Anna, en kvinde på tres år, har foreslået sin søn at tage deres gamle møbler fra soveværelset og køkkenet med til hans nye lejlighed. “De har slet ingenting endnu! De sover på en oppustelig madras. Jeg siger, tag vores, så køber far og jeg nogle nye,” fortæller hun. Men svigerdatteren var ikke begejstret for ideen. “Min mor siger, hun aldrig kunne finde på det. Hun ville aldrig give os sine gamle ting for at få nye,” sagde hun.
Annas møbler er langt fra gamle skrammel – de blev købt for omkring tolv år siden i nogle af de bedre møbelforretninger. Anna og hendes mand er velstående og kan købe, hvad de vil.
Men det, der er bedst, er ikke altid det, de ønsker. De er blevet trætte af de gamle møbler, nu hvor der er så meget nyt og spændende at vælge imellem. Anna ser en god lejlighed til at opdatere deres indretning.
Der er dog ingen reel grund til at skifte dem ud, for de er stadig i perfekt stand. Møblerne er af høj kvalitet og designet til at holde i mange år. At smide dem ud ville være synd. Derfor tænker Anna på at sælge dem, selvom det kun ville være for en lille sum penge.
Men at sælge kan være en besværlig affære. Det kræver billeder, annoncer, telefonopkald, og fremmede mennesker, der kommer for at kigge. Hvem gider alt det bøvl?
Muligheden for at give møblerne til hendes søns unge familie var faktisk glædeligt for Anna.
“Det er for deres skyld, jeg gør det,” siger en forarget Anna. “De har intet, blot tomme rum! Jeg tilbyder dem gode ting gratis, og alligevel er de utilfredse!”
Svigermoren har allerede hjulpet parret meget med deres bolig. Hun solgte sin lejlighed og brugte besparelserne på dem. Det unge par fik alt, hvad svigermoren ejede. De besluttede at købe en toværelses lejlighed, så de kunne bo komfortabelt i mange år. Der er rigelig plads, også hvis de får et barn.
Pengene slog dog ikke til, og svigermoren måtte låne tyve tusind fra sin søster til renoveringen.
“Det er ikke så slemt, vi betaler det hurtigt tilbage, måske på to eller tre måneder,” siger Anna.
Anna og hendes mand sparer ikke på deres eget liv – før brylluppet sagde de tydeligt, at deres søn var opdraget, og nu skulle de leve for sig selv. På alle svigerdatterens kommentarer med “men min mor tænker anderledes” trækker de blot på skuldrene – “vi advarede dem”. Hvad hendes mor mener, rager ikke dem.
Renoveringen af lejligheden var enkel og budgetvenlig – væggene blev malet, og der kom gulvtæpper på. Desværre blev der ingen penge tilovers til møbler. Sønnen nægtede at tage mere fra svigerforældrene, da de allerede havde hjulpet meget. De havde fået fat i et par skamler, et bord, og sovemadrassen blev lagt ned på gulvet. Sådan bor de nu. Det er ikke en nødsituation, unge mennesker starter ofte på denne måde.
De planlagde at spare op og købe møbler lidt efter lidt, men så foreslog Anna at hjælpe.
“Mit køkken er specialbygget, men det kan let monteres hos dem,” siger Anna. “Det ville i sidste ende være billigere for dem end at købe nyt. Nogle skabslåger passer nok ikke, men det bekymrer mig ikke! Der er altid noget, der kan ændres. Jeg kan give dem emhætten og komfuret. Jeg ved ikke, hvornår de ellers får noget nyt! Og jeg har også et sæt soveværelsesmøbler, som de kan få. De ser som nye ud! Indtil de selv sparer op til deres, kan der gå et helt liv.”
Anna bekymrede sig om den enlige svigerdatters reaktion på hendes forslag. Sønnen var glad og lod til at være taknemmelig, men Mette syntes tydeligvis ikke om idéen, og Anna føler, at emnet bliver diskuteret ivrigt i det unge hjem.
“Svigerdatteren mener, at ældre folk ikke har brug for nye møbler, når de gamle stadig er der,” siger Anna med frustration. “I hendes verden burde vi købe nye møbler til dem! De er unge, har et helt liv foran sig…”
Måske har svigerdatteren ret? Svigerforældrene har egentlig ikke brug for nye møbler. Hvis de ikke havde købt en bolig, ville de leve med deres egne møbler i lang tid endnu, uden planer om at ændre noget snart.
Eller måske er svigerdatteren blot utaknemmelig og burde være glad og taknemmelig?
Hvad tænker du?
