie stirrede bogstaveligt talt på Emil.
— Vi havde ellers en aftale, – hendes stemme var på nippet til at bryde sammen. – Du bedragede mig?
Emil sukkede. Han satte sig stille ved siden af sin hustru, mens han nervøst knyttede og åbnede sine næver.
— Emil…
Julie så spørgende på sin mand.
— Undskyld, – var alt hvad han kunne sige.
Og Julie forstod, at deres ægteskab måske var forbi.
* * *
Lejligheden, som Julie fik foræret af sine forældre, da hun blev 18, havde både været en velsignelse og en forbandelse.
Julie studerede dengang på universitetet og nød studentertilværelsen fuldt ud. Hun havde aldrig været en mønsterelev, men holdt sig indenfor rimelighedens grænser. Men da nogle medstuderende fandt ud af, at hun havde sin egen lejlighed, blev hun overdynget med forespørgsler om at holde fester der.
— Det er da fedt – en lejlighed for sig selv og ingen forældre i nærheden, – sagde hendes kammerater.
I starten gik Julie gladeligt med til det og nød selv at være værtinde. Men hun blev mere og mere træt af at arrangere disse samlinger, for konsekvenserne i form af beskidte tallerkener, spredt skrald og utilfredse naboer måtte hun alene rydde op.
Og Julie begyndte at sige nej, hvilket hurtigt gjorde hende upopulær.
Vennerne vendte en efter en ryggen til hende, spredte rygter og skrev nedladende kommentarer på sociale medier. Den eneste, der støttede hende, var Emil. Han læste på et højere semester og havde kun været til én af Julies hjemlige fester.
De kendte ikke hinanden rigtig, men hilste når de mødtes. Men den dag så Emil Julie sidde grædende på en bænk i parken nær deres universitet efter et sammenstød med medstuderende.
— Hej, hvad er der sket? – han satte sig ved siden af.
Julie ville først ikke sige noget, men Emil fik hende til at åbne op.
— Kender det godt, – grinede han. – Folk kalder en for et fjols, fordi de ikke kan tåle en, der ikke følger flokken.
— Godt sagt, – smilede Julie svagt.
— Lad det ligge, – sagde Emil. – De var ikke dine venner. De brugte bare dig. Se det som om skraldet tog sig selv ud.
Efter samtalen med Emil følte Julie sig virkelig bedre tilpas. De begyndte at ses, og efter afslutningen på universitetet blev de gift. Emil gjorde det straks klart, at han ikke var interesseret i hendes lejlighed.
— Jeg planlægger at optage et lån, – sagde han til sin unge kone. – Så vi kan få VORES egen lejlighed. Og med din kan du gøre, hvad du vil. Du kan f.eks. leje den ud og have nogle ekstra penge.
Julie var begejstret for mandens idé. Hun oprettede endda en særlig konto, hvor hun lagde pengene for udlejningen af sin lejlighed ind. Planerne var mange: en bil, en ferie ved stranden… Det kunne være til alt muligt.
* * *
Der gik et år.
Emil lagde også penge til side til den kommende ferie – parret planlagde sammen at tage til stranden. Et halvt år tidligere havde Julie givet ansvaret for at sætte penge ind fra huslejeoverførsler til sin mand.
Emil havde fået godt styr på kryptovalutamarkedet og fik efter hver indbetaling en betydeligt større afkast, som blev overført til hustruens konto. Den unge kvinde var mere end tilfreds.
Men pludselig dukkede nogle gæster op i deres lejlighed. Det var Emils onkel, Ole, og hans kone Karen.
— Var I ikke forberedt? – lo Ole højt. – Vi kom bare lige forbi.
— Onkel Ole, hvorfor sagde du ikke noget? – spurgte Emil ubehageligt overrasket.
— Så I ikke kunne flygte, – lo Ole igen. – Kom så, vis os, hvor vi kan bo.
— Hvad mener du? – spurgte Emil. – Vi bor her alene, der er ikke plads til gæster.
— Så må I skubbe jer sammen, – disse onkelen uforskammet og skubbede sig forbi ind i lejligheden.
Det viste sig, at onkelen og tanten havde købt en grund uden for byen og begyndt at bygge et hus. De havde solgt deres hus på landet og investeret alle pengene i det nye projekt.
— Du kan da ikke sende dine nærmeste familie på gaden? – kørte Ole på med sin nevø.
Mens de diskuterede, kom Julie hjem. Da hun fik at vide, hvad det handlede om, tilbød hun dem at bo i hendes lejlighed i en måned.
— De tidligere lejere er flyttet ud, og jeg kan godt undlade at få nye med det samme, – sagde hun, – en måned er ikke så kritisk.
