Jeg kommer hjem fra arbejde. Døren er låst indefra. Jeg banker på, og en kvinde åbner døren. Hun har mit forklæde på og min grydeske i hånden. Jeg er målløs. Ikke nok med det, inviterer hun mig ind og siger, at min mand snart kommer hjem og vil forklare alting.
Indenfor er der kaos. Kufferter og tøjposer er overalt. Møbler er skilt ad og står langs væggene. Nogle børn leger med mit barns legetøj.
Jeg går ind i køkkenet og spørger hende, hvem hun er, og hvad de laver her. Hun siger igen, at min mand vil forklare det hele.
Hvad skal jeg tro? Hun er ikke en slægtning – jeg kender alle dem på min mands side. Ikke en ekskone – det er første ægteskab for os begge. Veninde? Bekendt? Hun kunne have sagt det og ikke lavet en scene. Elskerinde? Det er klart! Han har taget hende med i vores hjem. Snart vil han bede mig pakke mine ting. Det er logisk, ikke? Jeg griber fat i kvinden og slæber hende til døren. Hun skriger, børnene græder. Jeg giver hende 10 minutter til at forsvinde. Hun modsætter sig. Siger, at jeg vil fortryde det, og at min mand ikke vil tilgive mig. Helt klart en elskerinde. Alle tvivl forsvandt.
Hun nægter at forlade. Selvom lejligheden er købt under ægteskabet, står den i mit navn. Min mand er medindehaver, men det står der ikke noget om. Jeg ringer til politiet og siger, at nogen bryder ind i min lejlighed og stjæler.
Jeg lyver ikke – hun har stadig min grydeske. Hvordan skulle jeg vide, hvad hun er ude på? Måske er det grydeskeen, hun vil have? Politiet ankommer samtidig med min mand. Han beroliger betjentene og fortæller, at han gav nøglen til en slægtning uden at informere mig. De advarer mig om at anmelde falsk.
Da politiet er gået, begynder kvinden at klage til min mand over min ubalance. Hun siger, at jeg burde behandles.
– Hvem er hun, og hvad laver hun her? – Jeg prøver at holde roen.
– Det er Fie. Hun har det svært lige nu. Hun bor hos os lidt, – forklarer min mand.
– Hvem er hun, for pokker? – råber jeg.
– Rolig. Hun er Antons kone, husker du? Jeg har fortalt om ham, vi gjorde værnepligt sammen. Han døde, og hans mor smed Fie ud. Hun har ingen steder at tage hen. Hun arbejder ikke – er på barsel, pensionen er ikke kommet endnu. Lejligheden tilhørte ikke Anton, men hans mor. Så Fie bor her lidt. Jeg skylder Anton. Vi skal ikke diskutere det, skat.
Min mand talte, mens kvinden smilede triumferende. Ingenting ved hende lignede en sørgende enke, der er smidt ud på gaden med børn! Jeg troede ikke et ord.
– Mikkel, vil du have gryderet? Jeg har lavet noget… – flirter enken.
Det var her, jeg gik amok igen. Jeg snuppede min grydeske, gik ud i køkkenet og hældte hele gryden i toilettet. Jeg ville ikke have nogen til at styre mit hjem. Ikke overraskende blev hun smidt ud hjemmefra, så fræk hun var.
– Du er syg, hvad skal jeg fodre børnene med? – skreg Fie.
– Hold kæft, du er her som gæst. Jeg tager ikke hensyn til børn, du kan ryge ud i en fart. Forstår du?
Min mand bad os om ikke at skændes. Jeg nægtede. Jeg vil ikke have den kvinde i mit hjem.
– Det er også min lejlighed, glem ikke det. Vi laver en registrering for Fie og børnene. Vil du gøre det, eller skal jeg først indgive det til retten for at få min andel?
Jeg var chokeret. Kvinden grinede endnu bredere. Jeg bad min mand hente vores barn, samlede mine ting og tog til en veninde for at finde ud af situationen.
– Måske har hun virkelig brug for hjælp? – foreslog Camilla, min bedste veninde, nærmest som en søster.
– Nej. – Jeg rystede på hovedet. – De, der virkelig har brug for hjælp, opfører sig ikke sådan. De beder om det. Men denne kvinde opfører sig som en vært. Der er noget galt her. Og hun ligner ikke en kvinde, der har mistet sin mand. Forestil dig, du er blevet enke…
– Jeg er ikke engang gift endnu! – afbrød Camilla mig.
– Men forestil dig, at du har en mand. Nu. Du er enke, smidt ud på gaden med børn. Men din mands gamle kammerat har taget dig ind. Og alligevel står du der, smiler til ham, som om hans kone ikke eksisterer. Det sker ikke!
– Måske er hun bare sådan, smiler til alle.
– Nej. Der er noget her, og jeg vil finde ud af det. Hent din bærbare!
Jeg gennemgik alle min mands venner og fandt tre navne Gustav. En var 46, ikke den rigtige. Den anden var vennernes søn. Den tredje var korrekt, og ved familiesituationen stod navnet Fie.
– Her. Sidst online for en måned siden, – viste jeg med fingeren på skærmen.
– Se efter slægtninge, med efternavn.
– Jeg ved, hvad jeg gør, vent lige lidt.
Vi fandt en kvinde ved navn Rikke. Tilsyneladende Gustavs søster. Jeg skrev til hende. Kondolerede angående Gustav og spurgte, hvorfor hans enke blev smidt ud.
Hun var offline, så vi ventede med en god kop te.
Rikke svarede efter en time. Hun troede, jeg var en bedrager. Skrev, at hendes bror var i live, og bad mig om ikke at forstyrre. Jeg skrev igen, forklarede alt. Hun svarede med grine-emojis og rådede mig til at smide bedrageren Fie ud.
Fie var, kort fortalt, en shopper. Da Gustav tog til en lang forretningsrejse, efterlod han penge til børnene hos sin mor. Fie forsøgte at få noget til sig selv, men fik nej. Så hun udlejede sin egen lejlighed for 5 måneder og fik pengene på forhånd. Hun skulle finde et sted at være med børnene gratis.
Hun huskede historier om min mand fra Gustav og skrev til ham, fyldt med løgne.
Vi bad Rikke om Gustavs nummer og gik hjem for at smide den falske enke ud.
I skulle have set min mands ansigt, da han hørte Gustavs stemme. Sund og rask.
Fies svigermor kom og tog både løgneren og børnene. Hendes mand, Gustavs far, og min mand tog deres ting ud.
Jeg blev virkelig sur på min mand. Uden at spørge trak han den kvinde ind i vores hjem. Jeg efterlod min mand med barnet og tog ud med Camilla for at fejre.
Jeg fortsatte med at skrive med Rikke, og vi aftalte at mødes. Hun sagde, at hendes bror havde været uheldig med sin kone. Jeg kunne kun være enig.
Min mand svor, det aldrig ville ske igen. Ingen ville komme indenfor uden min accept.
Som minde fra Fie fik jeg et par jeans. Nyttige, passende perfekt. Jeg beholdt dem som erstatning for min mentale skade.
