Nanna var lige ved at nærme sig caféen, da hun hørte velkendte stemmer:
— Glem nu det jubilæum, — sagde Jens dæmpet og indsmigrende tæt på øret af Nannas bedste veninde, — lad os gå hjem til dig. Eller til mig. Nanna kommer ikke tilbage, — han fnisede tilfreds.
— Selvfølgelig, — svarede Line med en tvivl i stemmen, — vi går til dig nu, og når hun kommer tilbage, hvad så? Hoppe ud af vinduet?
— Hvorfor dog ud af vinduet, — han greb Line beslutsomt om taljen, — hvis du er enig, viser jeg Nanna døren.
Nanna ventede ikke for at se, hvad der ville ske. Hun kendte godt Lines frie livsstil. Men Jens… De havde været sammen i tre år. Hun havde ventet på et frieri hele tiden. Et år havde de boet sammen i Jens’ nye lejlighed. Han havde købt den med et lån, og nu var han ved at sætte den i stand. Udgifterne var store, så alle husholdningsudgifterne lå på Nanna. Hun tænkte, at et officielt ægteskab kun var en formalitet.
Nu faldt sløret fra hendes øjne. Alt var bedrag, løgn. De ville aldrig få en rigtig familie. Han ville finde en anden til den rolle. Og hun var bare en bekvem veninde i en tid med økonomiske vanskeligheder.
For et halvt år siden døde Nannas mor. Allerede dengang blev hun overrasket over Jens’ mangel på medfølelse. Han tog ikke med til begravelsen, hjalp ikke med arrangementerne. Han sagde koldt og sagligt:
— Sælg noget fra det. Du ved, jeg har lån og renovering. Måske kan familien låne dig penge. Når vi sælger huset, kan du betale det tilbage, — sagde han, som om det ikke havde noget med hende at gøre.
Det stak i hende dengang. Men senere retfærdiggjorde Nanna ham. Han havde bare udtrykt sig klodset. Jens var generelt ikke en stor taler. Hans tavshed og dybsindighed tiltalte Nanna. „Han holder alt inde,“ pralede hun over for veninderne, „han vil aldrig forråde eller såre. For at være utro må man have talegaver til at overtale en pige,“ — veninderne lo. Det gjorde Line også, uden at ane, at hun var hovedpersonen i spillet, der blev spillet. Uden at vide, hvad hun skulle gøre, vinkede Nanna desperat til en forbigående taxa. Bilen standsede, og hun satte sig ind så ubemærket som muligt, som om nogen fulgte efter hende. Hun klappede chaufføren på skulderen:
— Hurtigere, hurtigere.
Nanna havde lige sat sig, da telefonen lyste op og krævede et svar. Det var Jens:
— Hvor er du? Jeg står her alene og ser dum ud, alle spørger efter dig. Du skulle allerede være her, er der sket noget? – Nanna slukkede telefonen og smed den ud af vinduet. Derefter brød hun ud i gråd som et lille barn, der havde fået taget sit yndlingslegetøj. Hun græd længe, bittert og med klager.
I al den tid kørte bilen. Nanna begyndte at komme til sig selv og huskede pludselig, at hun ikke havde givet chaufføren nogen adresse.
— Hvor kører vi hen? – spurgte hun forsigtigt.
— Hjem, — svarede chaufføren. Og Nanna kunne se, at bilen kørte ad en landevej.
— Hjem hvor?
— Skal jeg give dig adressen? – Chaufføren svarede groft og uforskammet, syntes hun.
— Stop med det samme, stop, — skreg Nanna.
— Midt på engen? – Chaufføren lo, — hvad vil du gøre her?
— Jeg ringer til politiet nu, — sagde Nanna det første, der faldt hende ind. Hun begyndte at komme til sig selv, huskede, at hun havde smidt telefonen væk og derfor ikke kunne ringe. Hun havde fortalt alt til en fremmed, som nu vidste, at hun ingen havde. Ville han efterlade hende i en skov? Ville ingen savne hende?
Nanna ville springe ud i farten og forsøgte endda at åbne døren, men i mørket og med rystende hænder kunne hun ikke finde håndtaget. Hun opgav og begyndte at græde igen, men denne gang stille og opgivende. Lad det hele gå som det går. Lad en galning slå hende ihjel nu, og der vil ikke være nogen flere lidelser og forræderier. Sådan måtte det vel være.
Bilen bremsede hårdt. Chaufføren gik tavst hen til døren.
— Stig ud.
— Jeg går ikke, — pludselig fik Nanna lyst til at leve, og hun besluttede, at hun ikke ville give op så let, hun ville kæmpe.
— Lad nu være, Nanna, — sagde chaufføren roligt, vi er fremme. Nanna løftede hovedet og så for første gang ordentligt på chaufføren, der stod ved siden af hende.
— Søren? – Spurgte hun stille.
— Hvem troede du, det var? – Nanna så på sin gamle klassekammerat, som om hun så ham for første gang. Minder om, hvordan han havde rejst efter skolen, hvordan han havde gjort karriere, fløj gennem hendes hoved.
— Er du blevet chauffør? – spurgte hun mistroisk.
Søren lo med en velkendt og kær latter:
— Hvilken chauffør?
— Hvorfor tog du mig med?
— Du vinkede sådan, at jeg troede, du ville smide dig under hjulene.
— Og jeg…., — Nanna forsøgte at retfærdiggøre sig.
— Jeg ved det hele, — sagde Søren og omfavnede hende, — det var en meget oplysende tur. Du har aldrig været så ærlig før. – Nanna begyndte at le, og en lettelse og ro fyldte hendes sind. Hun stod foran sit eget hus.
— Og jeg kom på grund af dig, — sagde han, mens han kærtegnede hendes små fingre med sin store hånd, — Hvor er det godt, at du ikke blev gift.