Hun så ikke Emils advarende blik, og det var allerede for sent.
— Hustruens lejlighed er et stort held! Nu slipper vi for at flytte fra lejet hjem til lejet hjem og kan bo i et palads, – konstaterede onkel Ole glad, og tante Karen nikkede indforstået.
Efter at have installeret mandens familie, glemte Julie alt om dem.
Særligt da hverken onklen eller tanten gav lyd fra sig. Efter en måned spurgte Julie sin mand, hvordan det gik med hans slægtninge, og Emil forsikrede hende om, at de var flyttet ud, og at han havde fået nye lejere ind.
* * *
Og så ringede Julies mor.
Det viste sig, at Julies bedstemor havde fået et slagtilfælde og akut havde brug for penge til rehabilitering. Da moderen nævnte beløbet, regnede Julie ud, at de penge, hun havde sparet op i halvandet år, passede lige præcis. Hun var sikker på, hun kunne overbevise sin mand om at vente med stranden, så hun kunne genopbygge opsparingen.
Men det viste sig, at der de sidste seks måneder ikke var blevet sat penge ind på kontoen.
— Jeg kunne ikke få dem ud, – indrømmede Emil. – De nægter simpelthen at flytte. Du forstår, onkel Ole er en rigtig vildmand… Han kan alt…
— Men hvorfor løj du for mig? – spurgte Julie indigneret. – Hvorfor sagde du ikke sandheden fra starten?
— Jeg var flov, – sagde manden. – Over min fejhed og svaghed.
— Men vi må gøre noget, – sagde Julie. – Vi kan jo kontakte politiet, i sidste ende.
— Jo, men så gå rundt og kigge sig over skulderen, ikke? – Emil sukkede. – Det havde været bedre, hvis du aldrig havde sagt noget om din lejlighed. Jeg kunne have fået dem til at flytte.
— Men hvad tænkte du på, mens du var stille i seks måneder?
— Jeg ved det ikke, – indrømmede Emil. – Jeg ventede på et mirakel.
Han tænkte lidt.
— Se, – Emil løftede sin T-shirt og viste Julie et ar fra en forbrænding på ryggen.
— Jeg ved det, du sagde, at du ved et uheld ramte pejsen.
— Nej, det var onkel Ole, der skubbede mig, – tilstod Emil. – Men han slap altid. Jeg ved ikke, hvordan han altid slap udenom.
— Men jeg vil ikke bindes til at overlade min lejlighed til ham, – flarede Julie op. – Hvis du frygter ham, er det dit problem. Jeg har tænkt mig at håndtere det her.
Julie rejste sig, klar til at tage af sted med det samme, men Emil stoppede hende.
— Lad være, Julie, – hans stemme rystede. – Jeg er bekymret for dig…
— Er du ikke træt af at være bange?
Og Julie gik beslutsomt til sin adresse. For en sikkerheds skyld ringede hun til nærpolitiet og bad dem komme.
* * *
— Halløj, – hilste mandens onkel kæk. – Hvad laver du her?
— I lovede at være flyttet ud efter en måned, – sagde Julie roligt. – Men nu har I boet her i seks måneder.
— Og hvad så? – spurgte onkel Ole frækt. – Vi bor her, så længe vi vil. Og du kan intet gøre.
— Men jeg har tilkaldt politiet, – sagde Julie.
— Et opkald, og din betjent ryger ad helvede til. Så skrid nu.
Onkel Ole var ved at lukke døren i, da noget uventet skete. Emil trådte beslutsomt ind i lejligheden.
— I skrider ud herfra! – råbte han.
Onkelens reaktion lod ikke vente på sig. I inden sekunder var Emil fløjet over på den anden side af rummet af et hårdt slag. Julie skreg, mens Oles hustru roligt betragtede situationen. Onklen var hurtigt fremme ved sin nevø, som kortvarigt var omtåget, og begyndte at kvæle ham.
— Jeg advarede dig om ikke at udfordre mig, – knurrede slægtningen.
Den aggressive handling blev afbrudt af politiets ankomst. Betjenten fik hurtigt styr på den voldelige onkel og tilkaldte yderligere assistance. Emil indgav en formel klage, og onkel Ole blev anklaget og risikerede en fængselsstraf.
Det viste sig, at alle hans trusler blot var tomme og havde snydt de fleste familiemedlemmer igennem årene.
Julie og Emil forsonedes.
Emil tog et lån og tilbagebetalte hustruen for de penge, der manglede til hendes bedstemors rehabilitering, som han havde mistet på grund af sin egen svaghed. Julie tog også et løfte fra sin mand om aldrig at lyve igen. Der ville ikke være en anden chance.
