Jeg tror, jeg så din tidligere mand i dag, udbrød Tamara Enevoldsen, mens hun fik vinterstøvlerne af.
Imens hjalp Arina tvillingerne af med overtøjet efter en tur med deres bedstemor.
– Alene eller sammen med en ny kæreste?
– Han var alene. Stod i omkring fem minutter og kiggede på, mens jeg gik rundt med barnevognen på legepladsen, og da jeg så ham, skyndte han sig væk. Selvfølgelig kan jeg tage fejl, men han lignede nu meget. Ringer han overhovedet og interesse sig for børnene?
Arina rynkede brynene.
– Han ringer hver anden dag. Jeg tager ikke telefonen.
– Hvorfor dog ikke? Måske kunne I blive gode venner igen!
– Han efterlod mig, da jeg var gravid for en eller anden kvinde, hvad skulle jeg tale med ham om?
Datteren begyndte at koge over, men det stoppede ikke Tamara Enevoldsen.
– Måske vil han gerne se børnene? Du er for stædig! I kunne måske blive venner igen samtidigt.
“Og så behøvede jeg ikke komme her hver uge,” tænkte bedstemor for sig selv.
– Han kender adressen! Hvis han virkelig gerne vil det, så skal han nok komme. Men jeg har ikke brug for forrædere i mit liv.
– Åh Arina, du er ikke i en position til at vise al den unødvendige stolthed frem! I har fået børn sammen, I bør også tage ansvar sammen.
– Ville du have tilgivet far?
– Hvilken sammenligning! Din far bar mig på hænderne og drømte altid om en stor familie. Desværre havde Gud andre planer for ham… Men hvad med jer? Åh! – slog Tamara Enevoldsen opgivende ud med hånden og gik ud for at vaske hænderne i badeværelset – Det hele er noget rod.
Efter en måned med næsten uafbrudt at passe sine nyfødte børnebørn, indså Tamara Enevoldsen, at hun ikke kunne klare det meget længere. Hendes hund Ludvig, som hun havde overladt til en ven, savnede hende og havde næsten ikke spist. Derfor opgav Arina sine forsøg på at overbevise sin mor om at leje sin lejlighed i Frihed, med argumenter om, at det ville være dumt at lade den stå tom. Hun gjorde det sjældent, men Arina havde ondt af Tamara Enevoldsen, så de blev enige om, at hun kunne komme tre dage om ugen, så den nybagte mor kunne få lidt tid for sig selv.
Tamara Enevoldsen lagde sig ved siden af sine fire måneder gamle børnebørn. Så bedårende! Åh, hvor er der meget arbejde med dem! Pavlins øjne var allerede ved at få en brunlig nuance, og hans hår voksede mørkt og ustyrligt, ligesom hans fars, mens Polinas øjne var lysende blå som linblomster, og hendes hår var lys, som dun… Forskellige børn. Meget forskellige. Men den samme bekymring – kinderne var fulde af røde, ru pletter fra eksem. Og når de græd… Det var ikke til at holde ud!
– Jeg tror ikke, det er Ludvig, de er allergiske overfor, – sagde Tamara Enevoldsen, – de havde det ikke bedre, når han ikke var her. Du var hård mod min hund.
– Jeg gjorde ham da ikke noget! Han er jo bare et dyr, mor, overdriv nu ikke. Med hensyn til allergien har du nok ret. – Arina rette lidt på Pavlins dragt og kastede et forsigtigt blik på sin mor.
“Bemærkede hun ikke, at jeg allerede har tænkt på noget nyt” – tænkte Tamara Enevoldsen.
– Jeg har overvejet noget… – startede Arina, – Kunne jeg måske starte på deltid? Det er blevet lettere med boliglånet takket være børnefamiliebetalingen, men stipendiet er småt, og børnepengene er ikke store. Jeg har næsten brugt mine fødselsrefusioner, og der er så mange udgifter med børnene!
– Du kan ikke mene det! – udbrød Tamara Enevoldsen. – Jeg kan ikke klare dem alene, hvor er du dog i tankerne henne? Vil du gøre mig syg før min tid? Jeg har forstået dig nu, datter… En egoist, det er, hvad du er! Og det skal du ikke blive stødt over. Man må have lidt samvittighed! Ser du ikke, at jeg allerede er ved at gå på hælene… For din skyld gør jeg det hele! Selv Ludvig har jeg efterladt! – sagde moderen bevæget og indså, at hun følte sig som en forfærdelig egoist. Tænkte på sig selv, før hun turde tænke på sin 35-årige datter!
Tamara Enevoldsen så på sin datter, der kiggede væk. Hun fortsatte:
– Du forstår det ikke, gør du? Nå, aldrig mind.
– Mor, det er ikke sådan…
– Jeg er mere bekymret for hunden end for mig selv! Hvem skal tage sig af ham, hvis ikke mig? Han vil sørge sig ihjel, og han er jo ikke engang gammel endnu.
Tamara Enevoldsens tårer begyndte at trille.
– Altid skal du overdrive! – sagde Arina.
– Nej, jeg ser tingene klart i modsætning til dig. Hvad nytter det at arbejde deltid? Du mister din støtte for børnepasning!
– Jeg har ikke tænkt mig på min gamle arbejdsplads, men bare sådan… I en butik. To gange om ugen sort. En veninde foreslog det. Glem det bare, mor. Du har ret, det er virkelig svært med dem. Bare det med pengene ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre.
Arina lod sine fingre løbe gennem sit hår, roder det og smed sig ned på sengen.
– Hvis Villy ringer, skal du svare. Du har brug for ham. Lige nu har du brug for ham. Hører du?
Datteren mumlede noget uforståeligt. Ylva dukkede op efter skolen. Hun elskede, når bedstemor var hos dem. Det gjorde hende altid glad.
– Hej allesammen! Jeg er så sulten, jeg kunne æde en krokodille!
For nytåret besluttede de at tage Ludvig med sig ind til byen. Efter et par dages ophold blev tvillingerne ikke værre. Barnebarnet Ylva overøste hunden med kærlighed og bandt en gylden sløjfe om hans halsbånd nytårsaften. Tamara Enevoldsen bemærkede, at hendes datter gik op i at se godt ud foran spejlet. Hun havde taget en kjole på, strømpebukser og lagde make-up. Der var også dækket et bord til flere gæster.
– Kommer der nogen? For hvem gør du dig pæn?
– Hvorfor tror du det? Jeg vil bare gerne fejre nytår som en smuk kvinde, – svarede Arina og rettede sin læbestift? og tilføjede modvilligt: – Villy kommer. Han insisterede. Men jeg klæder mig ikke op for hans skyld! Aldrig!
Villy kom en halv time senere med en stor pose gaver som julemandens sæk. hans tyndere ansigt bar præg af forvirrede følelser; skyld, venten, parathed til at afværge eventuelle angreb fra hans ekskone. Han gjorde et klodset forsøg på at være glad og ubekymret.
– Glædeligt nytår! Det er hundekoldt ude! – smilede han stort.
Arina kiggede på ham med sine fyldige øjenvipper og skulle til at sige noget, da Ylva dukkede op, lamslået. Hun havde ikke set sin far siden foråret og anede ikke, at han ville komme. Villy åbnede favnen til kram. Han blev overrasket over, hvor voksen hans ældste datter havde set ud.
– Ylva, hvor er du blevet smuk! Lad mig give dig et kram!
Ylva løb hen til ham… og med al sin kraft bankede hun løs på hans åbne arme, som en vildkattunge.
– Jeg hader dig! Du er ikke min far! – råbte hun og løb ind på sit værelse, idet hun smækkede døren.
Straks begyndte tvillingerne at græde, og Arina skyndte sig over til dem.
Villy mistede sit humør og lagde sin store vinterjakke i skabet. Tamara Enevoldsen kunne ikke lade være med at sige:
– Hvad havde du regnet med? Tænkte du, at det ville være anderledes? Åh, I forældre…
